11-årige Marcus: - I børnegruppen forstår alle, hvordan jeg har det

- Hvorfor lige mig?

11-årige Marcus Kjellerup Poulsen skal ikke lede længe efter ordene. Han husker tydeligt de mange tanker, der kom, da hans mor fik konstateret brystkræft i oktober 2020. Dengang var Marcus ni år.

- Jeg følte mig så uheldig. Først blev mine forældre skilt, så kom corona, og så fik min mor kræft. Hvad er det næste, der kommer? Det var noget af det, jeg tænkte på. Jeg var også meget ked af det. Det er hårdt at få sådan noget at vide, når det er én, man har kær, og det er sådan en alvorlig sygdom. Jeg var allermest bange for, at min mor kunne dø, fortæller Marcus.

Fællesskab i børnegruppen

I en børnegruppe i Kræftrådgivningen i Næstved mødte Marcus andre børn med en kræftsyg forælder. Her mærkede Marcus at han ikke var alene, for de andre børn i gruppen havde de samme tanker og bekymringer, som ham.

- Mit humør gik altid opad af at være i gruppen. Det er nok fordi, jeg ikke skulle bære det hele på mine skuldre. Man tænker, at der ikke er andre, der forstår, hvordan man har det. Og så går man med det inde i sig selv. I børnegruppen forstår alle, hvordan man har det, fortæller Marcus.

- Det er ikke fordi, vi kun snakker om sørgelige ting. Det er rigtig sjovt at være der. Vi laver også nogle lege sammen. Men det er selvfølgelig også lidt sørgeligt, fordi man ved, at de andre har det lige som, man selv har. Og man vil jo ikke have, at andre skal gå igennem det samme, for det er ikke rart, siger Marcus.

Verden blev usikker

Marcus bor i Toksværd uden for Næstved sammen med sin mor og hendes kæreste, to søstre og to bonussøskende. Marcus har mange venner og er vild med at spille Fortnite. Han kan lide at gå i skole, elsker matematik og natur og teknologi og drømmer om at blive ingeniør, når han bliver voksen. Eller måske smed eller elektriker, det svinger lidt.

Dengang i oktober 2020 da Marcus’ mor, Winnie Kjellerup Poulsen, fik konstateret kræft blev Marcus’ verden pludselig usikker og uforudsigelig. Winnie fortæller:

- Marcus er meget tænksom. Min sygdom ramte ham anderledes, end hans søskende. De var også mærkede af det, men på en anden måde. Marcus var meget bange for at miste mig. Derfor var det så godt for ham, at han kom med i børnegruppen og mødte andre børn med de samme tanker. Allerede efter den første gang kom han ud og sagde: ’Mor, jeg har lige fået fem nye venner’.

Kræften er væk
I dag er Marcus’ mor godt igennem sit kræftforløb. Familien fejrede i maj måned årsdagen for, at Winnie blev opereret. Hun er stadig meget træt og har brug for at hvile sig mere end andres mødre måske har, men det ved Marcus er almindeligt. Og så er der håret, selvfølgelig. Det ydre, som nu er anderledes.

- Nu er det bare lidt mærkeligt, at min mor ikke har så meget hår. Før var hun rigtig langhåret og nu er hun korthåret. Og hun har fået krøller. Det er da lidt mærkeligt. Men hun har stadigvæk en smuk personlighed, siger Marcus og smiler til sin mor.

Tankerne om kræft og hvad, der kan ske, kan stadig dukke op, men fylder ikke så meget mere:

- De er mest væk nu. Men når jeg hører ordet kræft, så tænker jeg meget over, hvordan jeg havde det, og hvor uhyggeligt og irriterende det var, fortæller Marcus.

- Jeg håber, at der snart er nogen, der finder en måde at bekæmpe kræft. Så det ikke er så hårdt og tager så lang tid. For det er synd for andre, der skal igennem det.

Børnegruppen er stadig vigtig
Selv om børnegruppen er afsluttet i Kræftrådgivningen har Marcus stadig kontakt med de andre børn. De har et særligt fællesskab. De ringer sammen og skriver sms’er – nogle ting er rare at dele med netop dem.

Snart skal de også på udflugt til BonBon-Land sammen med deres familier. For mens børnene fandt et fællesskab i deres gruppe, faldt forældrene i snak på den anden side af døren.

- Som en ekstra bonus ved Marcus’ gruppe fandt vi forældre et fællesskab, som jeg også håber at andre, der står i situationen finder. Man kan have nok så mange venner og nok så meget familie og støtte hjemmefra. Men det at have nogle at spejle sig i – ligesom børnene oplever i børnegruppen – det kan man også have brug for som den, der er syg. Vi har talt om behandlinger, bivirkninger, hverdagslivet. Alt dét, der nu er. Vi har lært hinanden rigtig godt at kende og ses stadig hver tredje uge. Og nu skal vi af sted med børnene på tur. Det glæder vi os alle sammen til, fortæller Winnie.