Skip navigation

Når unge har aftaler om alkohol, drikker de mindre

Som forælder bør du tage stilling, tale sammen og lave aftaler med din teenager om alkohol. Det er budskabet fra ’Fuld af liv’, Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats. Et højt alkoholforbrug i ungdommen kan have alvorlige konsekvenser.

Har du og din teenager klare aftaler om alkohol? Hvis ikke, er det en god ide at få det - for unge, der har aftaler med deres forældre om alkohol, drikker mindre end andre unge.

Kun 27 pct. af hjemmeboende unge har aftaler med deres forældre om alkohol. Det viser tal fra rapporten ’Unges alkoholvaner 2021’, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag.  Og det er selvom 8 ud af 10 faktisk angiver, at de har talt med deres forældre om alkohol.

Alkoholvaner grundlægges i ungdommen

Der er god grund til at lave aftaler med sin teenager om alkohol, for et højt alkoholforbrug i ungdommen kan have alvorlige konsekvenser. Det øger eksempelvis risikoen for ulykker, vold og konflikter. 

- Forældre spiller en afgørende rolle, når det kommer til unges alkoholvaner. Vi er rollemodeller for vores børn, og samtidig er det vores ansvar at skabe nogle rammer, som vores børn kan handle indenfor, når det kommer til alkohol, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats ’Fuld af liv’.

I 2018 havde 1.722 unge i alderen 15-24 år kontakt med sygehuset pga. alkohol, og hver måned er alkohol skyld i gennemsnitligt ét dødsfald blandt unge. På den længere bane øger alkohol risikoen for over 200 tilstande og sygdomme, herunder mindst syv forskellige kræftformer. Og unge, der starter tidligt med at drikke alkohol, og drikker meget alkohol, har øget risiko for et højt alkoholforbrug senere i livet.

Far og søn har underskrevet kontrakt om alkohol

17-årige Johannes Rosengren og hans far Jacob er begge med i ’Fuld af liv’-indsatsens nye kampagnefilm, der sætter alkoholaftaler ind i en fodboldsetting: Her bliver en alkohol-kontrakt mellem teenager og forældre fremstillet som en kontrakt mellem en fodboldklub og en ung professionel fodboldspiller. Og hele Danmarks fodboldkommentator Flemming Toft medvirker i filmen for at skabe den rette stemning.
Se kampagnefilmen her:
Få aftalen i hus med din teenager

For far og søn er aftaler om alkohol dog ikke kun noget, der foregår foran kameraerne. Også derhjemme snakker de meget om alkohol og de skader, indtagelse af alkohol kan medføre.

- Ligesom i filmen har vi også derhjemme en aftale om, at Johannes skal være hjemme senest kl. 2; med mindre han sover hos en ven eller kæreste. Og så må han ikke drikke sig fra sans og samling, siger far Jacob Rosengren.

Johannes Rosengren er glad for, at de har en åben dialog omkring alkohol i familien:
- Det betyder meget for mig, at vi kan snakke om alt omkring alkohol derhjemme. Der er ikke rigtig noget, jeg skal holde hemmeligt. Vores aftale gør det lidt mere overskueligt at vide, hvornår jeg skal være hjemme. Så slipper man også konstant for at skulle skrive sammen med sine forældre. Når jeg er til fest ved jeg, hvad mine forældre forventer, siger Johannes Rosengren, og fortsætter:

- Måske overholder jeg ikke aftalen fuldstændigt hver gang, men jeg prøver på det.