Debat: Grib mulighed, Heunicke og Co! Tiden er inde til at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen – for alle patienter

Debatindlæg af Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse, bragt i Berlingske Tidende den 6. maj 2022.

’Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er – så velkommen her,’ synger Peter A.G. i det udødelige 80’er-hit ’Danmark.’

Hvor ville jeg dog ønske, at omkvædet sagde noget om, hvordan sundhedsvæsenet uden om sygehusene møder de hundrede tusinder af danskere, der får kræft i løbet af tilværelsen. Det gør en ud af tre af os, inden vi fylder 75 år.

Desværre oplever mennesker med kræft ofte turbulente forløb før og efter hospitalet. Med bekymringer og uro, ubehandlede senfølger og forringede overlevelseschancer til følge. Det fremgår af flere patientrundspørger og -undersøgelser. Ifølge den seneste store af slagsen oplever op mod hver fjerde af over 3.000 adspurgte kræftpatienter, at der ikke er en sundhedsprofessionel, som har overblik og ansvar over deres opfølgningsforløb.

Jeg havde høje forventninger til regeringens udspil til en sundhedsreform, og de blev indfriet til fulde på forebyggelsesområdet. Især er jeg begejstret for initiativerne, der kan hindre rygning og druk i de unge generationer. Det vil redde liv, hvis de gennemføres.

Jeg er også glad for, at udspillet indeholder en indsats mod social ulighed i kræft, for uligheden er stigende.

Læs mere om Alliancen mod Social Ulighed i Sundheds opfordring til sundhedshedordførere: 

Husk ulighedsperspektivet i forhandlingerne

Men udspillet skuffer, når det handler om at skabe sammenhæng i et kræftforløb og andre forløb med alvorlig sygdom. Det giver ikke svar på, hvordan sundhedsvæsenets indrettes, så patienter ikke tabes i overgangen imellem praktiserende læge, sygehuset og hjemegnens sundhedstilbud.

Hvad angår kræftbehandlingen på sygehusene, er det sket enorme fremskridt. Man hjælper i dag kræftramte, hvis liv for 20 år siden ikke stod til at redde, og faktisk er Danmark det land i verden, hvor jeg helst ville behandles, hvis jeg fik kræft.

Men der er stadig meget tilbage at ønske for den enkelte patient. Lad mig invitere på en patientrejse. Jeg citerer kræftpatienter fra vores patientundersøgelser.

Første stop: Lægens bord
De fleste indleder et kræftforløb hos egen læge. Hvis du går til lægen med såkaldte alarmsymptomer, er vejen snorlige: Du kommer i kræftpakke.

Situationen er mere usikker, hvis symptomerne er diffuse, men alvorlige. En kræftramt giver denne beskrivelse:

”Fra jeg var hos lægen første gang, og indtil den dato, hvor jeg kunne blive undersøgt første gang, var der en måneds ventetid. Men min hustru pressede på for at få fremskyndet min undersøgelse, fordi det på ryggen voksede så hurtigt. Måtte sætte mig op på skadestuen, for at få nogen til at se på det noget før.”

Vi har dygtige læger herhjemme, både i almen praksis og på sygehusene. Men samarbejdet mellem de to grupper kunne være bedre.

Nogle praktiserende læger oplever at banke på en lukket hospitalsdør, når de vil sende en patient til en indledende undersøgelse, der kan afklare, om der er kræft.

Efter min mening bør sygehusene fratages retten til at afvise praktiserende læges henvisning uden foregående dialog med lægen. Praktiserende læger bør have adgang til at henvise deres patienter til hurtige undersøgelser som scanninger og ultralyd.

Sundhedsreformen er en god anledning til at lave nationale aftaler om, hvordan vi hjælper landets praktiserende læger med at løse deres opgave bedst muligt. Det er i alles interesse, de får en styrket rolle.

Læs Kræftens Bekæmpelses anbefalinger til sundhedsreform:

8 anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen

Andet stop: Kræftpakkerne

”Kræftpakken går i gang med det samme og alle dørene åbner sig! Det virker som om, der er styr på alt, når man har fået konstateret kræft.”
Sådan et patientudsagn gør mig tryg og glad ved den hjemlige kræftbehandling.

 Ud over landevindinger inden for forskning, operationer og medicinsk behandling har kræftpakkerne meget af æren for, at kræft ikke længere er en sygdom, du kun kan dø af. Pakkerne fungerer de fleste steder i landet. De har skabt sammenhæng og kvalitet i behandlingen.

