Gå til sygdomsliste

Operation af modermærkekræft

Behandling af modermærkekræft er først og fremmest operation, hvor lægerne fjerner modermærket og huden rundt om.

Modermærkekræftens tykkelse bliver målt i millimeter i forbindelse med den mikroskopiske undersøgelse. Hvis knuden er tyk, tyder det på, at den har haft tid til at vokse og muligvis også haft tid til at sprede sig til det omkringliggende væv.

Jo tykkere kræftknuden er, jo mere af den omkringliggende normale hud bliver fjernet - fra 1-2 centimeter - for at være sikker på, at eventuelle kræftceller (metastaser) omkring selve modermærket også fjernes.

Hvis der kun er tale om et forstadie, kan man nøjes med at få fjernet 5 mm rundt om knuden, og det er ofte gjort allerede ved den indledende biopsi.

Det sår (hul i huden), der opstår, når man har fjernet modermærkekræft, kan sys direkte sammen, dækkes med en hudlap, som flyttes til såret fra naboområdet eller dækkes ved hjælp af et tyndt hudtransplantat, som ofte tages fra lår eller arm.

Mange bliver udskrevet umiddelbart efter operationen

Hvis huden sys direkte sammen, kan operationen ofte foregå ambulant og i lokalbedøvelse, men hvis man samtidig skal have foretaget en sentinel lymfeknudebiopsi, foregår operationen i reglen i fuld bedøvelse.

Ofte kan man blive udskrevet umiddelbart efter operationen, men ved lidt større indgreb med hudlap eller hudtransplantation skal man være indlagt i nogle dage.

Hudlapsplastik

Hvis det er et stort sår, der skal dækkes, kan det det gøres ved hjælp af en hudlap af passende form og størrelse. Lappen skæres oftest fra et nærtliggende hudområde drejes ind i såret for at lukke det.

Såret efter udskæring af lappen kan som regel lukkes direkte. Fordelen ved hudlapsplastik er, at såret heler hurtig, og at arret med tiden bliver pænere og mindre synligt end arret efter en hudtransplantation.

Hudtransplantation

I nogle tilfælde og hvis hudlapsplastik ikke kan anvendes, kan lægen dække såret med et stykke tyndt hud udtaget fra et andet sted på kroppen. Lægen kan bruge et fuldhudstransplantat med hud, som for eksempel fjernes fra halsen eller området ved kravebenet. Såret, hvor huden tages, sys sammen.

Eller lægen kan tage et tyndere stykke hud, der kun består af hudens øverste lag (delhudstransplantatet). Et delhudstransplantat tages oftest fra låret eller armen. Såret heler i løbet af en uge til ti dage. Det sted, huden er transplanteret fra (donorstedet), heler af sig selv i løbet af 2-3 uger.

Donorstedet kan sammenlignes med en stor hudafskrabning og gør som regel mere ondt end selve operationssåret. Ofte hjælper det med smertestillende medicin.

Se billeder fra en hudtransplantation

Beskyt sårene mod sollys

Både delhudstransplantatet og donorstedet er følsomme for sollys og udtørring i flere år efter operationen. Det er derfor en god idé at undgå sollys direkte på sårene og at pleje dem med fugtighedscreme.

Fjernelse af lymfeknuder under operation

Hvis der ved inden operationen ved PET/CT-scanning er fundet spredning til lymfeknuderne, vil du få fjernet lymfeknuderne i nærheden af området, hvor modermærket var.

Undersøgelse for mikroskopisk spredning til lymfeknuderne

Hvis der ikke er fundet spredning til lymfeknuderne inden operationen, men modermærkekræften er tyk (over 0,8 mm) eller har dannet sår, bør du under operationen også have fjernet en eller flere lymfeknuder, kaldet skildvagtslymfeknuder. Lymfeknuderne bliver undersøgt i mikroskop for at finde ud af, om ganske få kræftceller har spredt sig til lymfeknuderne. Det tager mindst otte dage, før der er svar på undersøgelsen.

Hvis undersøgelsen viser mikroskopisk spredning til lymfeknuderne, vil lægen ikke foretage yderligere operation, vil du blive fulgt med regelmæssig ultralydsscanning af det område, hvor skildvagtslymfeknuderne sad.

Efterbehandling med immunterapi efter operation for modermærkekræft for at nedsætte risikoen for tilbagefald

Modermærkekræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Stadieinddelingen er vigtig, for at du kan få tilbudt den behandling, som er bedst for dig. Det kaldes stadium III, hvis man har spredning til lymfeknuderne og stadium IV, hvis man har spredning til andre steder i kroppen.

Ved stadium III og IV modermærkekræft har man øget risiko for tilbagefald af sygdommen efter operation. Derfor kan man blive tilbudt efterbehandling (adjuverende behandling) med immunterapi for at nedsætte risikoen for tilbagefald.

Immunterapien består af stoffet nivolumab, som er et antistof, der øger immunsystemets reaktion mod kræftcellerne. Man får nivolumab som drop i en blodåre hver 4. uge. Man kan fortsætte behandlingen i et år.

Læs mere om behandling af modermærkekræft:

Behandling af modermærkekræft (oversigt)


Læs alt om modermærkekræft

Modermærkekræft – forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Modermærkekræft" på Cancerforum.