Spring navigation over

Ny podcast om livet med tarmkræft

I podcastserien fortæller patienter, læger og rådgivere om livet med tarmkræft.

Hvert år får ca. 48.000 danskere at vide, at de har fået en kræftsygdom. Heldigvis overlever mange, og vi lever generelt længere og bedre med kræft.

Første del af serien Kræft – hvad nu? går tæt på livet med tarmkræft. Cirka 4.000 danskere får årligt konstateret tarmkræft, og for dem er der i podcastserien vigtig viden at hente om behandling, gener, mental påvirkning og senfølger.

Når man pludselig får en kræftdiagnose

Vi møder Henrik Bork Bjerregaard, der fik den alvorlige besked af lægen i 2017, at han havde tarmkræft med spredning til leveren. Heldigvis var behandlingen effektiv, og Henrik er i dag kræftfri. Han husker særligt to tidspunkter, hvor det gik op for ham, at sygdommen var alvorlig.

– Første gang er, da kemo’en rigtig rammer mig, og jeg føler mig rigtig syg af det. Den anden er, da jeg er færdig med min behandling, og min læge på Rigshospitalet siger ’vi havde ikke troet, du ville overleve det her’. Der gik det op for mig, at det havde været tæt på.

Vi møder også Anette, som fik konstateret endetarmskræft i 2020. Selvom lægen var klar i mælet om, at hun skulle opereres hurtigst muligt, gik alvoren først op for hende flere år efter, hun fik beskeden på lægens kontor.

– Da lægen så siger - du har desværre cancer og skal opereres hurtigst muligt, fattede jeg ikke helt, at jeg havde en sygdom, jeg kunne dø af. Det fattede jeg faktisk først flere år efter.

Henrik har i dag kun ganske få gener efter behandlingen, men selvom Anette er kræftfri i dag, lever hun med markante senfølger efter behandlingen. Hun har bl.a. fået en permanent stomi på maven, som hun kalder ’Bruno’. 

– Man kan lige så godt give den et navn, så man har et forhold til den, siger hun i podcasten.

For Anette har ’forholdet’ med stomien medført en forbedret livskvalitet.

Hvad er tarmkræft?

Kræft i tarmen kan opstå flere steder. Ledende overlæge Jakob Hagen Vasehus fortæller om, hvordan sygdommen opstår, og hvilke behandlingsmuligheder der findes. Til daglig arbejder han med tarmkræftpatienter på Afdeling for Kræftbehandling på Herlev og Gentofte Hospital.

Sygdom rammer hele familien

Mange oplever, at sygdommen ikke kun rammer dem selv, men også deres nærmeste. Der sker praktiske forandringer i hverdagslivet, men det er også det følelsesmæssige, der fylder meget, når en nærtstående får en livstruende sygdom.

– En partner til en kræftpatient kan blive meget presset, fordi der er praktiske opgaver i hjemmet, der stadig skal klares, og der skal holdes overblik over behandlingsforløbet samtidig med et fuldtidsarbejde for mange. Partneren kan også blive mere ramt, fordi bekymringer for fremtiden fylder, siger Laura Rosenvinge Kjersgaard, der er psykolog og rådgiver på Kræftlinjen.

Hun giver bl.a. råd til, hvordan man kan tale om sygdommen og håndtere de svære situationer, der kan opstå i et kræftforløb.

Gennem tre episoder deler Anette og Henrik ærligt ud af deres erfaringer med alt fra svære samtaler til problemer med toiletbesøg. Og de fortæller, hvordan de har bevaret intimiteten med deres partner under og efter sygdomsforløbet.

Hør podcasten ’Tarmkræft – hvad nu?’ og få svar på de vigtigste spørgsmål om tarmkræft:

Hør også de øvrige afsnit i serien:

Tarmkræft - hvad nu? Episode 2

Tarmkræft - hvad nu? Episode 3