Operation af mavesækskræft
Operation er den vigtigste behandling ved kræft i mavesækken. Den mest almindelige operation er hvor hele mavesækken bliver fjernet (total gastrektomi).
Kan du blive opereret?
Når lægerne skal vurdere, om det er muligt at foretage en operation for mavesækskræft, ser de især på, om og hvortil sygdommen eventuelt har spredt sig. De kigger også på knudens størrelse, og hvor i mavesækken knuden sidder.
Om du kan blive opereret eller ej, afhænger også af din alder, øvrige helbredstilstand og om du eventuelt har andre sygdomme.
Forskellige typer af operation ved mavesækskræft
Behandling af kræft i mavesækken er først og fremmest operation, hvor du får fjernet hele mavesækken eller en del af mavesækken.
Afhængig af hvor i mavesækken kræften sidder, vælger lægerne, hvilken type operation der er mest hensigtsmæssig. Operationen foregår i fuld bedøvelse. Den kan udføres med kikkertteknik eller som åben operation. Du vil typisk være indlagt en uge i forbindelse med operationen. Efter operationen bliver det fjernede væv undersøgt for kræftceller i et mikroskop.
Resultaterne af operation for mavesækskræft er generelt gode, og risiko for komplikationer ved selve operationen er lille.
Når man hører, at man skal have fjernet hele mavesækken ved en operation for mavesækskræft, kan det lyde som meget kompliceret kirurgi, men indgrebet kan i dag udføres med kun en lille risiko for komplikationer.
Operationen afhænger af, hvor kræften sidder
Der findes forskellige former for operation, afhængig af hvor i mavesækken kræftknuden sidder:
Fjernelse af hele mavesækken (total gastrektomi):
- Hvis kræftknuden sidder i øvre eller midterste del af mavesækken, får du fjernet hele mavesækken. Derefter bliver spiserøret forbundet direkte med tyndtarmen. Dette er den hyppigste operation ved mavesækskræft. Når du har fået fjernet hele mavesækken, kan du ikke optage B12-vitamin fra kosten. Derfor skal du skal have dette som en indsprøjtning hver 3. måned.
Fjernelse af en del af mavesækken (subtotal gastrektomi):
- Hvis kræftknuden sidder helt nedadtil i mavesækken, kan du få fjernet denne del af mavesækken, og få sat tyndtarmen sammen med den resterende øverste del af mavesækken. Hvis du får lavet subtotal gastrektomi, danner du stadig mavesyre. For at undgå at der kommer for meget mavesyre direkte ud i tyndtarmen, skal du efter operationen spise syrehæmmende medicin.
Fjernelse af øverste del af mavesækken og nederste del af spiserøret (thorako-abdominal resektion):
- Hvis kræftknuden sidder højt i mavesækken og går op i den nederste del af spiserøret, opfatter lægerne tilstanden som spiserørskræft.
Operation hvor hele mavesækken bliver fjernet:
- VENSTRE: Tegningen viser en mavesæk med en kræftknude.
- HØJRE: Tegningen viser, hvordan tarmsystemet bliver sat sammen, når mavesækken bliver fjernet.
Her er mine gode råd efter operation: Det gør en stor positiv forskel at tygge maden godt. Husk også at tage mavesyreregulerende medicin. For mig har det virkelig hjulpet at købe en elevationsseng, så jeg kan ligge med hovedet højt.
Undersøgelse af mavesæk og lymfeknuder efter operation
Ved operationen får du, ud over den syge del af mavesækken, også fjernet lymfeknuder omkring mavesækken. Det bortopererede stykke mavesæk bliver sammen med lymfeknuderne undersøgt for kræftceller i mikroskop.
Der går som regel mindst en uge, inden lægerne kan give svar på undersøgelsen. Lægerne kan først sige, hvor udbredt mavesækskræften er, når de har svaret på vævsprøverne.
Dagene efter operationen
I de første dage efter operationen må du ikke spise almindelig mad. Ved større operationer kan du nogle gange få sondeernæring via en ernæringssonde i tyndtarmen eller ernæring ind i en blodåre.
I løbet af indlæggelsen bliver den mængde mad, du må indtage øget.
Det er vigtigt at komme hurtigt i gang med at røre sig efter operationen. Som regel får man genoptræning ved en fysioterapeut og gode råd til at komme i gang.
Man er oftest indlagt 7-10 dage efter operationen. Når du bliver udskrevet fra hospitalet, kan du få gode råd om kost og vejledning i, hvad der er godt at spise efter operationen.