- Jeg fik angst for tilbagefald, fordi jeg ikke vidste nok om senfølger

Pia Brostrøm har senfølger efter kræft og mange af dem. Der er føleforstyrrelser, kramper, lymfødem, svimmelhed, smerter og træthed.

Alligevel fik hun intet at vide om, at de kunne opstå, da hun gik i gang med sin behandling for brystkræft i 2023. Og det har haft konsekvenser for hende.

25. september sætter hun ord på sine oplevelser foran borgmestre og politikere fra Region Hovedstaden i anledningen af kommunal- og regionsrådsvalget 18. november 2025.

Jeg savnede viden

I dag ærgrer Pia sig over, at hun ikke fik mere at vide om senfølger tidligt i sit kræftforløb og inden behandlingerne. Det ville have lagt låg på en del af hendes angst, mener hun. 

Bange blev hun også den dag, hun pludselig fik smerter i sin hofte. Hun følte, at det kunne være sygdommen, der var vendt tilbage, og bad derfor onkologen om at henvise til en helkropsscanning i en slags afmagt.

- Jeg mødte så en fra Senfølgerforeningen med præcis den samme smerte. Det var en senfølge, som kom af behandlingen. Det samme var min svimmelhed. Jeg anede ikke, at det også var senfølger, siger Pia Brostrøm.

Vil hjælpe andre

I dag på den anden side af kræftbehandlingen er det vigtigt for Pia Brostrøm, at hendes erfaringer kommer andre til gavn. Det besluttede hun allerede, da hun var syg. 

Udover information er der også andre ting, der mangler. Blandt andet er der også brug for, at viden om senfølger højnes hos de praktiserende læger.

- Jeg har mødt læger, som ikke opdagede min udfordringer. Hvis man er autoritetstro, så tænker man bare nå! Jeg havde invaliderende kramper i mit arvæv, og kun fordi en anden læge tilså mig, fik jeg den rigtige hjælp, siger Pia Brostrøm.

Husk lokale tilbud

På egen krop har hun oplevet, hvor udmattende en lang transporttid kan være midt i et kræftforløb. Præcis derfor er der som supplement til de regionale senfølgeklinikker på hospitalerne brug for også lokale tilbud, pointerer hun.

- Jeg håber, at man vil sørge for senfølgetilbud nær borgeren. Det kan være med en uddannet fagperson, som kan tage de første afklarende samtaler og så henvise til senfølgeklinikkerne. Nogle bor langt væk fra de store hospitaler, og det er belastende med meget transport, slutter hun.