Debat: Vi kan gøre noget ved ulighed i sundhed – hvis vi vil
”Vi er alle lige for vor Herre”, siger en gammel talemåde. Desværre er vi ikke alle lige, når det kommer til sundhed. Sygdom rammer ikke tilfældigt. Dem med lav indkomst og kort eller ingen uddannelse har langt højere risiko for at blive syge.
Debatindlæg af Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse bragt i Politikens Sundhedsmonitor den 4. januar 2022
Forestil dig to 30-årige danske kvinder. Vi kunne kalde dem Cecilie og Celina. Måske har de engang gået i skole sammen. Cecilie har taget en universitetsuddannelse og har nu et godt og vellønnet job. Celina droppede ud af en ungdomsuddannelse og har enten været i ufaglærte jobs eller uden for arbejdsmarkedet. Vi ved allerede nu, at Cecilie kan se frem til at leve seks år længere end Celina. Statistisk set vil Celina have dårligere helbred, leve mindre sundt, og hendes vej rundt i sundhedsvæsnet vil være langt mere træg og udfordrende end Cecilies. For mænd er forskellen endnu større.
Der er mange årsager til ulighed i sundhed. Nogle af dem findes allerede, inden et barn bliver født. Det er derfor ikke op til den enkelte at få bugt med uligheden. Derimod er det et samfundsansvar
Lægeforeningen har netop lanceret et udspil om ulighed i sundhed. I Kræftens Bekæmpelse bakker vi op om Lægeforeningens forslag. For ulighed er en af de største udfordringer, vi har. Ikke blot for de mennesker, det går ud over, men for hele samfundet og sundhedssystemet.
Ulighed i hele kræftforløbet
På kræftområdet ser vi uligheden i sundhed i alle faserne af et kræftforløb. De fleste kræftformer optræder hyppigere blandt personer med kort uddannelse og lav indkomst. Kræften er mere fremskreden, når den opdages. Behandlingen er ikke den samme. Flere får senfølger og tilbagefald. Og overlevelsen er dårligere. På fem år ville mere end 11.000 flere kræftpatienter overleve, hvis alle klarede sig lige så godt som de bedst stillede.
Helt ny forskning viser, at kortuddannede forældre til et barn med kræft må kontakte sundhedsvæsnet langt flere gange, før barnet får en diagnose og kan komme i behandling end højtuddannede forældre. Og behandlingen er heller ikke den samme. Børn med leukæmi, hvis forældre har kort uddannelse, får lavere dosis kemoterapi end børn af højtuddannede forældre. Det er ikke forældrene, der handler for sent eller ikke giver medicinen rigtigt, men kommunikation kan være medvirkende til, at vi ser forskellene.
Der er mange årsager til ulighed i sundhed. Nogle af dem findes allerede, inden et barn bliver født. Det er derfor ikke op til den enkelte at få bugt med uligheden. Derimod er det et samfundsansvar at finde løsninger, der kan gøre uligheden mindre.
Det kræver politisk vilje at gøre noget ved ulighed i sundhed. Den kommende sundhedsreform er et oplagt sted at forpligte sig.
Sådan gør vi noget ved ulighed i sundhed
Skal vi ulighed i sundhed til livs, er der en række skridt, der ligger lige for:
Alle borgere skal ikke behandles ens for at få samme hjælp. Sproget, vi taler til patienterne i, skal ikke altid være det samme. Og vi skal være bedre til at glemme egne fordomme og lytte – også til de patienter, der ikke udtrykker sig med lange fine ord.
Vores sundhedsvaner er præget af vores opvækst og miljø. En del af uligheden skyldes livsstil. Kortuddannede og lavtlønnede ryger mere, spiser mindre sundt og har oftere overvægt. En nem vej til at ændre på det er, at gøre det sunde valg nemmere og billigere, og det usunde sværere og dyrere. Alene tobak er skyld i omkring 13.000 for tidlige dødsfald hvert år. Sæt prisen på tobak op og gør hjælpen til rygestop nemmere.
Derudover skal vi gøre en ekstra indsats for, at alle patienter får hjælp til at navigere i sundhedssystemet, bl.a. af en patientansvarlig læge. Mange har svært ved at finde rundt i undersøgelser, prøvesvar, behandlinger og medicin. Ikke mindst, fordi der er mange læger og sygeplejerske, flere forskellige adresser og afdelinger at møde op på og digitale løsninger, som ikke alle behersker. Nemmere bliver det ikke af, at mange patienter kastes planløst rundt mellem hospital, kommune og egen læge.
Nogle borgere skal have en ekstra hånd, der guider dem rundt i sundhedsvæsnet. På samme måde skal sundhedsvæsnet være mere opsøgende over for de patienter, der f.eks. ikke møder op til undersøgelser. En lægeklinik i Jylland sætter systematisk mere tid af til konsultationer med patienter med særlige behov. Den model kan vi godt lære noget af.
Det kræver politisk vilje at gøre noget ved ulighed i sundhed. Den kommende sundhedsreform er et oplagt sted at forpligte sig. Så meget mere ærgerligt er det, at den sundhedsreform lader vente på sig.