Om livmoderen
Livmoderen er et muskuløst hult organ, der ligger midt i bækkenet mellem blæren og endetarmen hos kvinder. Væggen består af et tykt muskellag (myometriet), som indvendigt dækkes af en slimhinde (endometriet).
Livmoderen er formet som en kegle med spidsen nedad. Livmoderhalsen er den nederste smalle tredjedel af livmoderen, der vender ned mod skeden. Æggelederne med æggestokkene sidder i de øvre hjørner på begge sider.
Hos kvinder, som har født, er livmoderen større end hos kvinder, som ikke har født
Efter overgangsalderen bliver livmoderen mindre.
Livmoderens opgave er at beskytte og ernære det befrugtede æg og med sine muskler sørge for, at barnet bliver født.
I kvindens fødedygtige alder vokser slimhinden hver måned på grund af påvirkning fra de to kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron. Hvis kvinden ikke er gravid, afstødes det meste af slimhinden en gang om måneden som menstruation.