Jane har samlet pant for over 15.000: - Det hele tæller
Begge Jane Svendsens forældre fik kræft. Nu støtter hun kræftsagen ved at hente pant hos private, som er glade for at komme af med den og få en lille snak.
- Mine børn sagde: ’Mor, det er jo kun er krone’. Men det bliver jo også til meget, siger 56-årige Jane Svendsen fra Esbjerg.
Da hun sidste år fik idéen til at samle pant ind fra private hjem for at støtte Kræftens Bekæmpelses arbejde, var hendes sønner skeptiske. Men den ene krone tog den anden, og hun fik indsamlet hele 11.753,5 kr. Et resultat, hun allerede har slået i år, hvor der forelåbig står 15.400 kr. på pant-bon'en.
"Det er win-win"
Pengene går til indsamlingen, som hendes hold 'Team Hope' laver til Stafet For Livet - et indsamlingsvent i hele landet fra maj til september.
- Jeg lavede simpelthen et opslag på Facebook for borgere i Esbjerg, hvor jeg spurgte, om de havde en sæk pant, de ville donere til Kræftens Bekæmpelse. Og så skulle min mand og jeg nok hente det hjemme hos dem, forklarer hun.
Og responsen var overraskende god.
- Så gik det bare slag i slag, for der er jo mange, der ikke ved, hvad de skal gøre af poserne med pant, og folk vil gerne støtte en god sag. Det er hyggeligt at mødes ansigt til ansigt og få en lille snak med folk i nærområdet, så det er win-win, siger hun.
Det er hyggeligt at mødes ansigt til ansigt og få en lille snak med folk i nærområdet, så det er win-win.
25 øre tæller også
Team Hope, der sidste år talte 37 deltagere, endte med at samle 147.696 kr. ind til sidste års stafet med forskellige aktiviteter.
Men beløbet er ikke det vigtigste, understreger hun.
- Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor meget andre samler ind, for hver en krone tæller. Det vigtigste er at være med, sætte sig et mål og hygge sig.
Selv har hun gang i aktiviteter hele året rundt, blandt andet sysleklubben med nogle veninder, hvor de hækler karklude og hagesmække, der sælges for 10 kr. til stafetten.
Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor meget andre samler ind, for hver en krone tæller. Det vigtigste er at være med, sætte sig et mål og hygge sig.
Hun har desuden solgt hækleopskrifter og bagt småkager, som blev solgt på pladsen og i den bingo-klub, hvor hun også er frivillig.
Derudover har holdet såkaldte rundesponsorer, der giver et beløb for hver runde, de er på banen. Sidste år havde de 22 rundesponsorer blandt lokale virksomheder, familie og bekendte.
- Min mand og jeg giver selv 25 øre pr. runde, men mange giver et fast beløb, og det hele tæller, fortæller Jane.
Sønner bakker op
Det er ikke tilfældigt, at det netop er Kræftens Bekæmpelse, Jane har valgt at donere sin tid til.
Hun mistede sin mor til leverkræft, og faren fik tarmkræft af flere omgange. Hendes farfar og farbror døde af tarmkræft, som er arveligt, og derfor går hun selv til kontrol hvert andet år.
For hendes voksne sønner på 27 og 29 år betyder det derfor meget at deltage i Stafet For Livet og støtte kræftsagen.
- Det er også for at bakke mig op. De går op i, at der bliver forsket i kræft, for det er en lortesygdom, siger Jane Svendsen.
Ikke sørgeligt, men livsbekræftende
Team Hope består af venner og familie, og holdet er på banen dag og nat. Sidste år kom de hjem kl. 02 om natten, og nogle af de unge gik hele natten.
Den yngste deltager var barnebarnet Elina på 15 måneder, mens den ældste var 70.
- Det er fedt, fordi samtalerne spænder vidt, og man taler om alt muligt. Det er en speciel weekend: Et hyggeligt døgn med samvær og hygge, hvor man går og snakker med hinanden.
Og selv om baggrunden er alvorlig, er stemningen langt fra trist.
- Det er ikke et sørgeligt døgn, men livsbekræftende. Man skal nok opleve det for at forstå det, siger hun.
Det er ikke et sørgeligt døgn, men livsbekræftende. Man skal nok opleve det for at forstå det.
Har altid været et knokler
Det er en del af Jane Svendsens DNA at være i fuld vigør og gøre gavn. Hun har arbejdet på fabrik, siden hun var 17 år, og var med egne ord ’god til at bruge en hammer og en skruemaskine.’
- Når jeg involverer mig, så gør jeg det hundrede procent og kan ikke vente i flere måneder på, at der sker noget. Jeg har altid været en knokler, siger hun.
I 2002 blev hun førtidspensionist, da ryggen sagde fra.
- I starten var det rigtig svært at acceptere, for jeg har altid klaret mig selv og sagt: ’Der er ikke noget, jeg ikke kan - bare noget, jeg ikke har lært endnu.’
Som holdkaptajn for Team Hope arbejder hun mange timer, men det er på en anden måde.
- Fordelen er, at jeg kan gøre det, så kroppen og min ryg kan følge med, så jeg tager nogle timers pause, når der er behov.
Hun understreger, at der er mange fra holdet, der hjælper til, også dem med fuldtidsarbejde.
- For som jeg siger: Man skal ikke, men er der nogen, der har lyst til at hjælpe, så gør man det.
"Jeg føler, jeg duer til noget"
Hvis hun skal sætte ord på, hvad det giver hende at være holdkaptajn og drivkraft for indsamlingen, siger hun.
- Jeg får en følelse af, at jeg duer til noget. At jeg kan bidrage til noget livsbekræftende og meningsfuldt.
Og så er der det med forskningen i kræft og nye behandlingsformer.
- Jeg vil personligt gerne have, at der bliver samlet så meget ind, at man bliver dygtigere og dygtigere, så der er behandling, hvis det en dag skulle ramme mig selv.