Hvad er Stafet For Livet?
Det er frivillige i Kræftens Bekæmpelse, der gennem et år planlægger stafetterne og bl.a. sammensætter et underholdningsprogram for døgnet og mad og forplejning.
Hvad er Stafet For Livet?Til cancer.dk
Midt i sorgen blev rollen som holdkaptajn for ’Team Elina’ et vigtigt holdepunkt.
- Mine tre børnebørn betyder meget for mig. Jeg vil gøre alt for dem. Om det betyder, at jeg skal løbe herfra til den anden ende af jordkloden, så gør jeg dét, fortæller Steen Olsen.
Den 59-årige farfar er tydeligt berørt, imens han fortæller om sorgen, magtesløsheden og et akut behov for at handle, da hans barnebarn fik konstateret leukæmi.
Steen bor i den lille by Mern lidt uden for Vordingborg. Inden for en radius af én kilometer har han både sin datter og sin søn. De er en tæt familie, der altid står klar for hinanden i svære stunder. Så da sønnen og svigerdatteren pludselig stod midt i deres livs krise, gjorde Steen og hans hustru, Pia, alt for at hjælpe og aflaste.
Ofte var de begge med på hospitalet. Steen sørgede for, at Elina kom sikkert frem og lettede stemningen med grin og gode historier, når timerne i sygesengen blev for lange, mens Pia gav hende ro og støtte.
Sammen stod de stærkt omkring Elina i behandlingerne, og når de kom hjem, fortsatte Pia med at tage et stort ansvar for hverdagen. Hun sørgede for vasketøj og madlavning og havde desuden den krævende opgave at rengøre omkring hundrede sprøjter om ugen, som skulle bruges til hjemmemedicinen.
Alligevel føltes det ikke som om, det var nok. Han måtte gøre noget mere. Noget ekstra. Men hvad?
Elina var kun 2,5 år gammel, da hun fik diagnosen. I det første halve år af behandlingen bar Steen rundt på denne nagende følelse, der fik hans mave til at slå knuder. Men en eftermiddag faldt han i snak med den lokale købmand, som var med til at arrangere en begivenhed for Kræftens Bekæmpelse, hvor man går eller løber rundt, samtidig med, at man samler penge ind til sagen.
Stafet for livet? Dét havde Steen aldrig hørt om, men da han blev opfordret til at deltage, faldt svaret prompte:
- Nok det bedste ja, jeg har sagt siden jeg giftede mig med Pia, siger han med sin syngende sydsjællandske dialekt.
Ret hurtigt mærkede Steen, at stafetten var det helt rigtige for ham. At samle penge ind til forskningen, der blandt andet har gjort Elinas behandling mulig, føltes meningsfuldt.
Da han i marts troppede op til første møde, havde han allerede gjort sig en masse tanker om, hvordan han ville gribe det hele an som holdkaptajn for ’Team Elina’.
I årevis har Steen været en af dem, der får ting til at ske i byen. Ved siden af arbejdet som graver på den lokale kirkegård og trænerjobbet i byens fodboldklub gennem 30 år, har han haft en finger med i alt fra torvefester til halloween-weekender med næsten 300 deltagere.
For Steen handler det ikke kun om at arrangere, men om at skabe gode stunder for dem, han holder af – og netop derfor giver han alt, hvad han har i sig, når han kaster sig ud i nye projekter. Intet overlades til tilfældigheder eller halvhjertede løsninger.
– Af samme årsag valgte jeg at trække mig som træner for en tid. Jeg kunne simpelthen ikke tillade mig at være halvt til stede, når jeg både ville have tid til Elina og lægge min resterende tid i at stable en god dag på benene til stafetten, fortæller Steen.
Planlægningen skred hurtigt frem, og selvom Steen undervejs prøvede at minde sig selv om, at småt også er godt, endte den ene idé alligevel med at tage den næste med sig.
