Skip navigation

Tusindvis samlede ind til kræftsagen: Den digitale indsamling fortsætter

Den digitale indsamling fortsætter i en uge, så du kan stadig støtte kræftsagen.

De penge, der kommer ind ved Landsindsamlingen, går til forskning, forebyggelse og Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Tusindvis af frivillige indsamlere gik søndag dør til dør for at samle ind til forskning, forebyggelse og Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende.

Foreningens direktør, Jesper Fisker, var selv på gaden for at samle ind og takker befolkningen for deres store støtte til kræftsagen.

- Tusind tak til alle jer, der generøst har givet tre timer af jeres søndag for at samle ind – og alle jer, der har støttet kræftsagen med en donation. Uden jer var meget af Kræftens Bekæmpelses arbejde ganske enkelt ikke muligt, siger han og understreger, at der heldigvis er god mulighed for at støtte, selvom man ikke var hjemme.

Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Det er ikke for sent at støtte

Den fysiske indsamling er nemlig igen i år suppleret af en digital indsamling, der fortsætter helt indtil mandag den 15. april, hvorefter det endelige resultat gøres op.

Der er indtil videre flere end 1.000 digitale indsamlinger enten via Facebook og indsamling.dk.

Opret eller støt en indsamling her: indsamling.dk

Det er også stadig muligt at støtte via sms ved at sende sms KB50, KB150 eller KB200 til 1422, så støtter du med henholdsvis 50 kr., 150 kr., eller 200 kr.

Kun 3 procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Foreningen er derfor afhængig af dig og andre, som støtter sagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Din støtte nytter

Sidste år var mere end 15.000 frivillige indsamlere med til at samle over 35 mio. kr. ind ved Landsindsamlingen. I gennemsnit indsamles der 1.600 kr. pr. bøtte.

For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 63 kr. til forskning i kræft, 22 kr. til patientstøtte, 11 kr. til forebyggelse af kræft og 4 kr. til administration.

Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Foreningen er derfor afhængig af dig og andre, som støtter sagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.