Han var død alene, hvis jeg ikke havde været der

 – Vi ses, Lene! Opfør dig nu ordentligt – og ring eller skriv, hvis der er noget.

Morten giver Lene et forsigtigt kram og hjælper hende med at få rollatoren ind i bagagerummet af bilen. Hun har været til kontrol for sin brystkræft på onkologisk ambulatorium. Det er hun hver 5. uge, og hver gang er Morten med. De har kendt hinanden i et år nu.

Morten er frivillig navigator i Kræftens Bekæmpelse og hjælper kræftpatienter, der ikke har et tilgængeligt netværk, der kan støtte dem. 

– Vores rolle er at være den ven eller pårørende, som de ikke har. Det kan være mennesker, der ikke har kontakt til deres familie, hvor børnene er flyttet langt væk, eller vennerne faldet fra. Nogle er plaget af psykiske lidelser eller misbrug.

Morten er den, der har overblikket. Udstyret med notesblok, kuglepen og empati holder han hovedet koldt og minder patienterne om det, de skal huske at få spurgt lægen om. Skriver ned, hvad der bliver sagt, og forklarer det for patienten efterfølgende – det er ikke altid, de hører det hele, fordi de er nervøse og ængstelige. 

Støtte til sårbare patienter

Navigatorerne hjælper kræftpatienter, der står alene, med at finde tryghed og overblik i et kaotisk forløb. Siden midten af 2010’erne har ordningen – med støtte fra bl.a. Knæk Cancer – spredt sig til byer over hele landet.

Morten har været navigator siden 2020. Han var lige gået på seniorpension og ledte efter noget frivilligt arbejde. En dag mødte han en ungdomsven, Else Carlstedt, som på det tidspunkt var leder af Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Hillerød, og som havde været med til at starte Navigator-ordningen.

– Var det ikke noget for dig at komme op og prøve? spurgte hun.

–Jo, hvorfor ikke, tænkte Morten. 

–Jeg sprang ud i det. Jeg har haft med mennesker at gøre hele mit liv, så det skulle jeg jo nok kunne klare. Sundhedsvæsnet kendte jeg ikke noget til, men det kan man vel lære, tænkte jeg.

Fra herrekonfektion til restaffald

Mortens arbejdsliv har udspillet sig langt fra sundhedsområdet. Som 18-årig begyndte han som elev i Magasin, og da han stoppede efter 14 år, havde han været i stort set alle afdelinger og solgt alt fra herretøj til vin. Til sidst var han afdelingschef for Magasin i Rødovre med 27 afdelinger under sig.

Derefter kørte han rundt i landet og solgte først frisørartikler til saloner og senere kopimaskiner til kontorer. Det fik han nok af og arbejdede som lærervikar i nogle måneder, indtil en bekendt spurgte, om han ikke havde lyst til at være skraldemand. Morten kørte med skraldevognen i 20 år, indtil en skade tvang ham til at stoppe.

 – Det er ikke sådan, at jeg har sigtet efter noget bestemt i min karriere. Når der opstod en mulighed for at prøve noget nyt, så tog jeg den. Det var det samme med navigatorjobbet, fortæller han.

Da Morten havde sagt ja til at være navigator, kom han på weekendkursus for nye frivillige. De blev bl.a. undervist i ’den svære samtale’ og blev forberedt på forskellige situationer, de kunne komme ud for.

En uge efter fik han sin første patient. En uhelbredeligt syg mand, der gerne ville have Morten med til et møde på kommunen.

 – Jeg var spændt – jeg havde jo aldrig prøvet det før. Jeg tænkte meget over det og gjorde mig umage med at skrive alt ned under mødet. Det er altid særligt at starte med en ny patient: Hvad er det for et menneske? Hvad har vedkommende brug for?.

Mødet med Peter

Nogle patienter gør et særligt indtryk. En af dem, som har en særlig plads i Mortens hjerte, er en stor og bred håndværker midt i 50’erne. Lad os kalde ham Peter. 

Peter har hele sit liv drukket, og forholdet til familien er kompliceret. På et tidspunkt stopper han med at drikke, men alle hans kammerater sidder stadig nede på værtshuset, så han har ikke nogen støtte, da han får kræft. Peter siger ja, da hospitalet spørger, om han er interesseret i en navigator, og sådan møder han Morten.

Der er god kemi fra start. Morten er med, når Peter får strålebehandling eller skal have svar på prøver. Og han er med, den dag Peter får at vide, at lægerne ikke længere kan behandle hans kræft. 

