Lavere priser på frugt og grønt vil være et vigtigt skridt for folkesundheden
Statsminister Mette Frederiksen får ros for ny melding om moms på frugt og grønt.
Det er positivt, at statsminister Mette Frederiksen vil sætte ind mod de høje fødevarepriser. Med de rette greb kan indsatsen også blive et løft for folkesundheden. Nulmoms på frugt og grønt vil gøre det sunde valg lettere for flere, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen og Hjerteforeningen.
Statsministeren har netop i sin nytårstale annonceret, at hun og regeringen vil arbejde på at få sænket momsen på fødevarer – enten så fødevarerne generelt bliver lidt billigere, eller så momsen bliver fjernet på frugt og grønt.
Det glæder de tre sundhedsforeninger, der målrettet har arbejdet for at få momsen helt væk på frugt og grønt.
Adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, siger:
- Kun lidt over halvdelen af os spiser grøntsager dagligt, og mere end halvdelen af voksne i Danmark lever med overvægt - med øget risiko for mindst 15 kræftformer og mange andre alvorlige sygdomme. At der nu er udsigt til lavere priser på frugt og grønt, er en rigtig god start på 2026.
Adm. direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter, siger:
- I Diabetesforeningen er vi meget glade for, at statsministeren i sin nytårstale peger på lavere priser på frugt og grønt. Det er god medicin mod de voksende kurver med kronisk sygdom og gør det sunde valg både billigere og nemmere for danskerne. Det er et vigtigt skridt for folkesundheden.
Adm. direktør i Hjerteforeningen, Morten Ørsted-Rasmussen, siger:
- I Hjerteforeningen ved vi, hvor stor betydning kosten har for danskernes sundhed. Alt for mange lever i dag med sygdomme, som kunne være forebygget, og her er adgang til sunde fødevarer en helt afgørende faktor. Lavere priser på frugt og grønt vil gøre sund mad mere tilgængelig for alle og kan bidrage til at forebygge hjertesygdom.
De tre direktører er enige om, at nulmoms på frugt og grønt er den bedste vej, hvis momsen på fødevarer skal sænkes, og de vil sammen med andre aktører fortsætte arbejdet for at få Folketinget med i den retning.
De peger på, at forskning fra Københavns Universitet viser, at billigere frugt og grønt kan ændre forbrugsvaner og potentielt redde op mod 3.200 liv om året ved at sænke risikoen for livsstilssygdomme.
Samtidig viser beregninger fra Skatteministeriet, at man ved at fjerne momsen på frisk og frossen frugt og grønt, vil give hver voksen en besparelse på omkring 1.100 kr. om året. Det svarer til godt 3.000 kr. for familien med to børn.