- Det var rædselsfuldt at blive konfronteret med alt det, jeg ikke kunne

Åbenhed, ærlighed og viden om senfølger er nøgleord, hvis man skal komme godt tilbage efter sit kræftforløb. 

Det mener i hvert fald 57-årige Henriette Weibel, der har haft brystkræft. 

Man er nødt til at lægge alle kort på bordet og være piv-ærlig over for sin arbejdsgiver, hvis man har senfølger efter kræft. Så må det bære eller briste. Man skal også selv have viden om, hvad senfølger er – og det samme gælder arbejdspladsen. 

Da Henriette blev ramt af brystkræft, var hun teamleder i en større virksomhed med ansvar for laboratorie og hygiejne.

Når hun i dag ser tilbage på sit arbejdsliv, er det tydeligt for hende, at hun ikke lyttede nok til sig selv i perioden efter kræftsygdommen. For hende handlede det i stedet om at få sit gamle liv hurtigt tilbage.

- Man skal virkelig passe på med at presse sig selv tidligt tilbage til arbejdet. Det kan blive en voldsomt frustrerende oplevelse, siger hun.

For tidligt tilbage

Da Henriette fik brystkræft i 2017, gik hun igennem en operation, 12 skrappe kemobehandlinger og 30 strålebehandlinger. Senfølgerne kom buldrende - det var både koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer, smerter og dyb udmattelse.

Trods de mange senfølger valgte hun alligevel at starte med at arbejde, mens hun stadig fik stråler. Det fortryder hun i dag.

- Det var alt, alt for tidligt. Det var rædselsfuldt at være midt i et optrapningsforløb og gå til strålebehandling samtidig. Men jeg var bange for at miste mit job. Det havde jeg hørt om, var sket for andre, siger Henriette.

Hun kæmpede og kæmpede.

- Jeg kunne ikke huske noget. Jeg kunne ikke have flere bolde i luften. Jeg kunne ikke arbejde en hel arbejdsdag. Jeg kunne ingenting mere. Det begyndte jeg at slå mig selv i hovedet med, fortæller Henriette.

Der var ikke så meget hjælp at hente fra den nærmeste leder. For lederen vidste ikke noget om, hvordan senfølger efter kræft påvirker medarbejdere. Og Henriette vidste heller ikke selv så meget.

Bliv hjemme 

I dag ville Henriette ønske, at hendes daværende leder havde sagt til hende, at hun skulle blive hjemme, indtil hun var frisk nok til at arbejde.

- Man kan ikke selv vurdere sine senfølger, og man vil så gerne passe sit arbejde og have det kendte liv tilbage. Derfor skal lederen træde aktivt til og hjælpe ved at sætte klare rammer for arbejdsindsatsen, siger hun.

Til sidst valgte Henriette at stoppe på arbejdspladsen.

- Det var så frustrerende for mig. Jeg elskede mit arbejde, men jeg blev hele tiden konfronteret med, at der var noget, jeg ikke længere kunne. Det var vildt nedbrydende. Det påvirkede mig så meget, at jeg endte med at sige mit job op uden at have et andet, siger hun.

Intet håb

- Helt ærligt, så havde jeg intet håb om at kunne passe et arbejde igen, som før jeg blev syg. Jeg havde svært ved at se positivt på mig selv og mine kompetencer, husker hun.

Heldigvis kom hun i kontakt med en coach. Hun hjalp hende med at få øjnene op for alt det, hun kunne bidrage med – trods de begrænsninger, som senfølgerne gav.

- Samtalerne med coachen var et vendepunkt for mig, og det betød, at jeg fik vendt den onde cirkel, siger Henriette.

I dag er hun ansat på en ny arbejdsplads i samme stilling. Nu med en anden accept af tingenes tilstand, og med mere viden om, hvordan senfølgerne påvirker arbejdet - og med indsigt og tro på egne kompetencer.

Jeg var piv-ærlig

Allerede til jobsamtalen lagde Henriette alle kort på bordet over for den nye arbejdsgiver. 

- Jeg sagde til dem: ’Jeg har haft kræft, og måske kan jeg ikke arbejde på fuld tid. Måske får jeg brug for hjælp. Måske er der dage, hvor jeg er for udmattet til at arbejde’. Jeg var piv-ærlig, fortæller Henriette.

- Jeg var klar over, at jeg risikerede ikke at få jobbet. Men hvis jeg fik det, så ville jeg vide, at det var en rummelig og forstående arbejdsplads, siger hun.

Henriette fik jobbet. Først på fuld tid som teamleder, men senfølgerne påvirkede hende stadig så meget, at der var brug for at få opgaver og arbejdstid tilpasset.

- De gjorde alt, hvad de kunne, for at hjælpe mig med mine udfordringer, fortæller hun.

Til sidst bukkede hun dog under for arbejdspresset. Fuld tid var simpelthen for meget. Så hun skiftede til administrativ koordinator på 22 timer om ugen fordelt på tre dage. 

- Jeg er så glad for arbejdspladsens måde at håndtere det på. De sagde, at de hellere ville have mig lidt – end slet ikke. De spurgte ind til mine behov, og til hvor meget jeg ville arbejde. De gjorde det så fint, og de har passet på mig hele vejen, siger Henriette.

Vi er ikke dumme

Arbejdslivet er stadig ikke rosenrødt for Henriette. Det kræver overskud. Og det er altafgørende, at Henriette nu kender sig selv så godt, at hun kan udvikle genveje og nye arbejdsgange, der hjælper. 

Hun er stadig plaget af koncentrations- og hukommelsesbesvær og bliver hurtigt udmattet.

- Jeg har en tavle til to-do-lister, så jeg har en visuel oversigt over mine opgaver. Jeg har også bedt om, at mine kollegaer sender mails til mig i stedet for mundtlige beskeder og orienteringer, som jeg let glemmer, forklarer hun.

Henriette har også fået fjernet ansvarsområder, som betød mange afbrydelser i arbejdsdagen og forstyrrede den i forvejen dårlige koncentration. 

Herudover prøver hun at lade sin opmærksomhed flyde mere frit mellem opgaverne, så hun ikke bliver frustreret.

- Vi er ikke dumme, os med senfølger. Der kan bare være brug for, at arbejdslivet indrettes anderledes. Heldigvis har jeg i dag lært at vende de dårlige oplevelser til at kunne se mine styrker og kompetencer, siger hun. 

- Jeg er helt overbevist om, at mit liv er bedre af, at jeg går på arbejde og lykkes med noget. Derfor er det vigtigt, at lederne og arbejdspladserne er klædt på til at håndtere os med senfølger, slutter Henriette.