Opdagede kræft tilfældigt
Én af de patienter er Susanne Skjold Andersen.
I efteråret 2019 fik hun konstateret kræft i spiserør og mavesæk. Egentlig skulle hun undersøges for en bakterie i maven, hun ikke kunne komme af med. Det viste sig at være meget mere alvorligt end først antaget.
Hun fik forskellige behandlinger, der kulminerede i januar 2020 med en ti timers lang operation, hvor hun fik fjernet en tredjedel af spiserøret og mavesækken.
- Lægen fortalte, at min operation kunne sidestilles med at blive hjerteopereret. Det var meget omfattende, fortæller Susanne.
Det tog halvandet år at komme sig efter operationen. Kroppen ændrede sig drastisk. Hun tabte 30 kg på et halvt år.
- Operationen har været det mindste af det. Det er det, som følger bagefter, der har været hårdt.
Lang liste af senfølger
- Åh ... hvor skal jeg begynde?, spørger hun retorisk og begynder at remse senfølgerne op, samtidig med hun tæller dem på fingrene.
- Jeg sidder op og sover om natten, for jeg kan ikke lukke for spiserøret, og så kommer der syre i munden, og det gør hamrende ondt, forklarer hun og fortsætter:
- Jeg lider af udtalt træthed, tankemylder, angst for tilbagefald, muskelsmerter… Ja, det var vist det, siger hun så.
Det var Susanne selv, der i lokalavisen læste en notits om senfølgeklinikken. Hun bad sin læge om en henvisning og fik den. Hun begyndte i klinikken i maj 2022.
Mindfulness
Efter den første samtale på senfølgeklinikken blev Susanne og Lena enige om to fokuspunkter. Et: Susanne skulle lære at sove. To: Hendes medicin blev gået igennem for også at optimere den del.
Susanne kom på et mindfulness-kursus, som senfølgeklinikken afholder i Kræftens Bekæmpelses Hus i Roskilde. Hun kom der ni gange, og det har haft kæmpe effekt. Det er snart to år siden nu.
- Det har betydet alt for mig. Jeg har fået en bedre livskvalitet og sover uden sovemedicin nu, siger den 66-årige efterlønner, der bl.a. bruger sin tid på frivilligt arbejde.
Susanne har stadig nummeret til klinikken, hvis hun har brug for at tale med dem, selvom hun ikke er tilknyttet klinikken længere. Det tilbud får alle tidligere patienter.