Tænd et lys: Billund rykkede tæt sammen
Mens det store Knæk Cancer indsamlingsshow rullede hen over skærmen lørdag aften, trodsede flere hundrede mennesker den silende regn og rykkede tæt sammen i Billund. Her tændte de lys for at mindes dem, de har mistet til kræft og sendte kærlig støtte til dem, der er ramt af sygdommen.
Mørket er ved at falde på, og roen sænker sig. På asfalten står et væld af lysposer formet som en stor Knæk Cancer blomst, og mens et lokalt pigekantori bevæger sig dybere ind i Lars Lilholts sang ’For at tænde lys’, rykker folk tættere sammen under paraplyerne denne kølige og våde efterårsaften i Billund.
Nogle holder om hinanden, og andre kniber en tåre, mens de mindes dem, de har mistet til kræft og sender kærlig støtte til dem, der er ramt af sygdommen. Det her er et af de øjeblikke, som Niels Pedersen har ventet allermest på:
- Lysceremonien er bare et helt særligt øjeblik. Her sænker jeg skuldrene. Når lysene bliver tændt er det bare som om, der sker noget magisk. Det er lidt svært at forklare, men det gør bare, at lige pludselig, i det øjeblik, bliver man bare én stor familie, der holder om hinanden. Når jeg står og kigger rundt på folks ansigter, kan jeg se, at de er meget berørte. Det betyder noget helt særligt for dem, og det gør et stort indtryk på mig, fortæller han.
Forud for lysceremonien har Niels Pedersen, sammen med resten af de frivillige kræfter, knoklet for at sørge for, at hele arrangementet spillede, som det skulle.
- Jeg vil da gerne indrømme, at jeg blev lidt nervøs, da jeg tjekkede vejrudsigten tidligere på dagen. Der stod regn hele dagen, og jeg blev derfor bange for, at det ville afholde folk fra at dukke op. Men det gjorde det overhovedet ikke, understreger han og kaster et stolt blik på den store menneskemængde, der er samlet på Byens Plads i Billund.
Forskning giver håb
Niels Pedersen er formand for styregruppen i Stafet for livet i Billund. Det har han været siden 2014, hvor stafetterne startede op i den sønderjyske by. I år har han, sammen med resten af styregruppen, stået i spidsen for det årlige arrangement ’Tænd et lys’, der afholdes under det store Knæk Cancer indsamlingsshow.
- Det har virkelig været fantastisk at være værtsby i år. For vi har virkelig villet det her, fortæller han.
Niels’ mangeårige engagement i kræftsagen er ingen tilfældighed. Han har kendt mange, der har været ramt af sygdommen. En nabo, et familiemedlem og flere bekendte. Men han har også selv været igennem et behandlingsforløb for prostatakræft, og er heldigvis rask i dag.
- Jeg kom selv igennem og er ude på den anden side. Det er jeg så taknemmelig for, og har derfor sådan brug for at give noget igen. For, jeg ved godt, at hvis ikke der var blevet forsket så meget, som der er, så ville jeg måske heller ikke stå her i dag. Derfor skal vi blive ved med at indsamle midler og sætte fokus på sygdommen, så endnu flere midler kan nå forskningen. Det giver håb for fremtiden, og hvis man kan videregive dét til andre berørt af kræft, så er det bare det hele værd, fortæller han.
Det kan man, fastslår 54-årige Dorthe Mølby. Hun er en af de lokale gæster til arrangementet, og for hende betyder det enormt meget, at byen i fællesskab bakker op om kræftsagen. For det giver hende håb om en fremtid, hvor hun trods sin kroniske kræftsygdom, kan leve et langt og godt liv.
Den type kræft, som Dorthe har, er sjælden og hedder NET (Neuroendokrine tumorer).
- I 5 år har jeg levet med sygdommen, og jeg er her stadig. Den behandling jeg får i dag, skal jeg have resten af mine dage. Den gør, at jeg kan leve et ganske normalt liv og passe mit fuldtidsjob uden at mærke det store til sygdommen. Jeg er jo et levende resultat af, at det har nyttet at forske, og at det nytter at blive ved med at forske. Det giver i hvert fald mig troen og styrken til at sige, at jeg har tænkt mig at blive her i mange år endnu.
Over 600 lysposer
Men det var ikke kun lokale gæster, der var mødt op for at vise deres opbakning denne aften. Mange var også kommet langvejs fra. Eksempelvis kæresteparret, Martin Falk Christensen og Kristina Lykke Jensen, som havde taget en times lang køretur fra Viuf.
Begge har mistet en nær til kræft, og er mødt op i dag for at tænde lys i en lyspose.
’Kære far, du er savnet i livets gøremål…’ står der på Martins lyspose, og ’Kære bror, I hjertet gemt, men aldrig glemt’ på Kristine.
- Det er svært at sidde inde i teltet og skrive på poserne, fortæller Martin.
- Men samtidig rør det os dybt, for vi kan se, at der sidder rigtig mange derinde. Man mærker virkelig sammenholdet. Det giver en følelse af, at man ikke er alene om den sorg, man har været igennem og den proces man stadig er igennem, supplerer Kristine.
34-årige Martin Falk Christensen og 31-årige Kristina Lykke Jensen, er langt fra de eneste, der har en lysende pose i aften. I løbet af dagen har flere hundrede mennesker lagt vejen forbi, og skrevet en hilsen på i alt 653 lysposer, der tilsammen dannede den store Knæk Cancer blomst.
Overvældende opbakning
Den store opbakning gennem dagen gav et resultat på 138.000 kr. til Knæk Cancer, altså til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.
- Jeg er bare stolt, det må jeg sige, storsmiler Niels Pedersen:
- Det er bare resultatet af al den overvældende opbakning, vi har mødt hele vejen igennem. Både fra folk, der har lagt vejen forbi, de frivillige, og det lokale erhvervsliv. Der er rigtig mange ting, der skal gå op i en højere enhed sådan en aften, og der ligger rigtig mange måneders planlægning bag. Alle i styregruppen og de frivillige har taget godt fat, og der har bare ´været styr på tingene. Uden de frivillige ville vi ikke lykkes. Det samme gælder det lokale erhvervsliv. De har bare været så gavmilde til at donere præmier og hjælpe med forplejning.
- Selvom vi er vanvittige kolde og trætte lige nu, og kommer til at mærke dagen mange dage endnu, så tror jeg godt, at jeg tør sige på hele styregruppens vegne, at vi ville gøre det hele om igen. For det har bare været så fantastisk, slutter han.