Mange kræftpatienter bliver behandlet til tiden - Kræftplan 5 skal styrke indsatsen
Brystkræftpatienter i Region Hovedstaden oplever fremgang.
Når lægen får mistanke om kræft, er tid afgørende. Patienten skal hurtigt gennem undersøgelser, have svar og – hvis diagnosen bekræftes - i gang med kræftbehandlingen.
Som hovedreglen er tidlig behandling lig med bedre prognose. I hele 2024 og første kvartal af 2025 blev 8 ud af 10 kræftforløb gennemført inden for de fastsatte forløbstider i kræftpakkerne.
Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
82 pct. af alle kræftforløb blev behandlet til tiden i 1. kvartal af 2025.
For hele 2024 var den samlede målopfyldelse på landsplan 77 pct – stort set identisk med resultatet fra 2023, hvor den lå på 76 pct.
- Jeg er rigtig glad for, at tallene viser, at det over en længere periode viser sig, at kræftpatienterne bliver behandlet til tiden. Det er kun muligt, fordi så mange hver dag knokler for at få det til at ske. Stor tak til dem alle, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker.
Målopfyldelsen viser, hvor stor en del af kræftforløbene, der bliver gennemført inden for de tidsrammer, som Sundhedsstyrelsen og fagfolk har vurderet, er passende for en ‘standard’ patient i de forskellige kræftpakkeforløb.
Regionale forskelle
Overordnet set tallene fornuftige ud, men et nærmere kig på de forskellige kræftformer viser forsat for store forskelle mellem regionerne.
I Region Hovedstaden har kvinder med brystkræft i årevis ventet for længe på behandling, men det seneste kvartalstal viser en markant fremgang, hvor 81 pct. kommer igennem til tiden. Det er nu bedst af alle regioner i 1. kvartal af 2025.
Der bliver også behandlet flere patienter med bugspytkirtelkræft indenfor forløbstiden i de fleste regioner, viser årsrapporten fra 2024.
Til gengæld er der udfordringer med blandt andet livmoderkræft og prostatakræft.
Årsrapporten for 2024 viser, at Region Sjælland klarer sig bedst af alle regioner med kirurgisk behandling af prostatakræft, hvor 61 pct. af forløbene blev gennemført til tiden. I Region Nordjylland var det kun 26 pct.
Omvendt klarer Region Nordjylland sig fremragende med kirurgisk behandling af livmoderkræft – det sker i 92 pct af forløbene. Der er tallet i Region Midtjylland 49 pct.
- Tallene afslører, at der stadig er udfordringer på flere områder i de forskellige regioner. Der er fortsat et stykke vej til regionernes egen målsætning på 90 pct. siger Jesper Fisker.
Kræftplan 5 skal løfte indsatsen yderligere
Jesper Fisker anerkender det store arbejde, der bliver lavet både regionalt og nationalt for at gøre kræftområdet mere robust.
Årsrapporten for 2024 og tallene for første kvartal af 2025 viser, at de igangsatte handleplaner og genopretningsplaner har medvirket til at stabilisere kræftområdet.
Men Fisker understreger, at arbejdet ikke er slut.
- Kræftplan 5 skal løfte området yderligere og sikre, at uligheden bliver mindre, og at flere patienter får behandling til tiden.
Patienternes vagthund
Hvert kvartal og én gang om året udkommer Sundhedsdatastyrelsen med rapporter over forløbstiderne på kræftområdet.
Jesper Fisker understreger vigtigheden af de løbende opgørelser og opfordrer til mere gennemsigtighed. F.eks. burde sundhedsmyndighederne også offentliggøre, hvor meget forløbstiderne overskrides, når det sker.
– Vi ved faktisk ikke, om forsinkelserne handler om én dag eller én måned, og det er et problem for patientsikkerheden, siger han.
Pakkeforløbene måler tiden fra hospitalet modtager lægens henvisning, til patienten modtager sin første behandling.