Undervisning i sundhed og ernæring for unge piger på Zanzibar

07-09-2018
Vi har i løbet af sommeren haft to praktikanter nede hos vores partner på Zanzibar. De har skrevet en lille beretning om deres oplevelse med at undervise en gruppe lokale kvinder i madlavning.

Auberginer med skræl på og grøntsager i massevis, er hvad der er i fokus når vi laver mad med pigerne.

Forventninger og virkelighed

En ø bugnende af ananas, mango og papaya i massevis var hvad vi forventede at se, da vi i efteråret besluttede os for at vores udlandspraktik skulle finde sted på den eksotiske ø Zanzibar. Vi var dog klar over, at der ville være udfordringer i forhold til den vestlige verdens indtrængen af forarbejdede fødevarer, siden vi nu var sendt afsted af NCD-alliance med den opgave at arrangere sundhedsrelaterede aktiviteter til den årlige Makunduchi Traditional Food Festival. Overraskede blev vi da det viste sig at det langt fra kun er manglende viden omkring ernæring der er skyld i det stigende antal af livstilssygdomme, men også adgangen til de overdådige tropiske frugter og grøntsager var noget man skulle kigge langt efter. Vi blev derfor allerede efter en uge temmelig trætte af ris og bønner, og ved ankomsten til den lille landsby Makunduchi blev vi endnu engang en smule skuffede da vi mødte synet af grønthandlere der stort set kun solgte auberginer, tomater og kartofler. Som to Global Ernæring og Sundhedsstuderende, blev vores kreativitet derfor sat på spil, da vi begge brændte for at lave madlavningsdemonstrationer med lokale for at fremme sundere kost.

Når maden er serveret, er det altid spændene at smage på resultatet. Denne workshop havde fokus på stivelse, og pigerne prøvede for første gang brune ris.

Skræl - kog - mos

Gennem et hjemmebesøg hos en lokal kvinde fandt vi dog hurtigt ud af, at der helt bestemt var områder at sætte ind med henblik på at fremme sundere madlavningsvaner. Vi blev introduceret til en ret med bananer og grøntsager i kokosmælk, som vi glædede os over med denne umiddelbare store sundhedsværdi. Ved at observere hvordan kvinden tilberedte retten lærte vi at auberginen blev skrællet, grøntsagerne blendet og derefter kogt i en time sammen med bananerne. Resultatet blev en smule tør ret med bananer der smagte en smule som kartofler, hvor grøntsagerne nærmest ikke eksisterede mere. Det smagte ganske udmærket, men ifølge vores sundhedsfokus ville vi have ønsket mindre forarbejdning af grøntsagerne samt større fylde af grøntsager. Vi tænkte derfor straks, at det her ville være en af de ting vi ville kunne formidle videre fra kvinde til kvinde.

Det er hyggeligt at sidde udendørs og lave mad i fællesskab.

Undervisning af unge kvinder 

Vi hev fat i vores kontakter og fik inden længe etableret en gruppe af 11 unge kvinder på omtrent vores egen alder. Dermed fik vi unik mulighed for at tilrettelægge et forløb til dem helt efter vores egnen agenda. Med udgangspunkt i vores observationer startede vi ud med at undervise i grundlæggende principper omkring ernæring. Herunder gik vi i dybden med hvad kulhydrater, proteiner og fedt er og hvad de gør ved kroppen, samt hvilke mængder man bør indtage dem i for at holde sig sund. Vi fik frembragt en masse latter da vi prædikede at man kun behøver at spise hvad der svarer til en knytnæve af ris, kassava (kartoffel lignende rodfrugt) eller lignende til hvert måltid. "Normalt spiser vi en hel tallerken ris og så en lille smule grøntsager til, det ser slet ikke sådan her ud”, sagde en af pigerne grinende og pegede på ’den sunde tallerkenmodel’ som vi havde introduceret dem for i vores undervisning.

Når vi skal lave mad med kvinderne, er det vigtigt for os at præsentere hvad vi skal lave og forklare hvordan de forskellige grøntsager skal bruges for at bevare så meget næring som muligt.

At komme udefra  

Det stod klart for os at de langtfra er opvokset med den samme fuldkornsprædiken som vi kender hjemmefra, for da vi spurgte om de havde fuldkornsmel fik vi svaret "vi har mel". Fibre var heller ikke er noget de har hørt meget til før og da vi snakkede om brune ris sagde en pige ”ligesom Pilau”, en populær spise her på Zanzibar bestående af ris tilberedt med varme krydderier som er dem der bidrager til den brune farve.

Det kan være svært at komme som Muzungu (hvid mand) og pådutte lokale en fulkornskost og vi måtte gå i tænkeboks for at sætte et program sammen hvor de kunne få lov til at eksperimentere og lære at lave traditionelle retter sundere.

Normalt bruger pigerne trækul når de laver mad derhjemme og i vores madlavningsworkshops bruger vi både komfur og trækul, da vi dermed får mere plads. Desuden er det en hyggelig stund, hvor man kan få vendt verdenssituationen.

Skepsissen forsvinder

Vi har med stor succes fået pigerne til at udforske sundere madlavning såsom at bevare skrællen fra auberginen i retten. Vi udfordret dem til at prøve brune ris, fladbrød lavet på hirsemel og kartofler med skræl på. I starten blev der stikket og prikket lidt til de knapt så udkogte grøntsager og skralden på kartofler og auberginerne. Gennem vores vedholdenhed, med bl.a. de sunde skræller, kan vi se at det efterhånden ryger lettere ned og endda med begejstring.

Via vores succesfulde madeksperimenter arbejder vi os hen imod at pigerne kan kreere retterne til Makunduchi Traditional Food Festival og formidle sundhedsværdien videre til de besøgende af festivalen. 

Astrid (tv.) demonstrerer hvordan maden skal tilberedes.

Vi har også haft en have-workshop med fokus på afgrøder man kan plante i en køkkenhave. Her plantes der Chili.

Pigerne er godt i gang med pirogger med bønne-grøntsagsfyld.

Resultatet af en af vores workshops. Pirogger med chili-sauce. Mseto (th.) lavet på mungbønner, ris og kokos med tilhørende grøntsagssuppe (tv.) Og desserten Ndizi Tamu med bananer kogt med kokosmæl og kardemomme.

Når man skal på tur til landbrugsfestival er det praktisk at tage matchende tørklæder på, så man ikke bliver væk fra hinanden.

På landbrugsfestivalen var der rig mulighed for at snakke med forskellige NGO’er. Her forklares der vitaminindholdet af de forskellige afgrøder, og hvordan man kan lave juice fra søde kartofler.

På landbrugsfestivalen kiggede vi på hvordan de forskellige landmænd dyrker deres afgrøder.