Spring navigation over

Flere end fire ud af 10 voksne har oplevet drikkepres

44 pct. af voksne danskere har oplevet, at nogen har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, end de havde lyst til. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Forebyggelseschef: - Det er absurd, at vi i Danmark har en kultur, hvor mange føler, de ikke kan sige nej tak til alkohol. Foto: Adobe Stock

For mange giver januar anledning til en pause fra de våde drikkevarer. Men det er lettere sagt end gjort at skrue ned for alkoholforbruget. For den danske alkoholkultur gør det svært at sige nej tak til alkohol, viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge undersøgelsen har flere end fire ud af 10 voksne danskere oplevet, at nogen har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, end de har lyst til. Samtidig mener hver femte, at det er svært at være en del af sociale fællesskaber ved sammenkomster, hvor der drikkes alkohol, hvis man ikke selv drikker. Hver femte af de adspurgte har desuden sagt nej til at deltage i et socialt arrangement, fordi de ikke havde lyst til at drikke alkohol.

- Danmark er på mange måder alkoholblind, og vi opdager ikke, hvor stor en rolle alkohol spiller i sociale sammenhænge. Den kultur vil vi gerne sætte spørgsmålstegn ved og få flere til at reflektere over, siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

En god grund til at sige nej tak

Det er ikke blot svært for mange at deltage i sociale fællesskaber, hvor alkoholen fylder. Det er også en udfordring for voksne danskere at finde accepterede grunde til at sige nej tak til alkohol.

Undersøgelsen viser, at kun 43 pct. af de adspurgte oplever, at ”jeg har ikke lyst” bliver accepteret som en god grund for ikke at drikke alkohol. Bilkørsel og graviditet bliver oplevet som de mest accepterede grunde for ikke at drikke alkohol, men selv i de tilfælde er man ikke sikret anerkendende forståelse. Kun omkring otte ud af 10 oplever, at bilkørsel og graviditet bliver accepteret som gode grunde til ikke at drikke alkohol.

- Det er absurd, at vi i Danmark har en kultur, hvor mange føler, de ikke kan sige nej tak til alkohol. Ikke engang med begrundelsen, at de simpelthen bare ikke har lyst. Det er en ekskluderende og usund kultur, som vi må få ændret, mener Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.