Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Generelt om leukæmi

Leukæmi er en sygdom, der opstår i knoglemarvens bloddannende stamceller. Her kan du læse generelt om leukæmi, årsager, symptomer, undersøgelser og behandling.

Flere forskellige former for leukæmi

Leukæmi er en sygdom, der opstår i knoglemarvens bloddannende stamceller. Når man har leukæmi, kan knoglemarven ikke danne blodceller på normal vis. Der findes flere forskellige former for leukæmi med forskellige symptomer og behandling.

De bloddannende stamceller i knoglemarven producerer tre hovedtyper af blodceller:

  • Røde blodlegemer
  • Hvide blodlegemer
  • Blodplader

Røde blodlegemer fører ilten rundt i kroppen

De røde blodlegemer fører ilten rundt i kroppen og sørger for, at kroppen kommer af med affaldsproduktet kuldioxid (CO2).

Har man for få røde blodlegemer, har man blodmangel (anæmi). Symptomerne på blodmangel er især træthed og åndedrætsbesvær.

Hvide blodlegemer beskytter kroppen mod infektioner

De hvide blodlegemer består af to hovedtyper:

  • Neutrofile granulocytter, der udgør kroppens første forsvar mod infektioner
  • Lymfocytter, der spiller en stor rolle for regulering af immunforsvaret

Har man for få hvide blodlegemer, får man oftere infektioner i kroppen.

Blodpladerne beskytter kroppen mod blødninger

Blodpladerne er kroppens første forsvar mod blødninger. Har man for få blodplader, eller fungerer blodpladerne ikke normalt, vil almindelige blødninger som f.eks. næseblod eller blå mærker opstå uden en klar årsag.

Årsager til leukæmi

Forskerne kender kun i få tilfælde årsagen til, at man udvikler leukæmi. Men sygdommen er ikke arvelig.

Mulige årsager til leukæmi:

  • Ioniserende stråling – strålebehandling, gentagne røntgenundersøgelser og radioaktiv stråling
  • Visse kemiske stoffer, f.eks. benzen
  • Visse former for kemoterapi

Symptomer på leukæmi

Fælles symptomer for leukæmisygdommene er:

  • Træthed
  • Åndedrætsbesvær
  • Feber og gentagne infektionssygdomme
  • Hudblødninger (blå mærker) eller slimhindeblødninger (f.eks. næseblod)

Symptomerne opstår, fordi sygdommen gør, at man har for få normale, raske blodlegemer.

Derudover kan der være særlige symptomer ved de forskellige leukæmiformer.

Symptomerne kan komme hurtigt eller udvikle sig langsomt

Symptomerne ved akut myeloid og akut lymfatisk leukæmi kommer hurtigt – inden for nogle dage eller uger.

Symptomerne ved kronisk myeloid leukæmi og kronisk lymfatisk leukæmi kommer langsomt over måneder eller år. Nogle gange kan symptomerne ved de kroniske leukæmisygdomme være så svage, at man får stillet diagnosen ved en tilfældighed, f.eks. ved en blodprøve taget i anden anledning.

Undersøgelser for leukæmi

Man bliver undersøgt på forskellige måder, hvis lægen har mistanke om, at man har leukæmi.

De vigtigste undersøgelser er:

  • Blodprøve
  • Knoglemarvsundersøgelse

Lægen bruger blodprøver og knoglemarvsundersøgelse til at stille en præcis diagnose.

Andre mulige undersøgelser:

  • Røntgenundersøgelse af hjerte og lunger
  • CT-scanning eller ultralydsscanning af bughulen for at undersøge størrelsen af milt, lever og lymfeknuder

Blodprøve kan afsløre om der er tale om leukæmi

Hvis der er mistanke om, at man har leukæmi, tager lægen en blodprøve, som bliver sendt til undersøgelse på en laboratorieafdeling på et hospital.

Analysen af blodprøven kan vise ens blodprocent, antallet af blodplader i blodet og information om de forskellige typer af hvide blodlegemer i blodet. Hvis man har leukæmi, er blodprocenten ofte lav. Det kaldes at have blodmangel (anæmi).

Undersøgelserne er meget enkle og hurtige at udføre, og de giver et ret sikkert svar på, om der er tale om en leukæmi, og hvis der er, hvilken hovedform det drejer sig om.

Prøve fra knoglemarven viser flere detaljer om typen af leukæmi

En knoglemarvsundersøgelse giver en præcis vurdering af blodcellernes produktionsforhold, og dermed hvilken type leukæmi det drejer sig om.

Det kræver ikke nogen forberedelser at få taget en prøve af knoglemarven.

Sådan får man taget en prøve fra knoglemarven

En knoglemarvsundersøgelse tages fra bagerste hoftekam (på bækkenet). Ved hjælp af en nål tager lægen en vævsprøve (biopsi) ud fra knoglemarven. Man er lokalbedøvet under knoglemarvsundersøgelsen. Undersøgelsen foregår ambulant, så det er ikke nødvendigt at være indlagt.

Kun få gener ved knoglemarvsprøve

Ubehaget ved undersøgelsen kan sammenlignes med en tandbehandling, hvor der bliver boret i en tand. Man kan mærke en kortvarig smerte, idet knoglemarvsprøven tages ud, ligesom man i det efterfølgende døgn kan være lidt øm på det sted, man er blevet stukket.

Knoglemarven bliver undersøgt i laboratoriet

I laboratoriet undersøges knoglemarven på forskellige måder, og man får som regel svar efter 5-10 hverdage.

Vævsprøven bliver undersøgt i mikroskop. I et mikroskop kan lægen få et overblik over, hvordan produktionen af røde og hvide blodlegemer samt blodplader er påvirket.

Bagefter udfører lægen en række specialundersøgelser, der mere præcist kan karakterisere typen af leukæmi, så det er muligt at stille den rette diagnose.

Blandt andet er det vigtigt at undersøge en række æggehvidestoffer i cellemembranen, da disse stoffer (cellemarkører) er forskellige for de enkelte leukæmityper.

Lægen undersøger også kromosomerne, der bærer cellernes arvemasse (DNA). De forskellige former for leukæmi er ofte karakteriseret ved forskellige særlige kromosomforandringer.

Selv om man har genændringer pga. leukæmi, er det ikke ensbetydende med, at sygdommen er arvelig. Læs mere om knoglemarvsundersøgelsen:

Knoglemarvsundersøgelse

Behandling af leukæmi

Behandlingen af leukæmi er individuel og afhænger af, hvilken type leukæmi man har.

Nogle gange skal man slet ikke i behandling, men kan nøjes med at gå til kontrol jævnligt, hvis det drejer sig om kronisk lymfatisk leukæmi. Andre gange kan sygdommen behandles med tabletter uden væsentlige bivirkninger.

I nogle tilfælde er behandlingen kraftig kemoterapi eventuelt i flere omgange. Nogle gange vil man få en stamcelletransplantation (knoglemarvstransplantation). De enkelte behandlinger er nærmere beskrevet under de forskellige leukæmityper.

 

Livet med kræft

To kvinder sidder ude i en have og taler sammen

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Rådgivning

Ældre kvinde taler med en kvinde med ryggen til

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Leukæmi" på Cancerforum.


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende