Skip navigation

Kræftens Bekæmpelse: Ny sundhedsreform kan redde liv

Folkesundheden vil få et stort løft, hvis regeringens nye sundhedsreform føres ud i livet. Der er flere gode nyheder i reformudspillet - bl.a. om at mindske den sociale ulighed i kræft.

Kræftens Bekæmpelse glæder sig over, at regeringen ønsker at bekæmpe ulighed i kræft. Foto: Tomas Bertelsen

Hver tredje får kræft, og endnu flere af os oplever at blive pårørende til en kræftsyg. Men med regeringens nye reformudspil ’Gør Danmark sundere’ er der udsigt til, at færre vil blive ramt af kræft, og at de, som får kræft, bliver hjulpet bedre.

Sådan lyder reaktionen fra Kræftens Bekæmpelse, efter sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på vegne af regeringen tirsdag 15. marts har offentliggjort et længe ventet udspil til en sundhedsreform.

Der er ingen tvivl om, at det vil redde liv og højne befolkningens livskvalitet betydeligt, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag om at stoppe for salg af tobak og alkohol til børn og unge
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

I Kræftens Bekæmpelse hæfter adm. direktør Jesper Fisker sig bl.a. ved, at regeringen har så store ambitioner på forebyggelsesområdet. Som det mest vidtgående vil regeringen arbejde for at få ’Nikotinfri Generation 2010+’ ved at stoppe for salg af tobak og nikotinprodukter til alle født efter 2010. Regeringen ønsker også at hæve aldersgrænsen til 18 år for salg af al alkohol.

- Der er ingen tvivl om, at det vil redde liv og højne befolkningens livskvalitet betydeligt, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag om at stoppe for salg af tobak og alkohol til børn og unge, siger Jesper Fisker. 

- Rygning er den helt store dræber med 13.600 dødsfald på samvittigheden om året herhjemme. Med visionen om en nikotinfri generation er der endelig udsigt til, at den triste udvikling kan vende. Og forslaget om et stop for salg af alkohol vil føre til en markant ændring af danske unges voldsomme og sundhedsskadelige drukkultur, siger Jesper Fisker. 

Ulighed i kræft et fokusområde
Han fremhæver også, at regeringen ønsker at gøre bekæmpelse af ulighed i kræft til et fokusområde.

Udspillet vil på mange måder vil hjælpe de hundrede af tusinde danskere, der rammes af sygdom og som har gavn af at blive behandlet i det nære sundhedsvæsen. 
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

- Mennesker med en kort uddannelse og en lav indkomst rammes mere af kræft end andre, de kommer senere i behandling, og færre af dem overlever sygdommen. Jeg er glad for, at regeringen nu vil gøre op med den urimelighed. Alle skal have de samme muligheder for hurtigt at blive diagnosticeret for kræft og få den bedst mulige behandling, understreger Jesper Fisker. 

Kræftens Bekæmpelse har længe efterlyst bedre sammenhæng i kræftbehandlingen. Som det er i dag, får kræftpatienterne meget uensartede tilbud om f.eks. rehabilitering efter behandlingen på sygehuset. Det er simpelthen for store forskelle fra kommune til kommune.

 - Det bør ikke være sådan, at det er postnummeret, der afgør, hvilke tilbud du får. Med udspillet vil regeringen bl.a. styrke anvendelsen af data fra kommuner og almen praksis, og det er et skridt på vejen, fastslår Jesper Fisker. 

Kræftens Bekæmpelse bidrager gerne
Der er mange gode takter i udspillet, understeger han. Bl.a. vil regeringen gøre noget ved udfordringer med at skaffe sundhedspersonale. I takt med, at vi får flere ældre, vil flere få kræft, og derfor er det vigtigt for det fremtidige sundhedsvæsen, at personaleudfordringerne løses. 

- Vi er overordnet glade for udspillet og er helt enige i dets intentioner. Udspillet vil på mange måder hjælpe de hundrede af tusinde danskere, der rammes af sygdom og som har gavn af at blive behandlet i det nære sundhedsvæsen. Nu ser vi frem til, at udspillet bliver konkretiseret under de politiske forhandlinger. Vi bridrager gerne til processen, siger Jesper Fisker.