Gå til sygdomsliste

Forsøgets titel:CANFOUR

Tilbage til søgeresultat

Kræftsygdom Behandling på tværs af kræftsygdomme, Brystkræft - kvinder, Bugspytkirtelkræft, Endetarmskræft, Lungekræft, Tyktarmskræft
Forklaring I forsøget undersøger lægerne virkningen og bivirkningerne ved det nye forsøgslægemiddel CAN04. Forsøget er til patienter, hvis kræft ikke kan opereres væk eller ikke reagerer på standardbehandling.
Baggrund for forsøgsbehandlingen

CAN04 er et antistof, der binder sig til et bestemt protein på overfladen af kræftceller, og som er vigtigt kræftcellernes vækst og overlevelse. Idet CAN04 binder sig til proteinet, forhindres kræftcellerne i at vokse og formere sig. Samtidigt aktiverer CAN04 immunforsvaret til at dræbe kræftcellerne.

CAN04 er endnu ikke godkendt til behandling af kræft.



Hvad er antistoffer?


Antistoffer er en type kræftmedicin, der efterligner kroppens egne antistoffer. Kroppen bruger antistoffer som en del af immunforsvaret, når den f.eks. forsvarer sig mod bakterier og virusser. Antistoffer kan også reagere mod en kræftcelle.

Antistofferne binder sig til specifikke receptorer i kræftceller. De kan f.eks. gøre kræftcellerne mere tydelige for immunforsvaret, blokere deres vækst, forhindre dannelsen af nye blodkar eller aflevere radioaktive partikler til kræftcellerne.

Man får antistofferne via et drop i armen. Nogle gange kombinerer man dem med andre kræftbehandlinger som kemoterapi eller hormonbehandling.


Forsøgsmetode

Forsøget er et åbent forsøg. Det betyder, at både du og forsøgslægen ved, hvilken behandling du får. Forsøget er et fase 1 og 2 forsøg, hvilket vil sige, at forskerne først undersøger, hvordan mennesker reagerer på og tåler behandlingen, og hvad dosis skal være. Derefter undersøger forskerne den længerevarende effekt og bivirkningerne til behandlingen.

Du kan deltage i forsøget hvis:

  • Din sygdom kan følges med scanninger

  • Du som minimum kan udføre alt andet end tungt fysisk arbejde (performancestatus 1)

  • Din knoglemarv og organer fungerer tilstrækkelig

  • Du har en fremskreden kræft med evtentuel spredning, der enten har udviklet sig eller ikke har reageret på standardbehandling

  • Det er minimum 4 uger siden, du sidst fik behandling

  • Det er minimum 6 uger siden, du sidst fik behandling, der er kendt for at give senfølger

Du kan ikke deltage i forsøget hvis:

  • Du har fået anden forsøgsmedicin inden for 28 dage op til forsøgets start

  • Du har en anden ondartet eller alvorlig sygdom

  • Du har en ukontrolleret eller betydende hjerte-kar-sygdom (NYHA III eller IV)

  • Du er kendt med HIV, hepatitis B eller hepatitis C

  • Du er i immundæmpende behandling

  • Du har en blødningssygdom

  • Du har en ukontrolleret infektion

  • Du har spredning til hjernen, der giver symptomer

  • Du har bivirkninger fra tidligere behandlinger

Sådan foregår behandlingen

Du starter med at få en grundig helbredsundersøgelse, inden behandlingen går i gang. Her vil du bl.a. blive CT/MR-scannet og få taget en vævsprøve fra kræftknuden. Forsøgslægen vil herefter placere dig i en af følgende to grupper:



  • Gruppe A: CAN04 én gang om ugen

  • Gruppe B: CAN04 én gang om ugen de første 6 uger og derefter én gang hver anden uge


CAN04 får du på hospitalet direkte i dine blodårer gennem et drop. Du får det ambulant – det vil sige uden, at du behøver være indlagt.

Så længe kan du få behandlingen
Du kan få behandlingen med CAN04, så længe du har gavn af den. Behandlingen stopper, hvis kræften bliver værre under forsøget, hvis bivirkningerne bliver for store, eller hvis du eller forsøgslægen ønsker at afslutte behandlingen.

Kontrol
Du skal løbende gå til kontrol, mens forsøgets står på. Efter forsøgets afslutning skal du møde til en sidste kontrol, hvor forsøgslægen vil vurdere dit helbred. 12 måneder efter din sidste CAN04-behandling vil du blive kontaktet telefonisk til en sidste opfølgning.

Bivirkninger ved behandlingen

  • Immunrelaterede bivirkninger: Vejrtrækningsproblemer, kulderystelser og smerter

  • Diarré

  • Kvalme

  • Opkast

  • Kulderystelser

  • Svaghed

  • Temperaturforhøjelse

  • Luftafgang fra tarmen

Det skal understreges, at de omtalte bivirkninger er mulige bivirkninger. Man får altså ikke nødvendigvis dem alle, og de fleste af dem kan lægerne forebygge og lindre.


De fleste bivirkninger er midlertidige og holder op i løbet af nogle uger eller måneder efter behandlingen. Inden forsøgsbehandlingen taler lægerne med dig om de mulige bivirkninger.

Her kan du få behandlingen
  • Herlev Hospital
  • Odense Universitetshospital
  • Rigshospitalet (Lukket)
  • Aalborg Universitetshospital

Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med lægen på dit sygehus. Lægen kan undersøge, om behandlingen kan være en mulighed for dig.

Diverse

Sponsor: Cantargia

Forsøgets id-numre

EudraCT nr.: 2017-001111-36


Clinicaltrails.gov nr.: NCT03267316

Denne side er sidst opdateret: 2021-04-01

Lægefaglig beskrivelse af forsøget

Resume for fagpersoner

 

Tilbage til søgeresultat