Mette fra Gift ved første blik efter kræft: - Jeg troede ikke, at nogen ville have sådan en som mig

Kræftpakke

Inden kræften er Mette hende, der altid har overblikket. Hun arbejder som personlig assistent for chefen i en konsulentvirksomhed, og er den, kollegerne kommer til, hvis de har spørgsmål. 

Når hun kommer hjem, er hun mor for tre børn på 4, 8 og 10 år. Hun smører madpakker, køber ind, sørger for gaver til fødselsdage, arrangerer legegrupper og ringer efter håndværkere. I fritiden går hun til koncerter, træner og ses med veninder. 

Hun og børnenes far har været skilt i et par år, og hun er ved at lande i sin nye tilværelse i sit eget hus med børn hver anden uge. Hun er også så småt begyndt at date igen.

Men en dag mærker hun en knude ved højre i brystet, helt oppe ved armhulen, og går til lægen.

- Lægen kunne ikke mærke noget, men jeg spurgte, om jeg ikke nok kunne blive scannet. Der havde været flere kvinder i min familie, som fik brystkræft, så jeg vidste, at jeg skulle være opmærksom.

Lægen går med til at henvise hende til en mammografi. Og herfra går det stærkt.

- Til scanningen fik lægen hurtigt sådan en rynke i panden og tog en biopsi af knuden med det samme. Der blev jeg nervøs og bange, husker Mette. 

Hun får besked på at ringe ugen efter og få en tid til en samtale om svaret på prøven. Sygeplejersken giver hende en brun konvolut med brochurer med hjem. Den bliver først åbnet adskillige dage senere. 

- Netop i den uge skulle jeg fejre min 39-års fødselsdag med 20 veninder. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Gad vide, om det bliver sidste gang, jeg holder fødselsdag sådan”.

Ville skære brystet væk

Mette bliver sygemeldt fra sit arbejde. Hun er rastløs og kan næsten ikke holde uvisheden ud, selv om hun på en måde allerede ved, at hun har kræft. 

- Selv om det var lægen, der skulle give svaret fra biopsien, gik jeg ind og tjekker ’Min Sundhed’ på telefonen. Jeg tjekkede flere gange om dagen. Og om aftenen. Og om natten, for jeg sov alligevel ikke. 

Lørdag aften, da hun har puttet børnene og er gået i seng, er der svar. Hun har kræft. Mandag ringer hun til hospitalet og fortæller, at hun er kommet til at læse svaret. 

Sekretæren giver Mette en akut tid fredag. Endnu 5 dage skal hun vente. 

- Jeg følte, at det brændte i mit bryst, og kunne mærke, at knuden er vokset, hver gang jeg mærkede efter. Jeg havde mest lyst til at hente en køkkenkniv og skære det af. 

Mette tager sin ene søster med til samtalen om prøvesvaret. Hendes to andre søskende sidder i venteværelset – på grund af corona må hun kun have én pårørende med.

- Du har tripple-negativ brystkræft, som er aggressiv, og du skal i kemobehandling, forklarer lægen. 

Samtalen er meget praktisk og handler om blodprøver, typer af kemo og bivirkninger. Lige indtil sygeplejersken hiver pjecen ’Når far eller mor får kræft’ frem. 

- Da går det op for mig, at det ikke kun er mig, der er syg - det er også mine børns mor, der er syg. Det kommer til at gå ud over dem. Der begyndte jeg at græde. 

Skal du dø, mor?

Der er 10 dage til første kemo. Mette booker tid til paryk. Hun gør rent og fylder fryseren med mad. Hun køber en kalender til at skrive aftaler op i og anskaffer fornuftige sko til traveture og en god vindjakke.

Hun fortæller også børnene, at hun har kræft.

- Det var den værste dag i mit liv – værre end den dag, vi fortalte, at vi skulle skilles, fortæller Mette.

- Skal du så dø, mor? spørger de.

Det skal hun ikke. Det har lægerne i hvert fald sagt. Så det siger hun til børnene. Men hun er ikke sikker på, at det er rigtigt.

Hun kan mærke, at de store er bekymrede. Men de siger ikke noget, for ikke at gøre hende ked af det. Først år senere fortæller Mettes store datter, hvordan hun havde det: ”Jeg var så vred på dig, mor. Hvis du var død, ville jeg aldrig have tilgivet dig,” siger hun.

- Hun fortalte, at hendes veninde havde taget hende med i en genbrugsbutik, hvor de købte porcelæn, som de smadrede et eller andet sted for at få vreden ud. Godt, hun havde sine venner, siger Mette

Også Mettes dreng er påvirket. Da de en dag i skolen skal skrive, hvad de er bange for, skriver han: Jeg er bange for, at min mor bliver syg igen. Det er der heldigvis en lærer, der følger op på.

Afsked med brysterne

Mette får alle tænkelige bivirkninger af kemoen. Og jo flere behandlinger hun får, jo dårligere får hun det. Der bliver færre og færre gode dage, og børnene er mest hos deres far.

Hver gang hun kommer til behandling, har hun en lille mulepose med, som hendes søn har lavet til hende. 

”Hvad skal vi hjælpe dig med i dag?” spørger sygeplejersken og fylder muleposen med kvalmestillende medicin, salve mod blister i munden, dråber mod tørre øjne eller creme mod udslæt, alt efter hvilke bivirkninger Mette kommer med.

Da Mette er færdigbehandlet, er kræften væk. Men undervejs har hun har mistet sit job, sit hår og sin kæreste.