Jeg vil foreslå, at man i sundhedsreformen indfører tænkningen med kræftpakker i den del af kræftforløbet, der foregår uden for sygehusene. Fra første konsultation hos din læge bør du have rettigheder og følges nøje. I kræftpakkerne er patienten i centrum. Det bør patienten være fra start til slut.

Tredje stop: Hjemme igen

”Efter et forløb med udredning og behandling, hvor jeg følte, at jeg blev holdt i hånden hele vejen af kompetente og utroligt søde mennesker, følte jeg mig til gengæld skubbet ud foran et godstog., da sidste kemo var slut. Ingen har nogensinde interesseret sig for senfølger og de tilbud, der efterfølgende var i min kommune.”

Hvert år kontaktes vores rådgivninger af tusindvis af mennesker ramt af kræft. Den største og mest gennemgående frustration er manglende sammenhæng, unødvendig ventetid og et uopfyldt behov for hjælp og støtte.  

Især er der bøvl, når behandlingen på sygehuset slutter. Selvom kræften er væk, kan de fleste endnu ikke tjekke ud af sundhedsvæsenet.

Der følger typisk en periode med kontrol for tilbagefald. Mange har behov for genoptræning og rehabilitering. Mere end halvdelen har senfølger, som kan være invaliderende. Alle bør de hjælpes til at leve et godt liv med eller efter kræft.

Det handler f.eks. om at bane vejen tilbage til arbejdsmarkedet. Om at sikre behandling til kvinden, der døjer med kronisk diarré grundet senfølger efter strålebehandling i underlivet. Eller om at sikre hjælp ham, der har senfølger efter prostatakræft og ikke kan have et sexliv med sin kone.

Hvis kræften er uhelbredelig, og livet nærmer sig sin afslutning, kan patienten have behov for en lindrende og støttende – palliativ – indsats.

Et problem er, at hospitalslægerne ikke altid kender de kommunale stilbud eller har ringe tiltro til tilbuddenes kvalitet. Derfor henviser de ikke til dem. Jeg forstår sådan set godt lægerne, for kvaliteten af tilbud er ujævn.

Bedre sammenhæng i patientforløb - fra start til slut
Regeringens har i sit reformudspil gjort et strukturelt forsøg på at skabe bedre sammenhæng mellem hospital og kommuner gennem sundhedsklyngerne. Men det, der virkelig er brug for, er, at sygehuset og kommunen støtter hinanden til gavn for den enkelte patient. Nye strukturer løser i sig selv intet.

Der er ikke nok tilbud om efterforløb til de mange, der har haft kræft. Vi mangler mere viden om senfølger i hele sundhedsvæsenet – og ensartede tilbud om hjælp til senfølger.

Vi skal have kæderne til at spille tæt sammen fra start til slut. Der skal være sammenhæng mellem alle stationer på patientrejsen. Så, kære Christiansborg, lad jer inspirere af kræftpakkerne. De virker! Opstil nationale standarder og servicemål for det nære sundhedsvæsen.

Hvad der sker med patienterne i et kræftpakkeforløb, har vi stor viden om. Området monitoreres, og kommer løbende data om, hvor mange kræftforløb, der gennemføres til tiden. Men hvad der sker før og efter sygehuset er et mørketal.

I sit udspil nævner regeringen en national kvalitetsplan, der skal løfte indsatsen i det nære sundhedsvæsen. Der er lagt op til, at Sundhedsstyrelsen får beføjelser til at udarbejde anbefalinger og krav, men kun for en begrænset gruppe patienter. Hvorfor ikke også mennesker med kræft?

En sidste pointe: Hvor er patientperspektivet i regeringsudspillet? Den patientansvarlige læge er nævnt, men skal bruges mere. Det er politisk aftalt, at mindst 90 pct. af kræftpatienter skal have en patientansvarlig læge. Kun 72 pct. oplever at have en ifølge de nyeste tal.

Sundhedsvæsenet er i gang med at afprøve, hvordan patienter kan inddrages bedre. Mere af det! Patienterne er eksperter i deres eget liv og helbred og bør altid tages med på råd.

Jeg sætter min lid til, at der i reformforhandlingerne skrues op for ambitionerne på Christiansborg. Det skylder vi alle patienter – lige meget hvem de er.