Skip navigation

Kræftens Bekæmpelse: Vildledende markedsføring i udenlandsk webshop

En udenlandsk webshop markedsfører sig på at donere penge til Kræftens Bekæmpelse ved salg af særlige bh’er, der angiveligt skulle mindske risikoen for brystkræft. Kræftens Bekæmpelse har intet samarbejde med shoppen, og man kan ikke forebygge brystkræft ved at bruge specielle bh'er.

Kræftens Bekæmpelse er blevet opmærksom på, at webshoppen FrejAnita angiver, at man ved at købe shoppens særlige ’innovative og sunde trådløse bh’ støtter kampen mod kræft i form af et bidrag til Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse har ingen relation til eller samarbejde med FrejAnita og modtager ingen donationer fra firmaet.

Webshoppens produkter, tekster og grafiske udtryk ligner til forveksling det, der blev præsenteret på websiden Junelise, som Kræftens Bekæmpelse gjorde opmærksom på i marts i år.

I den forbindelse indgav Kræftens Bekæmpelse en klage over Junelise til Forbrugerombudsmanden. Klagen skyldtes webshoppens vildledende markedsføring og de ukorrekte oplysninger, der stod på shoppens hjemmeside.

Kræftens Bekæmpelse bad desuden webshoppen fjerne de vildledende og ukorrekte oplysninger.

Efterfølgende har Kræftens Bekæmpelse haft en dialog med Forbrugerombudsmanden, der har rådet foreningen til at rette henvendelse til politiet.

Læs også:

Kræftens Bekæmpelse gør opmærksom på vildledende markedsføring (artikel fra marts)

Bh'er giver ikke brystkræft 

FrejAnita skriver om de ’innovative og sunde trådløse bh’er’, at der er undersøgelser, som viser, at bh’er med ’underwire’ (bøjler) kan øge risikoen for kræft, selvom der ’ikke er tilstrækkeligt med bevis for at bevise det.’

Det sker ind imellem, at Kræftens Bekæmpelse får spørgsmål om bh’er og kræftrisiko. Det er typisk spørgsmål om, hvorvidt stramme bh’er giver brystkræft, og om bøjle-bh’er gør det.

Bh’er giver ikke brystkræft. Der er ikke videnskabelig dokumentation for, at bh'er øger risiko for brystkræft.

Vi ved fra billedkunsten, at brystkræft har eksisteret, længe før bh'en blev opfundet, fordi der findes billeder af kvinder med forskellige former for kræftsvulster langt tilbage i tiden.

Årsagerne til, at mennesker udvikler kræft, findes i vores livsstil, i miljøet og i arvelige forhold. Oftest er der tale om et samspil mellem flere faktorer. Hormoner (østrogen) spiller en afgørende rolle for udviklingen af brystkræft. Arvelighed er også en faktor.

Derudover har forbruget af alkohol, kost- og motionsvaner, visse sjældne sygdomme, samt hvornår man eventuelt føder, og hvornår man går i overgangsalder også betydning for risikoen for brystkræft.

Læs også:

Hyppige spørgsmål om kræft: Her finder du svarene på forskellige spørgsmål og myter om kræft