Spring navigation over

Charlotte har oprettet en digital indsamling: - Det føles som en virtuel krammer

Charlotte Fjelsing har oprettet en digital indsamling til Kræftens Bekæmpelse, fordi hun gerne vil støtte ny forskning og tilbud til unge med kræft. Støt eller opret en digital indsamling og gør en forskel.

32-årige Charlotte Fjelsing smiler stort, for billedet sammen med hendes etårige søn, Sven, er taget kort efter, at hun blev erkæret fri for kræft.

- Det var en ret voldsom situation at stå i som nybagt forælder.

Sådan beskriver 32-årige Charlotte Fjelsing det seneste år i sit liv, hvor hun både fik sit livs største gave, da hun blev mor til en lille dreng, og sit livs største chok, da hun blev diagnosticeret med brystkræft.

I august opdagede hun en kræftknude i sit ene bryst, imens hun ammede sin fem måneder gamle søn, Sven.

Charlotte er netop blevet erklæret kræftfri, håret er begyndt at vokse ud igen, hun skal snart tilbage på sit arbejde som sygeplejerske og har fået meget af sin energi tilbage.

Og en del af den energi er hun fast besluttet på at bruge til at samle ind til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling.

- Jeg mistede kontrollen fuldstændigt, da jeg blev syg, og nu hvor jeg er på vej om på den anden side, synes jeg, at indsamlingen er en god måde at tage kontrollen tilbage og bidrage til en vigtig sag, siger hun.

Indsamling er let at oprette
Charlotte har samlet ind til Landsindsamlingen mange gange i årenes løb, men i år er det for første gang lykkedes hende at overtale sin mand, Julian, til at gå med og holde hende med selskab, når de skal samle ind i Odense søndag den 3. april.

Udover at have meldt sig som fysisk indsamler, har Charlotte som noget helt nyt også oprettet sin egen digitale indsamling til Kræftens Bekæmpelse, som hun har kunne dele med venner og bekendte på sociale medier.

 - Jeg har faktisk tit tænkt på, at jeg gerne ville lave en form for indsamling på nettet, men jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre, og jeg har manglet noget, der var ligeså let at oprette som Kræftens Bekæmpelses digitale indsamlinger, siger hun.

'En virtuel krammer'
Når man opretter sin digitale indsamling på cancer.dk, skal man blandt andet angive indsamlingens varighed og sætte et mål for, hvor mange penge, man gerne vil samle ind. Charlotte startede med at sætte sit mål til 500 kr., men hun blev ret hurtigt nødt til at sætte beløbet op.

 - Da jeg oprettede den, tænkte jeg, at det var lidt pinligt at bede om penge på Kræftens Bekæmpelses vegne, så jeg satte målet til det mindst mulige. Men allerede inden for en halv time havde jeg nået mit mål. Det har overrasket mig meget, at folk har været så gode til at bidrage til min indsamling, siger Charlotte, der indtil videre har indsamlet 3.700 kr.   

 En stor del af pengene kommer fra familie og venner, men størstedelen af donationerne er anonyme, og Charlotte bliver 'vildt glad', når hun kan se, at en ny donation er poppet op på hendes indsamlingsside, forklarer hun. 

 - Jeg føler mig på en eller anden måde set og hørt. Det lyder måske åndsvagt, men det føles som en slags virtuel krammer fra mennesker, der bakker op om mig og mit ønske om at rejse penge til kræftsagen.

Ung Kræft har gjort en forskel
Charlotte har blandt andet brugt sociale medier til at gøre opmærksom på sin digitale indsamling, og på indsamlingssiden deler hun både billeder af sig selv i sårbare situationer og en dybtfølt forklaring på, hvorfor hun har valgt at samle ind.

- Jeg forsøger at være meget åben og ærlig om livet med kræft, så folk kan se, hvad de har mulighed for at støtte. Det er også grunden til, at jeg beskriver min helt store angst for, at jeg ikke bliver gammel og ser min søn vokse op, forklarer hun

Charlotte fremhæver blandt andet Kræftens Bekæmpelses tilbud til unge med kræft, Ung Kræft, som har gjort en stor forskel for hende, og som hun ønsker at støtte og skabe opmærksomhed omkring.

- Jeg var med til Ung Kræfts første landsmøde i november, uden at jeg kendte nogen. Jeg var rystende nervøs, men har aldrig nogensinde oplevet at træde ind i en så stor forsamling af fremmede og føle mig så meget hjemme.