Gå til sygdomsliste

Tilbagefald ved knoglesarkomer

Risikoen for, at knoglesarkomer vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandling, og hvilken behandling man tidligere har fået. Læs her om symptomer på tilbagefald og mulighederne for behandling, hvis knoglesarkomer kommer igen.

Risikoen for tilbagefald er størst inden for de første 2 år efter endt behandling.

Det vil sige, at jo flere år der går uden tegn på tilbagefald, jo mindre er risikoen for, at sygdommen kommer igen.

Når knoglesarkomer spreder sig, sker det oftest ved, at kræften spreder sig til lungerne eller knoglerne. Kræftcellerne kan også sprede sig til lymfeknuderne.

Gå til lægen, hvis du får symptomer på tilbagefald:

Opdager man nye symptomer, eller bliver man bekymret mellem kontrolbesøgene, bør man henvende sig til den afdeling, hvor man går til kontrol.

Henvend dig på sarkomcentret, hvis:

  • Du opdager en knude eller hævelse ved en knogle
  • En kendt knude pludselig ændrer størrelse og konsistens
  • Du oplever dyb smerte i en knogle (ofte natlig)
  • Du får uforklarligt brud
  • Vær særligt opmærksom, hvis knuden vokser hurtigt eller kommer igen efter at være fjernet

Kontakt din egen læge, hvis du oplever symptomer som: 

  • Hoste
  • Åndenød
  • Smerter
  • Vægttab uden grund
  • Almen utilpashed

Disse almene symptomer behøver ikke være tegn på tilbagefald, men du bør alligevel tage dem alvorligt og søge læge.

Behandling af tilbagefald af knoglesarkom

Hvis sygdommen er blusset op, kan man som regel få behandling igen. Behandlingen af tilbagefald kan enten stile mod at fjerne kræften eller hvis dette ikke er muligt, kan behandlingen være lindrende.

Når kræft kommer igen, kan det ske enten som lokal spredning i samme område, som den oprindelige kræftknude eller i form af metastaser, som er spredning til andre dele af kroppen.

Behandling af lokalt tilbagefald

Hvis man får tilbagefald på operationsstedet, kan man i nogle tilfælde blive behandlet med operation og/eller strålebehandling.

Behandling af spredning ved knoglesarkom

Hvis sygdommen spreder sig til andre organer, kan man i nogle tilfælde få kemoterapi, eventuelt efterfulgt af operation og/eller strålebehandling.

Ved tilbagefald kan kemoterapi holde sygdommen i ro i et stykke tid. Kemoterapien både lindrer symptomer og virker livsforlængende.

Det er som hovedregel ikke muligt at få udvendig strålebehandling to gange på det samme område, hvis man har fået den maksimale dosis ved første strålebehandling.

Du kan læse om behandling ved spredning af knoglesarkom og smertebehandling her:

Behandling af spredning ved knoglesarkom

Overlevelse efter tilbagefald

Sandsynligheden for at overleve i længere tid efter tilbagefald af knoglesarkomer er gennem de seneste år forbedret.

Hvis kræften ikke forsvinder

Har man én gang haft kræft, ligger det for de fleste i baghovedet, at kræften kan komme tilbage. Alligevel er beskeden om, at kræften rent faktisk er kommet tilbage oftest overvældende.

Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.

Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.

Læs mere:

Hvis kræften er kommet igen

At leve med uhelbredelig kræft

Alt om knoglesarkomer

Knoglesarkomer - forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Sjældne kræftformer" på Cancerforum.


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende