Spring navigation over

8 ud af ti kommuner har røgfri arbejdstid - København halter efter

København svigter sit ansvar, mener Kræftens Bekæmpelse.

- Det handler også om at sende et klart signal til børn og unge om, at røg og nikotin ikke skal være en del af hverdagen, siger Jesper Jessen-Kampp, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i København.

Langt de fleste danske kommuner har indført røg- og nikotinfri arbejdstid for deres ansatte. Men i hovedstaden lader beslutningen vente på sig, selvom Københavns Kommune har et erklæret mål om at gøre byen røgfri.

Kommunerne omkring hovedstaden kan ellers godt – 24 ud af 29 kommuner i Region Hovedstaden har således røgfri arbejdstid. Frederiksberg, Herlev, Høje-Taastrup, Lyngby-Taarbæk og Københavns Kommune har bare ikke.  

På landsplan har hele 85 ud af 98 kommuner nu røgfri arbejdstid, og mange har også indført nikotinfri arbejdstid. Aarhus Kommune gik forrest i 2013, og Odense Kommune fulgte trop i 2017. I 2024 udvidede Aarhus til også at omfatte nikotinfri arbejdstid.

- Når så mange kommuner allerede har taget skridtet, undrer det mig, at København stadig tøver. Med kommunalvalget lige om hjørnet er det et oplagt tidspunkt for politikerne at vise, at de tager medarbejdernes sundhed alvorligt, siger Jesper Jessen-Kampp, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i København.

Ansvar og rollemodeller

Erfaringerne fra Aarhus og Odense viser, at det både styrker medarbejdernes sundhed og mindsker sygefraværet. Samtidig bakker 69 pct. af ansatte i kommuner og regioner op om tiltaget, viser undersøgelse fra 2024 fra Kræftens Bekæmpelse.

- Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads med over 45.000 ansatte. Så det handler også om at sende et klart signal til børn og unge om, at røg og nikotin ikke skal være en del af hverdagen. Der synes jeg, at politikerne svigter deres ansvar, understreger Jesper Jessen-Kampp.

Tid til at følge resten af landet         

Hvert år mister omkring 16.000 mennesker i Danmark livet på grund af tobak, mens tusinder må leve i årevis med alvorlige sygdomme som kræft, KOL og hjerte-kar-sygdomme.   

Forskning viser, at nikotin skader hjernens udvikling hos unge, øger risikoen for psykiske lidelser som angst og depression og kan endda bane vejen for afhængighed af andre rusmidler.

Derfor opfordrer Kræftens Bekæmpelse politikerne i København til at følge flertallet af landets kommuner og prioritere røg- og nikotinfri arbejdstid efter kommunal- og regionsvalget.

- Jeg håber, at Borgerrepræsentationen efter valget vil prioritere en sundere arbejdsplads. Her vil røg- og nikotinfri arbejdsplads gøre en reel forskel for både medarbejdere og for borgerne, siger Jesper Jessen-Kampp.

Nyhedsbrev for patienter og pårørende: Få inspiration, støtte og sidste nye viden.

Læs mere

Røgfri fremtid

De fleste ønsker ikke, at vores børn begynder at ryge. Derfor arbejder partnerskabet Røgfri Fremtid for, at rygning ikke bliver en normal del af børn og unges hverdag. Alle kan være med til at gøre en forskel.

Læs mere om Røgfri fremtid