Til cancer.dk
Da Michael for 11 år siden fik prostatakræft, gav lægerne ham højst 2 år at leve i. Men de tog fejl. Han er her, og hver dag, han har tilbage, bruger han på familien og på at hjælpe andre med kræft.
– Ved du, hvorfor mænd altid har ondt i højre arm, når de kommer ind i kræftrådgivningen? Det er fordi, konen har vredet armen om på ryggen på dem, griner 70-årige Michael Fagerberg.
Hans kone Mona trækker på smilebåndet. Den har hun hørt før. Lige siden hun som 14-årig mødte Michael, har hun lagt øre til mange vittigheder. Men der er blevet længere imellem hans jokes.
Kræftbehandlingen har svækket ham, og de kække bemærkninger kommer ikke i samme tempo som tidligere.
Michael har selv ’ondt i højre arm’, da han første gang åbner døren til Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Aalborg. Det er Mona, der venligt, men bestemt har bedt ham om at tage derhen:
– Nu tager du op og snakker med rådgivningen!.
Godt 3 måneder tidligere har han fået konstateret prostatakræft. Med spredning til knogler, lymfer og lunge.
Han skulle egentlig behandles for den diskusprolaps, han troede, han havde. Men en scanning viser, at smerterne skyldes en kræftknude, der er ved at ødelægge hans rygsøjle.
– Du har mellem 2 måneder og 2 år tilbage at leve i, siger lægerne.
Beskeden er et chok for Michael. Han bliver sendt direkte fra lægens kontor til operationsgangen, hvor han får fjernet kræftknuden i ryggen.
Han er indlagt i 10 dage, og lige pludselig er hans ellers positive livsindstilling overtaget af mørke tanker.
Behandlingen består af indsprøjtninger, der sænker mængden af testosteron – det hormon, som kræftcellerne lever af. Senere kommer også strålebehandlinger mod smerter fra metastaserne.
Men gøre ham rask kan lægerne ikke. Michael havner mentalt i et sort hul. Vittighederne stopper.
Mona bliver træt af den trykkede stemning.
– Vi kan sidde og vente på, at du dør. Eller vi kan leve livet, mens vi har det, siger hun.
De er heldigvis enige om at vælge det sidste.
Mona har selv haft modermærkekræft for 20 år siden. Kræften blev opereret væk, men hun kender alt til de tanker, der kan komme, når man frygter for sit liv. Dengang opsøgte hun kræftrådgivningen og fik hjælp. Nu booker hun en tid til Michael.
– Det har jeg ikke brug for. Det hjælper ikke. Jeg kan ikke snakke med fremmede om det, protesterer Michael.
Men Mona kører ham, og hun bliver siddende i bilen, til hun er sikker på, at han er indenfor.
I dag kan Michael ikke huske, hvad han snakker med rådgiveren om. Kun at han på et tidspunkt begynder at græde. Efter to samtaler er der løsnet op.
– Det var det, der skulle til. Derefter fortalte jeg alle, der gad høre om det, om min sygdom, husker Michael.
Michael begynder til genoptræning, og en dag ser han en seddel på opslagstavlen: Kræftens Bekæmpelse holder opstartsmøde
om et nyt netværk for mænd.
– Det lyder godt – her er et sted, jeg kan dele mine erfaringer, tænker Michael.
Næsten 60 mænd dukker op til mødet. I mindre grupper snakker de om, hvad de ønsker at bruge netværket til. Omkring halvdelen kommer efterfølgende til første møde.
Siden da mødes mandenetværket to gange om måneden. De skiftes til at lave mad til hinanden.
Det kan være svært at gøre alle tilfredse: En vil kun have dansk mad – ikke ris eller pasta. En anden er italiener – han elsker pasta. Michael laver tit suppe. Indimellem tager de på tur eller inviterer en foredragsholder.
Netværket betyder, at andelen af mænd, der benytter rådgivningen, stiger fra omkring 15 pct. til 35 pct. Mændene er enige om, at samtalerne er anderledes, når konerne ikke er med.
Med jævne mellemrum er der nogen, der dør af deres sygdom. Michael tager med til alle bisættelser og begravelser.
– Er det mig næste gang?, tænker han.
Nu hvor han har fået det bedre, vil Michael gerne hjælpe andre kræftpatienter, så han melder sig som navigator for sårbare patienter.
