Skip navigation

Ung forsker vil finde nye behandlinger mod bugspytkirtelkræft

Fremtidens behandling af bugspytkirtelkræft skal måske findes ved at bruge allerede godkendt medicin i behandlingen af den alvorlige sygdom. Det er i hvert fald målet for gruppeleder og adjunkt, ph.d. Naiara Santana-Codina fra Aarhus Universitet, og hendes forskning har allerede peget på flere interessante typer af medicin. Den 40-årige spanskfødte forsker modtager den ene af årets Juniorforskerpriser fra Kræftens Bekæmpelse.

Naiara Santana-Codina forsker i bugspytkirtelkræft med det mål at gavne patienterne - blandt andet ved at kombinere kræftlægemidler, så de kan slå modstandsdygtige bugspytkirtelkræftceller ihjel. Foto: Aarhus Universitet
Udfordringen med midlerne er, at kræftcellerne bliver modstandsdygtige efter nogen tid. Derfor forsker jeg i, hvordan vi kan kombinere andre kræftlægemidler, så de kan slå de modstandsdygtige bugspytkirtelkræftceller ihjel.
Naiara Santana-Codina, modtager af Juniorforskerprisen 2023

Når Naiara Santana-Codina står i sit laboratorium på Aarhus Universitet, er det en bestemt slags celler, hun kigger på gennem mikroskopet. I sin nystartede forskningsgruppe arbejder den unge forsker med bugspytkirtelkræft-celler. Sygdommen er en af de mest alvorlige kræftformer, og der er god brug for Naiara Santana-Codinas forskning i, hvordan man kan få mere effektive behandlinger mod den. 

Kræftceller fra bugspytkirtelkræft-tumorer opfører sig nemlig anderledes end mange andre kræftceller, og det gør, at hovedparten af de kendte behandlinger preller af på dem. 

Bugspytkirtel-kræftceller er opstået under forhold, hvor de kun får sparsom blodforsyning, og de har blandt andet en række ændringer i deres stofskifte, som gør dem særligt hårdføre. De er ekstremt effektive til at genbruge stoffer i deres indre og kan udnytte næring på en speciel måde. 

Men Naiara Santana-Codinas forskning giver de sejlivede kræftceller kamp til stregen. Den unge forsker har blandt andet udpeget to signalveje, der spiller en rolle for hvordan bugspytkirtelkræft-celler udnytter næring, og som er så vigtige for kræftcellerne, at de dør, hvis de bliver blokeret. Og Naiara Santana-Codina har vist, hvilke stoffer der kan blokere dem. 

 – Udfordringen med midlerne er, at kræftcellerne bliver modstandsdygtige efter nogen tid. Derfor forsker jeg i, hvordan vi kan kombinere andre kræftlægemidler, så de kan slå de modstandsdygtige bugspytkirtelkræftceller ihjel, siger Naiara Santana-Codina. 

Kombination af lægemidler

Naiara Santana-Codina flyttede i 2022 til Aarhus for at oprette sit laboratorium ved Aarhus Universitet. Før da arbejdede hun blandt andet på Dana-Farber Cancer Institute/Harvard Medical School i USA, hvor hendes forskning førte til, at hun blev fremhævet som en af 12 særligt lovende forskere af det højt ansete videnskabelige tidsskrift ”Nature Cancer”.

 

Naiara Santana-Codina har blandt andet udviklet en platform, som forskere kan bruge til at studere modstandsdygtighed overfor lægemidler gennem en kombination af forskellige teknikker. 

Hendes forskning har ligeledes vist, hvordan en specifik kombination af lægemidler kan være særligt effektiv mod lungekræft, som har en genetisk mutation til fælles med bugspytkirtelkræft-celler. Det er resultater, der førte til, at de amerikanske lægemiddelmyndigheder hastegodkendte forsøg med behandlingen i patienter. Forsøgene er stadig i gang og er et godt eksempel på det, Naiara Santana-Codina håber at opnå med sin forskning: 

- Jeg har i hele min karriere forsket i kræft, og mit mål er, at min forskning kan gavne patienter. Det er også derfor jeg forsker i, hvordan man kan kombinere godkendte lægemidler der kan hindre bugspytkirtelkræft-celler i at optage næring. Resultater herfra har potentiale til hurtigt at give nye behandlingstilbud til patienterne, siger Naiara Santana-Codina og fortsætter: 

– Det er også en af de ting jeg holder meget af ved at arbejde på Aarhus Universitet: Det har en tæt forbindelse med hospitalet og dermed patienterne. Det synes jeg, giver rigtig god mening i mit arbejde, siger hun. 

Naiara Santana-Codina er desuden del af styregruppen bag et såkaldt Translational Cancer Network, der er et netværk for forskere og klinikere, som arbejder inden for kræftforskning ved Aarhus Universitet og Aalborg Universitet. Formålet med netværket er at skabe samarbejder, der får forskningen hurtigere ud til patienterne. 

Deler viden

For Naiara Santana-Codina kommer Juniorforskerprisen fra Kræftens Bekæmpelse som en overraskelse. 

– Jeg havde slet ikke regnet med at få prisen og er meget glad for anerkendelsen. Som nystartet gruppeleder har både hæderen og de penge, der følger med, stor betydning og er en stor hjælp. Jeg ved endnu ikke præcist, hvad pengene skal bruges til, men måske en rejse til en konference for at dele viden med internationale kolleger, eller nye initiativer til den post doc, jeg snart skal ansætte, siger Naiara Santana-Codina.