Strålebehandling
Man kan få tilbudt strålebehandling, hvis man ikke tåler operation, hvis al kræften ikke er fjernet ved operationen, eller hvis man har meget fremskreden kræft. Strålebehandling er oftest behandling med røntgenstråler.
Forberedelse til strålebehandling
Inden selve strålebehandlingen kan begynde, foretager lægerne en meget nøje planlægning af behandlingsforløbet. Der bliver fremstillet udstyr, som skal sikre, at man ligger på helt samme måde, hver gang man får strålebehandling. Det vil ofte dreje sig om en skal af kunststof, som man skal ligge i, og et plastiknet der holder hovedet på plads.
Som led i planlægningen af strålebehandlingen bliver man CT-scannet. I nogle tilfælde bliver man også MR- eller PET/CT-scannet.
På scanningsbillederne indtegner lægen de områder, der skal rammes af strålerne. Ud fra tegningerne på scanningsbillederne planlægger lægen strålefelter og stråledoser ved hjælp af en computer.
Om strålebehandlingen
Ved kræft i munden får man ofte strålebehandling 5 eller 6 dage om ugen i 5 til 6 uger. Det er nødvendigt at få strålebehandlingen i så mange små enkeltbehandlinger for at nå op på den nødvendige samlede stråledosis og samtidig få så få senfølger som muligt. Nogle patienter rådes til en behandling med i alt 56 behandlinger givet som to daglige behandlinger i 5 dage om ugen.
Hver strålebehandling varer nogle få minutter, og man mærker ikke noget under behandlingen. Man er alene i behandlingsrummet, men der er videoovervågning og samtaleanlæg i lokalet, så man altid kan komme i kontakt med personalet.
Nimorazol ved strålebehandling
Hvis man ikke bliver opereret, men kun får strålebehandling, vil man i forbindelse med strålebehandlingerne blive rådet til at tage et stof kaldet nimorazol. Nimorazol gør kræftcellerne mere modtagelige for strålerne, så behandlingen bliver mere effektiv.
Nimorazol skal tages 1½ time før strålebehandlingerne. For at kunne tage stoffet kræver det, at man har normal leverfunktion, og at ens nervesystem ikke allerede er påvirket.
Bivirkninger ved nimorazol
Nimorazol kan give kvalme, og der kan ses en overfølsomhedsreaktion i huden ved indtagelse af nimorazol. Da nimorazol kan have en antabuslignende virkning, bør man ikke drikke alkohol i forbindelse med, at man tager det.
Akutte bivirkninger og senfølger ved strålebehandling
1-2 uger efter at man er begyndt på strålebehandlingen, kan der opstå det, der kaldes akutte bivirkninger.
Senere når man er færdig med behandlingen kan der opstå senfølger. Huden i strålefeltet bliver ofte kraftigt rød og skællende, og der kan gå hul på huden i nogle områder, så det væsker. Huden heler op igen, når strålebehandlingen er ovre, men det kan tage nogle uger. Huden i det bestrålede område vil fremover være sart, og man bør beskytte huden mod kraftig sollys i mindst 1 år efter endt behandling.
Derudover kan mænd opleve tab af skægvækst i det bestrålede område.
Bivirkninger og senfølger ved strålebehandling
Få viden om, hvilke akutte bivirkninger og senfølger man kan få af strålebehandling i hoved-halsområdet, og hvordan man kan lindre dem.
Guide til bivirkninger og senfølger ved strålebehandling