 – Da han hørte, hvad lægen sagde, var det eneste, der stod tilbage, at han skulle dø, og det gjorde ham rædselsslagen. Senere satte jeg mig ned med ham og forklarede, at det ikke betød, han skulle dø nu, men at man kan leve længe med uhelbredelig kræft. Jeg kunne ikke sige hvor længe, men bare den snak gjorde hans angst lidt lettere at bære.

Efter noget tid får Peter det dårligere og bliver indlagt. Morten besøger ham flere gange. I starten er han klar og kan følge med, når lægen eller Morten fortæller noget. Men han får flere og flere smerter og mere og mere medicin, der sløver ham. Organerne er ved at sætte ud.

Morten er med til stuegang og skriver ned, hvad der bliver sagt. Peter kan ikke længere selv forstå det. Han er knap ved bevidsthed. En fredag aften ringer Mortens mobil. Det er Peters bror. De har ringet fra hospitalet, og Peter har det rigtig skidt. Men broren kan ikke tage derind med så kort varsel.

Mortens kone overhører telefonsamtalen. Da Morten har lagt på, siger hun:

 – Farvel. Du kører nu.

Lille indsats med stor betydning

Da Morten træder ind på stuen, er gardinerne trukket for, og sygeplejersken, har sat meditationsmusik på.

 – Tusinde tak for, at du kommer. Vi har travlt, så jeg har ikke tid til at sidde ved ham, siger sygeplejersken.

Morten sidder på en stol ved siden af Peter i et kvarter. Der bliver længere og længere mellem hans åndedrag. 

 – Du må gerne give slip nu, Peter. Du behøver ikke kæmpe imod, siger han med dæmpet stemme.

Efter et kvarter tager Peter et langt og tungt åndedrag. Så stopper vejrtrækningen. Morten henter sygeplejersken, der bekræfter – ja, han er død nu. Morten åbner vinduet.

 – Det gør man jo, når nogen dør. Så sjælen kan komme ud. Det er lidt fjollet, men vel også okay?.

Han går ud til sygeplejersken, der giver ham en kop kaffe. Morten fortæller, at han undrer sig over, at Peters familie ikke var der for ham i den sidste tid.

 – Sådan skal du ikke tænke. De gør det så godt, de kan. De er ikke dårlige mennesker, når de ikke møder op, men de kan ikke anderledes, siger hun.

 – Det råd har jeg virkelig taget til mig. Nu er jeg bare glad for, at jeg kan være der i stedet, siger Morten.

Morten tager med til Peters bisættelse, hvor han sætter sig på en bænk bagest i kirken. Familien fortæller ham, hvor meget det har betydet, at han var der for Peter til det sidste.

 – Derfor gør jeg det. Det er en lille indsats med stor betydning, og derfor bliver man så engageret i det. Havde jeg ikke været der, var Peter død alene. Det er jo ikke til at bære.

Klare grænser

 – Det ville jeg aldrig kunne, siger mange, når de hører, at Morten er navigator.

 – Det er en balance. Man skal være oprigtigt interesseret i patienten, men heller ikke komme så tæt på, at man ikke kan give slip igen. For på et tidspunkt skal man sige farvel – enten når behandlingen slutter, eller hvis patienten, i værste fald, ikke overlever.

Morten har helt klare grænser for, hvad han hjælper patienterne med.

 – Jeg kører ikke patienterne til undersøgelser i min bil, og jeg henter ikke medicin til dem på apoteket eller køber ind. Jeg kan godt lide, der er klare grænser, så det ikke bliver en glidebane.

I godt et halvt år har Morten været tovholder for ti navigatorer. Han matcher patient og navigator, så de passer sammen. Nogle patienter har særlige ønsker, for eksempel vil nogle helst have en navigator af samme køn.

Mange navigatorer er tidligere sygeplejersker, og alle er pensionister. Nogle har selv haft kræft. Fire gange om året mødes de til netværksmøde. Her kan de dele erfaringer og søge råd hos hinanden. To gange om året får de også supervision af en rådgiver.

Morten har ingen planer om at stoppe foreløbig. 

 – Jeg bliver ved som navigator, så længe jeg kan. Det giver så meget mening og glæde. Jeg kan mærke, jeg gør en forskel, og at det er værdsat. Jeg gør det for patienterne, men jeg gør det i høj grad også for mig selv. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort.

*Lene er ikke patientens rigtige navn af hensyn til anonymitet