Gå til sygdomsliste

Sarkomer i livmoderen

Sarkomer i livmoderen er meget sjældne og udgør fire pct. af alle kræftknuder i livmoderen. Sarkomer opstår i livmoderens muskelvæg, og der findes flere forskellige undertyper.

Sarkomer i livmoderen ses oftest efter overgangsalderen.

Symptomer på sarkom i livmoderen

Symptomerne på et sarkom i livmoderen er uventet blødning fra skeden, de samme symptomer som ved adenokarcinomer. Men man kan først få den endelige diagnose efter operationen, når vævet er undersøgt i mikroskop.

Undersøgelser før operation

Hvis lægen inden operationen for livmoderkræft har mistanke om, at det drejer sig om sarkom, bør man få foretaget en PET/CT eller CT-scanning af lungerne og en CT- eller MR-scanning af bughulen.

Operation

Behandlingen for sarkom i livmoderen er operation. Ved operationen får man fjernet hele livmoderen (hysterektomi), begge æggeledere og æggestokke (bilateral salpingo-ooforektomi).

Operation for sarkom i livmoderen (hvis diagnosen er kendt før operation) bør foregå på et af landets to gynonkologiske sarkom centre: Århus Universitetshospital for Region Nord og Midt og Rigshospitalet/Herlev i København for resten af landet.

Behandling efter operation

I nogle tilfælde bliver man tilbudt supplerende strålebehandling af bækkenet eller kemoterapi efter operationen for at mindske risikoen for tilbagefald. Denne behandling foregår på to onkologiske afdelinger i Danmark: Aarhus Universitetshospital og Herlev Hospital.

Supplerende behandling kan overvejes, hvis:

  • Kræften har spredt sig uden for livmoderen
  • Kræften kunne ikke opereres væk primært

Kemoterapi eller hormonbehandling af tilbagefald og spredning

Hvis sarkomer i livmoderen kommer igen efter behandling eller spreder sig til andre dele af kroppen, kan kemoterapi måske bremse sygdommen.

Kemoterapi kan ikke fjerne kræften, men symptomerne kan lindres. Kemoterapien er den samme som bruges ved andre bløddelssarkomer.

Ved visse sarkomer kan det kvindelige kønshormon gestagen også stoppe sygdommen.

Kontrol

Sarkomer spreder sig primært via blodbanen og kan sprede sig til lungerne. Da lungemetastaser kan fjernes ved operation, bør man derfor ved kontrolbesøg på hospitalet få foretaget CT-scanning af lungerne.

Kontrollen bør fortsætte i mindst 5 år.

Læs alt om livmoderkræft

Livmoderkræft – forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.