Årsager til kræft i mundhulen
Rygning og alkohol øger risikoen for kræft i munden. Risikoen er også forøget, hvis man tidligere har haft mundkræft. Frugt og grønt nedsætter muligvis risikoen.
Rygning øger risikoen
Rygning øger risikoen for kræft i mundhulen, inklusiv kræft i tungen og i læberne. Cigar- og piberygning øger også risikoen for mundhulekræft. Hvis du både ryger og drikker alkohol, har du højere risiko for at udvikle kræft i mundhulen. Når du stopper med at ryge, falder risikoen for at udvikle kræft i mundhulen. Jo flere år du har været røgfri, jo mindre er risikoen.
Uanset hvor længe du har røget og uanset, hvor gammel du er, så vil det gavne dit helbred at blive røgfri. Læs mere her:
Alkohol øger risikoen
Hvis man drikker alkohol, har man større risiko for at udvikle mundhulekræft, end hvis man ikke drikker alkohol. Risikoen stiger med mængden, man drikker.
Hvis du både ryger og drikker alkohol, så er der samlet set en endnu større risiko for at udvikle mundhulekræft.
Læs mere om alkohol og kræft:
Øget risiko for nyt tilfælde af hoved-halskræft
Hvis man har haft kræft i munden tidligere, er der en øget risiko for at få et nyt tilfælde af kræft i munden eller en anden type hoved-halskræft.
HPV er ikke årsag til kræft i mundhulen
HPV er en kendt årsag til kræft i livmoderhalsen samt for kræft i mundsvælget (mandler og tungerod), men HPV-infektion er ikke forbundet med udviklingen af kræft i mundhulen.
Læs mere om HPV og kræft:
Artikel
Danskerne ved ikke, at alkohol øger risikoen for kræft
Hvert år får mindst 1.100 danskere kræft som følge af alkohol. Alligevel viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse, at kun 21 pct. af danskerne er klar over, at alkohol øger risikoen for kræft.
Læs artikel om alkohol og kræft