En ægte samtale
Når der opstår gnidninger i samtalerne mellem patienter og sundhedspersonale, kan det handle om det, der kaldes sundhedskompetencer. Det er de evner, vi som mennesker har til at forstå vores egen krop og symptomer, og også til at forstå sundhedsbudskaber og handle på de anvisninger, vi får i sundhedsvæsenet.
- Sundhedskompetencer er faktisk det, som WHO anviser som en af de væsentligste årsager til, at der er social ulighed i sundhed, siger Susanne Oksbjerg Dalton, som er forskningsleder ved Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft.
- Men de er forskellige fra menneske til menneske. Det handler meget om omgivelserne, ens sociale netværk og den støtte og tryghed, man føler i sin kontekst. Sundhedspersonalet har på deres side også en sundhedskompetence, og de skal gerne bruge den lidt fleksibelt i forhold til den patient, som de sidder med, og skabe en ægte relation i samtalen, uddyber hun.
Sproget og relationen mellem læge, sygeplejerske og patient har dermed stor betydning for den enkeltes oplevelser i et kræftforløb. I yderste konsekvens kan haltende kommunikation endda have betydning for patientsikkerheden.
Med i podcasten er også Marie Kruse, som er direktør for Center for Politik og Kommunikation i Region Hovedstaden, og Jette Ammentorp, professor og forskningsleder ved Center for Forskning i Patientkommunikation, Odense Universitetshospital, Syddansk Universitet.
Lyt med, når de tre diskuterer udfordringer og løsninger ved kommunikationen mellem sundhedsvæsen og patienter.