Nu indvies ny kræftrådgivning i Aarhus
16. maj 2022 indvier Josefine Høgh det nye hus, der ligger på en nabogrund ved Aarhus Universitetshospital, Skejby.
Bliver jeg rask? Hvordan taler jeg med mine børn og min familie om kræftsygdommen? Skal jeg have orlov fra mit arbejde?
Det er nogle af de spørgsmål, som Kræftens Bekæmpelses professionelle rådgivere besvarer, når kræftpatienter og pårørende søger gratis rådgivning og støtte i landets kræftrådgivninger og lokale rådgivningstilbud. På landsplan vælger op mod 90.000 at benytte sig af den mulighed hvert år, og det er netop sådan et tilbud, der nu officielt indvies.
Josefine Høgh indvier det nye byggeri
Det er Josefine Høgh, der indvier det nye hus, for hun har selv brugt de gratis tilbud om rådgivning hos Kræftens Bekæmpelse, da hendes familie blev ramt af kræftsygdom.
- Det betyder meget for mig, at være med til at markere åbningen af den nye kræftrådgivning i Aarhus, da jeg som pårørende selv har haft meget stor glæde af tilbuddet, siger hun.
- Samtidig håber jeg også at kunne være med til at skabe noget opmærksomhed omkring, at pårørende i samme situation som mig har et sted at gå hen, hvor de kan få hjælp og rådgivning, der kan støtte dem i en urimelig hård tid, siger Josefine Høgh
Det er derfor en stor og vigtig dag, når Kræftens Bekæmpelse officielt indvier det nye byggeri på nabogrunden til Aarhus Universitetshospital i Skejby, siger Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse.
- Størstedelen af regionens kræftbehandling er nu samlet i Skejby, og derfor er det vigtigt, at vi flytter med herud og sikrer, at vi er synlige og tilgængelige med vores tilbud om rådgivning og støtte til kræftpatienter og pårørende. Beliggenheden betyder også, at vores samarbejde med hospitalet fortsat er tæt og godt, og det glæder mig rigtig meget på kræftpatienternes vegne. Blandt andet ligger hospitalets træningstilbud ”Krop og Kræft” i det nye byggeri, siger Helen Bernt Andersen.
- Arkitektonisk er den nye kræftrådgivning et imponerende flot og fantastisk frirum, som inviterer til ro, varme og tryghed i en tid med kræft. I det nye byggeri flytter Kræftens Bekæmpelses områdekontor i Midtjylland også med, og det vil give stor synergi på kræftområdet - både på det frivillige område og på det lokalpolitiske område – og det vil have stor betydning for patienter og pårørende, siger Helen Bernt Andersen.
Det nye byggeri er en arkitektonisk nyfortolkning af den klassiske længdegård på 1.000 m2. Inde i huset mødes man af lyse og hjemlige fællesarealer og store glaspartier med udsigt til skov og grønne marker. Det er den tidligere kræftrådgivning "Hejmdal" fra Peter Sabroes Gade, der er flyttet med den højt specialiserede kræftbehandling ud til Skejby og som nu er flyttet sammen med områdekontoret.
På den måde kan man fortsat yde rådgivning og støtte til kræftramte tæt på hospitalet – og det er Anders Kühnau, Regionsrådsformand i Region Midtjylland glad for:
- Kræft rammer ikke kun den syge, men også familie og pårørende. Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning har ydet et kæmpe arbejde med at støtte patienter og deres nærmeste ved det gamle hospital i Nørrebrogade. Jeg er rigtig glad for, at kræftrådgivningen nu er flyttet med til Skejby, så det tætte samarbejde med Aarhus Universitetshospital kan fortsætte, Anders Kühnau.
- Kræftrådgivningens kyndige og professionelle rådgivning kan sammen med tilbud og aktiviteter hjælpe med alt det, der fylder for patienter, deres familier og pårørende. Jeg er stolt af, at vi i Region Midtjylland både kan tilbyde højtspecialiseret behandling og rådgivning på Aarhus Universitetshospital. Jeg håber, at kræftrådgivningen giver patienterne tryghed i kræftforløbene og støtte til at komme videre i livet, siger Anders Kühnau.
At beliggenheden tæt på Aarhus Universitetshospital sikrer godt samarbejde med hospitalet, er lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen, Aarhus Universitetshospital enig i.
- Vi sætter pris på det tætte naboskab med Kræftens Bekæmpelse og ser frem til at fortsætte det gode samarbejde om forskning og om at tilbyde kræftpatienterne og deres pårørende støtte og omsorg i en sårbar livsfase, siger lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen, Aarhus Universitetshospital.
Den nye kræftrådgivning og områdekontor er opført i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, totalentreprenørfirmaet c.c. contractor og Claus Pryds Arkitekter.
Byggeriet er indrettet i ét plan beliggende mellem hospitalsområdet og de omkringliggende grønne marker. Huset vil rumme både individuel rådgivning, gruppesamtaler, socialt samvær, kreative aktiviteter og træningstilbuddet ’Krop og Kræft’.
- Hvert år får flere og flere danskere kræft – og selv om kræftoverlevelsen også er stigende, er det fortsat den hyppigste dødsårsag i Danmark. Det rammer således rigtig mange mennesker og påvirker deres familier og venner, som skal lære at tackle en kræftdiagnose i hverdagen. Mere end nogen sinde er der derfor brug for den vejledning og støtte, Kræftens Bekæmpelse kan bidrage med – og det glæder mig rigtig meget, at Kræftrådgivningen nu bliver styrket i nye bygninger i Skejby, siger borgmester Jacob Bundsgaard, Aarhus
I det nye byggeri ligger – ud over kræftrådgivningen - også områdekontoret for Kræftens Bekæmpelse i Midtjylland, hvor det store frivillige arbejde understøttes, og hvor lokale politiske indsatser og kampagner understøttes til gavn for kræftpatienter og pårørende, eksempelvis Stafet for Livet.
Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis og rådgivning og støtte til alle danskere ramt af kræft. Find alle de gratis rådgivningstilbud på www.vi-hjælper.dk