Spring navigation over

Debat: Solarier er ikke for børn - indfør aldersgrænse på 18 år

Læs debatindlæg om unge og solarier fra Kræftens Bekæmpelse og andre organisationer.

Billede af åbent og tændt solarium
Foto: Kræftens Bekæmpelse

Debatindlægget er bragt i Altinget d. 9. januar 2025.

Solariebrug øger risikoen for modermærkekræft, den hyppigste kræftform blandt unge i Danmark. Samtidig er flere børn og unge begyndt at gå i solarium. Det er på tide, vi beskytter næste generation ved at indføre en 18-års aldersgrænse.

I Danmark har vi aldersgrænser for fx køb af alkohol og tobak, fordi vi ved, at det er sundhedsskadeligt. Men solariebrug er tilladt for alle – uanset alder. Går et ungt menneske i solarium, øges risikoen for, at vedkommende får modermærkekræft med 60 %.

Vi voksne tillader altså, at vores børn og unge kan lægge sig i solariet velvidende, at de risikerer at pådrage sig en livstruende sygdom i fremtiden. For modermærkekræft er en potentielt dødelig sygdom, hvis den ikke opdages i tide.

Det skal vi simpelthen kunne gøre bedre – og den gode nyhed er, at det kan vi faktisk gøre bedre.

Konkret foreslår vi, at Danmark indfører en 18-års aldersgrænse for solariebrug, så vi beskytter vores børn og unge bedre mod kræft.

Flere unge solariebrugere

Måske tænker du, om det overhovedet er nødvendigt – for: er der stadig unge, der går i solarium? Svaret er desværre ja. Og tallet er stigende.

I 2014 indførte danske politikere minimumsimplementering af et EU-direktiv: ’Lov om solarier’. Der blev bl.a. indført krav til strålingsniveau i solarier samt krav om en synlig advarselsplakat fra Sundhedsstyrelsen i alle solcentre. Men ’Lov om solarier’ indeholdt ikke en 18-års aldersgrænse.

Dengang loven blev indført, gik 10 pct. af de 15-25-årige i solarium. I dag er tallet steget til 14 pct., og kigger man kun på unge kvinder, er andelen af solariebrugere på 20 pct. De fleste unge begynder, før de fylder 18 år, og 9 pct. af brugerne var under 14 år første gang, de besøgte et solcenter. Det viser tal fra rapporten ’Unges solarievaner 2023’, som netop er blevet offentliggjort. Denne udvikling er vi dybt bekymrede over – både som forældre og som fagfolk.

Erfaringer fra andre vestlige lande har vist, at en 18-års aldersgrænse markant reducerer antallet af unge solariebrugere.

En aldersgrænse redder liv

Ifølge en analyse fra Kræftens Bekæmpelse ville vi kunne have forebygget ca. 2.000 tilfælde af modermærkekræft frem mod 2045, hvis de danske politikere tilbage i 2014 havde indført en 18-års aldersgrænse for brug af solarium.

En aldersgrænse vil ikke kun spare sundhedsvæsenet for store udgifter – den vil også redde liv. Hvert år dør ca. 275 personer herhjemme af modermærkekræft. Til sammenligning dør under 200 personer årligt i trafikken.

Vi har teknologien

For ti år siden var et af argumenterne mod en aldersgrænse, at den ville være svær at håndhæve, fordi mange solcentre er ubemandede. I dag er elektronisk adgangskontrol del af vores digitale hverdag – vi kender det fra f.eks. fitnesscentre og biblioteker. Og Norge er et godt eksempel på et land, der har gode erfaringer med alderskontrol i ubemandede solarier.

Danmark kan gøre det bedre

Heldigvis er den danske ungdom med på vores ide: 76 pct. af de 15-25-årige bakker således op om en 18-års aldersgrænse.

Før jul kunne vi læse i medierne, at også flere partier i Folketinget vil kigge nærmere på mulighederne for en 18-års aldersgrænse. Og d. 6. januar nævnte Sundhedsminister Sofie Løhde i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg, at hun er ”indstillet på at se nærmere på, om der er behov for nye initiativer, der skal sikre, at færre børn- og unge bruger solarier i fremtiden”.  Det glæder os, for ’Lov om solarier’ er klar til en ordentlig opstramning. Kan vi være andet bekendt?

Mand, der ligger i et solarium

Sluk Solariet

Læs mere om, hvorfor man bør undgå at gå i solarium.

Sluk Solariet
Illustration af person med et modermærke på armen

Modermærkekræft

Solariebrug øger markant risikoen for modermærkekræft. Læs mere om symptomer og behandling her.

Modermærkekræft