Skip navigation

Sammenhold og engagement på repræsentantskabsmødet

Over to intense dage i Kolding mødtes frivillige fra hele landet første weekend i maj for at tale om kræftsagen, fejre vores forening og skabe bånd med andre frivillige. Årets tema var ‘sammenhængskraft på tværs af civilsamfund og sundhedsvæsen’, og årets gæstetaler var sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Kolding, er I der? råber Kræftens Bekæmpelses præsident, Lykke Friis, i mikrofonen. Et kollektivt, lidt genert ‘jaaaa’ lyder fra salen, så præsidenten prøver igen: 

- KOLDING, ER I DER?

Og denne gang lyder et rungende 'JA!' tilbage fra salen, og så er årets repræsentantskabsmøde skudt i gang. Knap 300 frivillige fra lokalforeninger, regionsudvalg, hovedbestyrelse og præsidium fylder salen.

Årets tema er ‘sammenhængskraft på tværs af civilsamfund og sundhedsvæsen’ - inspireret af ambitionerne i den nye frivilligstrategi, nemlig ‘Stærk sammenhængskraft’ og ‘Aktiv deltagelse i samfundet omkring os’. 

Da Kræftens Bekæmpelses formand, Helen Bernt Andersen, går på talerstolen, er det da også med en stor tak til de frivillige i Kræftens Bekæmpelse for den store forskel, de gør ved at række ud og hjælpe alle de, der er berørt af kræft:

- Når jeg kommer rundt i landet og ser, hvad I gør. Der må jeg bare sige: Sikke et sammenhold og sikke et engagement! siger hun.

Ikke sætte fremskridt over styr

Ud over at hylde årets mange fine resultater, giver  formanden også sagen fra Aarhus Universitetshospital et par ord med på vejen. 

Og det samme gør dagens gæstetaler - sundhedsminister Sophie Løhde (V), da hun går på talerstolen for at tale om de udfordringer, hun ser for kræftområdet i fremtiden. Og så får den nye sundhedsstrukturkommission, som Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, er blevet formand for, selvfølgelig også et par ord med på vejen:

- Det handler også om at sikre, at vi ikke sætter tidligere fremskridt over styr, siger ministeren.

Man opdager, hvor store vi er 

En af de frivillige, der er med på repræsentantskabsmøde, er Vivian Steen-Knudsen, der har været formand for lokalforeningen i Lyngby-Taarbæk i seks år. At Kræftens Bekæmpelse er en forening med store muskler, er netop noget af det, hun mener, man får lov til at mærke, når man deltager på repræsentantskabsmødet.

- Det betyder meget at kunne møde alle de andre, der er en del af vores forening. Det er jo her på repræsentantskabsmødet, at man finder ud af, hvad kræftens Bekæmpelse faktisk er - og hvor store vi faktisk er. Det fornemmer man ikke altid, når man sidder i sin lille lokalforening, siger hun.

Godt sted at skabe netværk

Repræsentantskabsmødet er da også et rigtig godt sted at skabe netværk, fortæller Brian Lindemann fra Holstebro Lokalforening, mens han hygger sig med frivilligkolleger fra Aalborg Lokalforening. Han var ikke med sidste år og savnede det virkelig.

- Det er altid givtigt at være med på repræsentantskabsmødet og møde de andre frivillige. Nogle er gamle venner, som jeg har lært at kende gennem Kræftens Bekæmpelse. Så der er gammelt netværk - og så bliver der så altid bygget nyt på, fortæller han.

Resten af dagen bød også på muligheder for at netværke. Der var værksteder og videnscaféer, og markedspladsen summede af liv, mens frivillige gik fra stand til stand for at høre om alt fra Lyserød Lørdag til Stafet For Livet, Røgfri Fremtid, forskning og senfølger.

Hans Pilgaard genvalgt som vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse

Nye og gamle medlemmer af hovedbestyrelsen

Et af dagens sidste punkter er resultatet af valg til hovedbestyrelsen, og efter nye medlemmer er blevet budt velkommen, bliver der også sagt et rørende farvel til de medlemmer, der forlader hovedbestyrelsen på grund af anciennitet.

Formand Helen Bernt Andersen slutter de to intense dage af med en stor tak til alle frivillige for det engagement, de har lagt i det:

- Det har været fantastisk at mærke den pulserende energi og den enorme interesse for at være med til noget, man i fællesskab har muligheden for at rykke. Jeg synes det er enestående, siger hun. 

Her er de nye medlemmer af Kræftens Bekæmpelses Hovedbestyrelse