- Opbakningen var overvældende, så jeg fik bare mod på mere. Alle, jeg inviterede, var bare klar til at gå med. Så på kort tid var vi langt flere på holdet, end jeg havde troet, vi ville være. Faktisk var der flere med, som kom udenbys. Nogle, vi slet ikke kendte, som havde læst om Elinas historie og som gerne ville støtte ’hendes hold’. Det rørte mig virkelig, fortæller Steen.
Det samme gjaldt opbakningen fra de lokale virksomheder. Hver dør Steen bankede på, var klar til at støtte Team Elina ved at donere et valgfrit beløb.
- Flere uger inden selve dagen var vi langt over indsamlingsmålet. Altså, jeg var bare blæst bagover af lykke, fortæller Steen og forklarer, at det har været guld værd at planlægge denne dag midt i sorgen.
- Det handler både om opbakningen, som midt i virvaret af følelser, gav en ganske særlig samhørighed. Vi mærkede, at vi ikke var alene. Men også om al tiden på planlægningen, som har været som et dagligt skud af ufortyndet håb og mod, fortæller Steen.
For selvom det fra begyndelsen er gået den rigtige vej med Elinas behandling, har Steen alligevel haft det, han med egne ord kalder ‘de dumme tanker’:
- Der var hele tiden det dér ’hvad nu hvis’, som trak en masse triste tanker med sig. Men fordi jeg var så opsat på dagen, havde jeg ikke rigtig tid til dem. I stedet blev de afløst af en følelse af: ’Det skal nok gå’, fortæller Steen.
Steen havde som altid sin uundværlige makker Pia ved sin side hele vejen. Hende, der uden at kny kaster sig ud i nye eventyr med ham, uanset hvor skøre idéerne måtte være.
I ugerne op til stafetten brugte de samtlige aftener sammen på små hyggestunder, grin og omhyggelige forberedelser, hvor selv de mindste detaljer fik kærlig opmærksomhed – alt fra hjemmelavede vimpler og balloner til t-shirts.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Stafet for Livet løb af stablen i juni måned i Vordingborg.
På dagen talte holdet knap 70 deltagere, der sammen skulle gå i døgnets lyse og mørke timer for at symbolisere, at kræft ikke holder pause. At de familier, der er ramt, er mærket af det døgnet rundt.
Netop den fysisk krævende måde at markere dagen gør det ekstra meningsfuldt for Steen:
- Man mærker fællesskabet på en særlig måde, når alle giver noget af sig selv på den måde og engagerer sig, fortæller Steen.
I det år, Elina har været syg, har han forsøgt at holde sammen på følelserne. Ikke fordi han er bange for at vise dem, men fordi han ikke ville være en ekstra byrde for sin søn og svigerdatter, der allerede havde mere end nok at kæmpe med. Men i dag er det svært at holde tårerne tilbage.
- Da jeg ser hende vimse rundt i teltet blandt folk, får jeg en kæmpe klump i halsen, husker Steen og forklarer, at Elina i dagens anledning skilte sig ud fra resten af holdet ved at have en helt særlig t-shirt på.
For udover at være holdets hovedperson er hun også en af dagens Fightere – altså en person, der enten har eller har haft kræft. Fighterne er æresgæster ved arrangementet og indleder typisk stafetten med en såkaldt fighterrunde iført gule t-shirts. I hælene på dem følger alle holddeltagerne som et langt, levende bånd.
- Et meget rørende og stærkt øjeblik, fortæller Steen.
Resten af dagen forløber præcis, som Steen havde håbet – fyldt med højt humør og gode snakke. Team Elina når i alt op på 1.100 runder på banen og indsamler 71.200 kr. Penge, der går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.
- Jeg er virkelig stolt af det, vi har opnået sammen som hold. Næste år gentager vi succesen - og jeg stiller gerne op som holdkaptajn igen! Til den tid vil Elina efter planen også være færdigbehandlet, så der vil være masser at fejre, slutter han.
Det er frivillige i Kræftens Bekæmpelse, der gennem et år planlægger stafetterne og bl.a. sammensætter et underholdningsprogram for døgnet og mad og forplejning.
Hvad er Stafet For Livet?