Men det er ikke det eneste. Det viser det sig, at hun har BRCA2-genet, der øger risikoen for kræft markant. Derfor vælger hun at få fjernet bryster, æggestokke og æggeledere, hvor kræften oftest opstår.

- Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle have det fjernet.  Alligevel var det en stor sorg at skulle miste mine bryster – som at kende én, der skulle dø. Så inden operationen fik jeg tager nogle flotte billeder hos en fotograf af mig og brysterne, og jeg inviterede mine veninder til afskedsfest, hvor vi skålede og græd. 

Processen med at rekonstruere brysterne går i gang med det samme. Det bliver pænt. Men det er proformabryster uden følelse og funktion. Der er mange komplikationer undervejs, og den dag i dag er der stadig problemer med arvæv, kapseldannelser og proteser, som giver store smerter dagligt. 

Efter operationerne går hun i overgangsalderen og tager 1 kilo på om dagen. Sådan føles det i hvert fald. Og hun er dødtræt.

- Jeg havde det, som om jeg var kravlet i land på en øde ø efter et skibbrud. Anede ikke hvem jeg var, eller hvad jeg skulle stille op med mig selv. Til sidst tog jeg til lægen og sagde: ”I siger alle sammen, jeg skal være glad, men det er jeg bare ikke. Hjælp mig.”

Lægen sender hende til psykolog. Og en coach i hendes netværk tilbyder sin hjælp. Langsomt begynder hun at samle stumperne af sig selv sammen og sætte dem sammen til en ny, men helt ændret og mere skrøbelig version af sig selv. 

- Jeg kan huske en dag, hvor det lykkes mig at løse en simpel sudoku. Jeg tænker bare ”Yes, nu kan jeg det – så er der håb”.

Fra fuldtid til fleksjob

Mette kommer ikke tilbage til arbejdslivet, som hun har planlagt. 

- Det var en kæmpe falliterklæring. Job har altid betydet meget for mig og har været en stor del af min identitet. Det var virkelig svært at acceptere, men jeg kunne ikke. Jeg brugte al min energi på arbejdet og havde intet til overs, når jeg kom hjem.

Hun ender med at få et flexjob som økonomiassistent. Selv om hun ikke kan arbejde hver dag, er det fantastisk at køre på arbejde ligesom alle andre, at have kolleger, at blive inviteret til julefrokost.

Hun opdager, at det ikke kun er hende selv, der har svært ved at acceptere hendes nye arbejdsliv:

- Jeg kunne få bemærkninger som: ”Nu er du jo rask, så du skal vel op i tid?”, eller ”Jeg er da også træt om eftermiddagen’’. Det betød, at jeg ikke altid fortalte, hvis jeg havde været til en koncert eller i biografen, for hvordan kunne jeg det, når jeg ikke kunne arbejde flere timer?

Men andre kan ikke se trætheden, ledsmerterne, brystimplantatet, der gnaver, og hjernetågen.

”Du ser træt ud, mor,” siger børnene nogle gange om aftenen.

Så hjælper de med at tage af bordet og sætte i opvaskemaskinen. Den mindste henter Mettes dyne ned i sofaen. En dag har den store ordnet vasketøj. 

- Jeg har det så dårligt over det. Sådan skal børn ikke have det - det var er mig, der skal være den voksne, siger Mette. 

Dating med tung bagage

Først kan Mette slet ikke forestille sig at skulle date nogen igen.

- Jeg kunne slet ikke forestille mig, at der var nogen, der kunne have lyst til at være sammen med sådan en som mig – en med mærkeligt hår, mærkelige bryster og uden et rigtigt arbejde.

Hvis nogen siger, hun er smuk, sexet eller lækker, så tror hun dem ikke. 

- Jeg tvivlede på, om en ny mand kunne rumme den tunge bagage, jeg kom med. Jeg var også bange for at få tilbagefald og trække et andet menneske med ind i sygdom og angst – jeg havde jo set, hvad det gjorde ved min familie og mine venner.

Men på en senfølgeklinik får hun hjælp til alle de problematikker, hun kæmper med, lige fra søvn og selvværd til smerter og sex. For første gang efter kemoforløbet føler hun, at nogen griber hende.

Lidt efter lidt finder hun omsorgen for sig selv igen og bliver klar til kærligheden. Men hvor er det lige, man finder den? Datingapps er for overfladiske. Der er dog andre veje …

”Gud, hvor er det typisk dig! Du er jo vanvittig,” siger veninderne, da hun fortæller, at hun skal være med i tv-programmet ’Gift ved første blik.’

Det er her, at hele Danmark møder Mette, da hun i 2025 bliver gift med Thomas, uden at nogen af dem har mødt hinanden før.

- Jeg kunne godt lide konceptet. At der sidder nogle eksperter og matcher par ud fra menneskelige værdier og en dybde, som ikke handler om udseende, jobstatus og nogle gode billeder og en kæk tekst – som på datingapps. Sådan en datingform burde findes i virkeligheden – dog uden kameradelen, griner Mette. 

Mette og Thomas holder sammen en tid efter eksperimentet, men er ikke et par i dag. Alligevel har det været en kæmpe oplevelse, der har gjort hende klogere på, hvem hun er, og hvad hun søger.

Hun står frem med sin historie for at hjælpe andre kræftramte:

- Hvis jeg bare kan hjælpe én derude med min historie, så vil jeg gerne dele den. Jeg søgte selv andre at spejle mig i, da jeg stod midt i kræftforløbet – så hvis jeg kan give lidt tilbage, så vil det kun gøre mig glad, slutter hun.