Spring navigation over

Ni organisationer i fælles appel til politikerne: Danmark har brug for et endeligt opgør med tobak og nikotin

Efter 2035 skal det være slut med at sælge tobak og nikotin som forbrugerprodukter.

Udsnit af annoncen, der har de ni organisationer som afsender. Den bringes i denne uge i en række store dagblade.

Ambitionen er klar: Om 10 år er Danmark helt fri for tobak og nikotin. Sådan lyder det fra ni toneangivende organisationer, der er gået sammen i en fælles appel til politikerne om at udfase de ekstremt sundhedsskadelige produkter.  

De ni organisationer tæller Børns Vilkår, Dansk Sygeplejeråd, Danske Seniorer, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Lungeforeningen, Lægeforeningen og Tandlægeforeningen.

- Vores børn og unge fortjener at vokse op uden røg og nikotin. Alligevel står produkter, der hvert år koster 16.000 danskere livet, frit til salg – og hver dag bliver nye børn og unge fanget i afhængighed. Nu er tiden inde til at udfase tobak og nikotin, som det fra politisk side er gjort med andre sundhedsskadelige produkter, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, der har taget initiativ til at samle de ni organisationer om det fælles budskab.  

Organisationernes appel til politikerne er, at tobak og nikotin ikke kan sælges som et forbrugerprodukt efter 2035.  

Mange vælgere bakker op   

Det er et budskab, som halvdelen af vælgerne bakker op om ifølge en ny, repræsentativ Epinion-måling blandt mere end 3.000 voksne danskere.   

På tværs af vælgere, der sætter kryds ved regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, bakker 51 pct. op om at udfase tobaks- og nikotinprodukter, så de ikke længere bliver solgt i 2035.  

De senere år er der taget flere skridt for at få færre til at ryge og bruge nikotinprodukter - senest med Kræftplan V. Men nu er der brug for at sætte mere fart på. 

- Regeringen har sat en rigtig retning, men hvis vi skal forhindre flere unødvendige tobaksrelaterede dødsfald og undgå, at en ny generation af børn og unge bliver afhængige af nikotin, går det alt for langsomt. Vi opfordrer derfor politikerne til at tage det endelige opgør med de dybt sundhedsskadelige tobak- og nikotinprodukter, siger Jesper Fisker.  

Ambitionerne er i tråd med verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger om at beskytte nuværende og kommende generationer mod tobak og forebygge nikotinafhængighed. Samtidig er der et åbent vindue, fordi EU’s tobakslovgivning er under revision.  

-  Vi har en enestående mulighed for at forbedre folkesundheden markant og give vores børn og børnebørn bedre rammer for et sundt liv. Men det kræver politisk mod og handling nu, fastslår Jesper Fisker.