Årsager til kræft generelt
Arv, miljø og tilfældighed
Der er mange forskellige årsager til, at kræft opstår. Vores livsstil og det miljø, vi lever i, kan spille ind. Biologiske faktorer – som f.eks. visse hormoner – kan også have en betydning, og nogle kræftsygdomme kan være arvelige. Oftest er der tale om et samspil mellem flere faktorer, og nogle gange opstår kræft tilfældigt.
Fejl i stamceller kan over tid give kræft
Alle organer i kroppen indeholder stamceller. Disse stamceller deler sig løbende for at erstatte gamle celler, der bliver slidt op. Når en stamcelle deler sig, opstår der tit fejl i stamcellens dna. Ofte betyder fejlene ikke noget, men efterhånden som vi bliver ældre, ophobes fejlene i stamcellen. Det øger risikoen for, at én af stamcellerne kommer til at fungere så dårligt, at den begynder at dele sig ukontrolleret og bliver til en kræftcelle.