Debat: Frihed er ikke at købe et kræftfremkaldende produkt i supermarkedet

Debatindlæg af Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse bragt i SN.dk den 6. april 2022

Lige nu sidder politikerne på Christiansborg og krydser klinger over et forslaget om stop for salg af tobak og nikotin til generationer født i eller efter 2010. Forslaget blev præsenteret af sundhedsminister Magnus Heunicke som del af regeringens sundhedsudspil.

Det liberale og frihedselskende Danmark reagerede med stor opstandelse og decideret vantro på de visionære tanker på tobaksforebyggelsesområdet, og stor var forargelsen og latterliggørelsen af forslaget. Der var desværre knap så mange, som skelede til det triste faktum, at nikotin er uhyggeligt vanedannede og tobak et dødsensfarligt stof, der hvert år koster 13.600 mennesker i Danmark livet.

En femtedel af den danske befolkning ryger, vi har verdens yngste rygestart og skandinavisk rekord i lungekræfttilfælde. Nuvel, færre ryger end tidligere. Men det står stadig skidt til, når vi sammenligner os med vores nordiske nabolande. Derfor er det modigt af regeringen at tænke nyt og gå forrest med høje ambitioner for tobaksforebyggelse.

Desværre har regeringens forslag ikke vundet genklang i det øvrige politiske landskab. ’Formynderisk’ og ’umuligt at gennemføre i praksis’, lyder det fra skeptikerne. Det er drøn-ærgerligt, at et visionært forslag skal skydes ned uden diskussionen om, hvordan tobaksstoppet helt konkret kunne se ud. Ikke mindst, fordi 64 pct. af danskerne bakker op om forslaget ifølge en ny Epinionundersøgelse.

Jeg køber ikke argumentet om, at det er formynderisk at forbyde tobak. Hvis tobak blev opfundet i dag, ville det aldrig lande på hylden i supermarkedet sammen med lakridser og myslibarer. Det kan vi nok blive enige om. Men vi kan åbenbart ikke blive enige om, hvordan vi slipper af med produktet igen, nu det har vist sig at være en kæmpe fejl.

De færreste børn drømmer om en livslang karriere med tobak og nikotin. De ville næppe savne cigaretterne, hvis vi ikke gav dem lov til at købe dem. Og de fleste mennesker, der ryger, ville ikke begynde, hvis de kunne spole tiden tilbage.

Vi kan ikke købe heroin, håndvåben eller lattergas i supermarkedet. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved, at varer bliver tilbagekaldt, hvis man mistænker dem for være skadelige. Det så vi f.eks. med Squishies, de bløde legetøjsfigurer formet som vaffelis og pandaer.

Men når nogen stiller spørgsmålstegn ved, om cigaretter, der indeholder 70 kræftfremkaldende stoffer og slår hver anden bruger ihjel, i al evighed skal være en del af varesortimentet i en dagligvarebutik, bliver det af nogle set som diktatur og en krænkelse af menneskerettighederne. Tankevækkende.

Der er alligevel grund til optimisme, når det gælder udsigterne til, at færre børn og unge i fremtiden begynder at ryge. Diskussionerne i kølvandet på regeringens udspil har nemlig vist, at der på tværs af partier er vilje til at sætte ind over for tobakken. I stort set alle partier ser vi et nybrud i holdningen til at forebygge rygning. Christiansborg har rykket sig – især når det gælder prisen på tobak.

Tænk på valgkampen inden folketingsvalget i 2019. Et af de hotteste valgemner var – til irritation for nogle – prisen på cigaretter. For tre år siden var det kontroversielt at foreslå, at en pakke cigaretter skulle koste 60 kr. Og aldeles ekstremt, at nogle endda mente, det var for lidt. Men lige nu hører vi, at langt de fleste partier støtter, at cigaretter koster 80-90 kr.

Kræftens Bekæmpelse og andre har længe argumenteret for, at prisen på tobak skal op. Prisreguleringer fører nemlig til adfærdsændringer. Det ved vi fra Norge, hvor man har hævet priserne med 220 pct. siden 1990. I dag ryger kun én pct. af de 16-24-årige dagligt i Norge. I Danmark er tallet ni pct.

Et smukt lig
Jamen, hvad med grænsehandel og det sorte marked, er er automatreaktionen. For mig handler det om at redde liv og forhindre alvorlig sygdom. Ulovlig handel skal bekæmpes med kontrol. Grænsehandel er jordens dårligste undskyldning for ikke at hjælpe unge til et bedre liv. For har man røget, så risikerer man ikke bare at dø for tidligt, men mange år med invaliderende sygdom. ’Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig’, skrev man i min ungdom på væggen af offentlige toiletter. Det holder ikke, hvis man dør af tobak.

Hvis højere priser betyder færre rygere og mere grænsehandel, så vælger jeg det. Men vi skal inspirere vores nabolande til også at hæve prisen og skue ned for mængden af cigaretter, man må købe med fra udlandet. Men der er også andre skridt at tage:

Skal man fortsat kunne købe tobak i alle supermarkeder og kiosker? Holland har en plan for, hvordan man vil begrænse slaget af tobak, så det til sidst kun er muligt at få fat i en pakke cigaretter i særlige tobaksbutikker. Det gør det ikke bare mere bøvlet, men sender et signal om, at tobak ikke er som letmælk og matadormix. To ud af tre dansker bakker op om at begrænse omfanget af butikker, der sælger tobak.

Et andet sted at tage fat er røgfri miljøer. Skoler og ungdomsuddannelser har fået røgfri skoledag, men hvad med andre uddannelser? Og er det rimeligt over for personale og gæster, at man stadig må ryge på små værtshuse? Og skal vi fortsat tillade, at der bliver røget i dagplejehjem?

Der er masser at gøre, hvis vi skal have en røgfri fremtid. Og det skal vi. Vælgerne støtter en lang række tiltag som højere pris, flere røgfri miljøer o.l. Nu ser det ud til, at politikerne også tænker rygeforebyggelse langt mere ambitiøst, end vi tidligere har set. Det tegner godt. Og jeg håber virkelig, at modet til at tænke stort og nyt holder ved.

Læs debatindlægget i SN.dk