Debatindlægget blev bragt første gang i Politiken den 18. september 2025.
Sammen repræsenterer vi de største sundhedsorganisationer, de danske frugt- og grøntproducenter, Danmarks største grønne organisation og landets største andelsvirksomhed med 2 mio. forbrugere som medlemmer. Det er sjældent, at vi har en fælles kernesag. Men en lavere moms på frugt og grønt vil faktisk have gavnlige effekter på alle de forskellige aspekter af danskernes liv og hverdag, som vi arbejder med.
Mere frugt og grønt vil styrke både sundheden, klimaet og naturen, de danske producenter og forbrugernes mulighed for at tilvælge grønnere mad, uanset bopæl og indkomst. Og samtidig gøre det billigere at være dansker. Det er i vores øjne et kinderæg for politikere. Det er en chance for bogstaveligt talt at bruge guleroden frem for pisken.
Vi ved alle sammen godt, at vi burde spise seks stykker frugt og grønt hver dag. De fleste danskere vil også rigtig gerne. Alligevel indtager kun 55 procent af danskerne grøntsager dagligt. Mere end 1/5 af danskerne får hverken grønt til frokost eller aftensmad på en typisk dag.
At sænke momsen på frugt og grønt vil have mange gavnlige effekter. Fordi lavere priser betyder et højere forbrug. Så kort kan det siges.
Når 365discount har gennemført forsøg med at fjerne momsen på frugt og grønt i en uge, har det ikke kun haft en meget høj effekt på det samlede salg. Vi kan også se på tallene, at forbruget stiger relativt mest uden for de store byer.
Samtidig ved vi fra undersøgelser, at mange børnefamilier med et hårdt presset madbudget skærer ned på frugt og grønt og i stedet prioriterer de mere ’sikre’ animalske kalorier som kød. Som konsekvens får 72 procent i gruppen af økonomisk trængte familier ikke frugt dagligt, og hver anden får ikke grøntsager til aftensmad på en gennemsnitlig dag.
Det er med andre ord hos familier med lave indkomster og uden for de største byer, man vil give den største håndsrækning med en lavere moms på frugt og grønt.
Et højere forbrug af frugt og grønt er det enkeltstående mest effektive forebyggende tiltag, når det kommer til de mest udbredte folkesygdomme. Et højere indtag af frugt og grønt er koblet tæt sammen med lavere risiko for visse kræftformer. En grønnere kost vil også mindske risikoen for blodpropper, forhøjet blodtryk og hjertesygdomme. Og det vil have stor effekt på den ulighed i sundhed, der stadig præger det danske samfund.
Produktionen af frugt og grønt har samtidig et markant lavere klimaaftryk end det meste kød. Vores madvaner spiller en kæmpe rolle, hvis vi vil lette vores klimaaftryk på kloden, men det er også ofte en kilde til konflikt. Det splitter, når vi diskuterer, om der skal spises mindre oksekød. Mange skændes og de sociale medier koger, når nogen løfter pegefingeren, og andre føler, at de bliver set ned på. Men hele 83 procent af danskerne bakker op om et forslag om lavere moms på frugt og grønt, viser Coop Analyses tal fra 2024. En langt større opbakning end afgiftslettelser på kaffe og chokolade, skulle vi hilse og sige. Forslaget samler altså danskerne, og det er bogstaveligt talt at bruge guleroden frem for pisken.
Samtidig vil et øget salg også støtte de hårdt trængte danske producenter, som ser et faldende salg af dansk frugt og grønt til skade for danske arbejdspladser og den danske forsyningssikkerhed, som der vil blive endnu mere brug for i takt med klimaforandringernes pres på den sydeuropæiske produktion.
Regeringen har nu ladet forstå, at den vil kigge på de forældede it-systemer i Skat, der bliver fremhævet som en uoverstigelig forhindring. Det er godt, for det kan simpelthen ikke passe, at Danmark skal være det eneste land i Europa med fuld moms på fødevarer pga. vores skattesystem og på trods af det meget store flertal af danskerne, der ønsker lavere moms på frugt og grønt.
Men vi er bekymrede for udsigten til at skulle vente flere år på teknikken. Imens bør regeringen arbejde på den politiske vilje og give danskerne nogle klare løfter, så de er klar, når systemerne på Slotsholmen også er det.
Så kære regering. Tak for jeres ønske om at gøre det lettere for danskerne at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk. Tak for jeres ønske om at se systemerne igennem. Vi håber så inderligt, at I ikke forpasser chancen for at få sundhed og klima og dansk produktion løftet på samme tid. Giv danskerne et løfte nu: Fjern momsen på frugt og grønt.