Han når kun at være navigator for to patienter. Nummer to får en særlig betydning. Allerede efter første møde bliver de gode venner, og Michael hjælper ham, til han dør 10 måneder senere. Da Michael sidder i kirken til begravelsen, kan han godt mærke, at det påvirker ham meget.
– Det skal du ikke mere, Michael, råder de ansatte i kræftrådgivningen ham til.
I stedet bliver han mentor for mænd med nyopdaget prostatakræft. Han kender til bivirkningerne ved behandlingen og er ikke bange for at tale om vægtøgning, manglende sexlyst og impotens.
Michael er blevet fast inventar i kræftrådgivningen. Tit cykler han op og får en kop kaffe og en sludder, når der bliver larmet lidt for meget i Monas dagpleje.
– Kunne du ikke tænke dig at være værtsfrivillig? spørger en af de ansatte en dag.
– Jo, det kan jeg da godt – jeg er her alligevel hele tiden, tænker Michael.
Han tager imod dem, der kommer i rådgivningen, ordner køkkenet, tilbyder kaffe og snakker med dem, der venter på at komme ind og tale med en rådgiver. Hvis de har lyst – nogle vil hellere sidde alene i en af rådgivningens mange kroge.
– Man skal stikke en finger i mulden og mærke, hvad de har brug for, siger Michael.
Nogle vil gerne snakke om sygdommen. Andre om noget helt andet for at aflede tankerne. Nogle står længe uden for døren og tøver med at gå ind. Michael har selv været en af dem. Da Mona går på pension og lukker dagplejen, bliver hun også værtsfrivillig.
For dem begge betyder det meget at kunne bruge deres egne erfaringer med kræft til at række hånden ud til andre og mærke, at deres støtte og omsorg kommer andre i en svær situation til gavn.
– Det er så fantastisk givende, siger de, når de taler med deres venner.
I dag er det 11 år siden, Michael fik at vide, at han højest havde 2 år tilbage at leve i. Han var ikke nem at omgås, da ’udløbsdatoen’ nærmede sig, husker Mona.
I januar i år tror Mona, at datoen er kommet. Hun er på vej ud ad døren til sin vagt i rådgivningen.
– Jeg har det mærkeligt, siger Michael.
De bliver enige om, at Mona alligevel skal tage af sted. Efter en times tid i rådgivningen ringer hun til Michael. Han tager ikke telefonen.
– Jeg bliver nødt til at tage hjem, siger Mona.
– Ring 112, hvis du er det mindste i tvivl, siger en rådgiver til hende, inden hun løber ud ad døren.
Det bliver det, hun gør, da hun kommer hjem. Michael er nærmest ikke ved bevidsthed, da hun finder ham.
Han bliver indlagt med en voldsom infektion, og i flere dage tror Mona ikke, at hun får ham med hjem igen. Men det gør hun.
Det er ikke første gang, det er tæt på. Michaels kræft viser sig i bølger: Nogle perioder er gode, andre er det ikke. Uforudsigeligheden er svær.
Hvornår udløbsdatoen kommer, ved de ikke. Men lægerne har sagt, at de ikke kommer til at fejre deres guldbryllup om 4 år.
– Du skal rydde op i dit liv, siger de.
Nu har Michael og Mona solgt deres store hus med 1.000 m2 have og er flyttet i lejelejlighed ved banegården.
Michael havde fire skure og en garage fyldt med værktøj, haveredskaber og ting, der kunne være gode at have liggende, hvis der en dag skulle blive brug for dem.
Det var svært at rydde ud. Især var det træls, at han skulle have hjælp. Det plejede at være ham, folk ringede til for hjælp.
De sidste 38 år har Michael og Mona kørt med døtrene på kryds og tværs af Europa i deres campingvogn. Den er solgt nu.
Michael passer stadig sin tjans som værtsfrivillig hver anden uge. Når nogen spørger, hvor længe han bliver ved, siger han:
– Så længe, jeg kan.
Denne artikel stammer fra vores medlemsmagasin Tæt på Kræft. I dette nummer sætter vi fokus på de mange frivillige i Kræftens Bekæmpelse. Læs bl.a. om Morten, der tager med sårbare kræftpatienter til undersøgelser. Og om fire vidt forskellige mennesker, der holder genbrugsbutikken i Hillerød i gang.
Læs magasinet her