Spring navigation over

Hun ser det, ingen andre kan: Unik teknologi kan afsløre hvorfor kræft kan blive svær at behandle

Lektor Fena Ochs får Kræftens Bekæmpelses Forskningstalentpris - hun vil inspirere flere kvinder til forskning.

Lektor Fena Ochs
Fens Ochs får Kræftens Bekæmpelses Forskningstalentpris 2025 inden for grund-, biologisk og epidemiologisk kræftforskning. Foto: Hein Photography

Når kræft bliver modstandsdygtig over for behandling, står både patienter og læger over for en stor udfordring. Men nu er der håb om at komme et skridt tættere på at forstå, hvorfor det sker – takket være ny teknologi udviklet af kræftforsker, lektor Fena Ochs fra Københavns Universitet.

Hun har bygget et helt særligt mikroskop, som gør det muligt at kigge længere ind i cellerne end nogensinde før og se de bittesmå ændringer, der kan gøre kræftceller mere hårdføre.

- De fleste laboratorieforsøg kræver, at man tager molekylerne ud af cellerne for at undersøge dem. Men med vores mikroskop kan vi beholde vævet intakt og se, hvad der sker inde i cellerne, næsten som i kroppen selv, forklarer Fena Ochs.

Enestående mikroskop i verdensklasse

Mikroskopet findes kun to steder i verden. Det ene står i København det andet ved Oxford Universitetet, hvor Fena Ochs var ansat før hun flyttede til Danmark.

Med mikroskopet kan forskere se molekyler, der er op til 1.000 gange tyndere end et hårstrå, og det kan bl.a. bruges til at studere DNA i 3D. Det giver ny viden om, hvordan kræft opstår, og hvorfor nogle kræftceller overlever trods behandling.

Et særligt fokus i Fena Ochs’ forskning er BRCA1, et protein, som spiller en central rolle i at reparere fejl i DNA og forhindre kræft, især brystkræft. Hvor tidligere forskning har set på proteinet i “fladt” DNA, undersøger Fena, hvordan det virker, når DNA’et er foldet i 3D – som det er i levende celler.

- Forandringer i DNA’ets struktur kan føre til både kræft og udviklingsforstyrrelser. Vi forsøger at forstå, hvordan kroppens reparationssystem fungerer i den virkelige 3D-verden inde i cellerne, fortæller hun.

Vil gøre en forskel – og bane vejen for andre

For Fena Ochs handler forskningen ikke kun om molekyler og teknologi, men også om mennesker.

- Jeg bliver drevet af ønsket om at gøre en forskel for kræftpatienter. Og så håber jeg, at jeg med min indsats og den her pris kan være med til at inspirere andre kvinder til at vælge en karriere i forskning, siger hun.

Fena Ochs har allerede udgivet artikler i internationale toptidsskrifter og modtaget flere priser – og nu også Kræftens Bekæmpelses Forskningstalentpris, som gives til unge forskere, der gør en særlig indsats inden for kræftforskning.

Prisen er på 150.000 kr., som skal bruges til forskningsarbejde – og Fena overvejer at opgradere sit mikroskop, så hun kan komme endnu tættere på svarene i cellernes indre.

I denne video kan du se og høre Fena Ochs fortælle om sin forskning og om, hvad det betyder for hende at modtage Forskningstalentpris.

Prismodtager vil finde knoglemarvskræft, før patienterne får alvorlige skader

Kræftens Bekæmpelses Forskningstalentpris 2025 indenfor klinisk forskning går til læge og forsker Sigrun Thorsteinsdottir, som forsker i knoglemarvskræft.

Læs om Sigruns forskning her

Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen

I Kræftens Bekæmpelses Forskningsårsrapport kan du læse om den forskning, som foreningen har støttet i 2024.

Læs rapporten her