Spring navigation over

Ny forskning undersøger sammenhængen mellem kosttilskud og levetid efter brystkræft

Kræftpatienter bør være varsomme med kosttilskud, råder eksperter.

Bord med grøntsager og person med kosttilskud
Ny forskning viser, at kræftpatienter generelt bør være varsomme med at tage kosttilskud. De fleste får deres behov for vitaminer og mineraler gennem kosten, og kosttilskud kan føre til for høje tiltage, hvilket kan medføre sundhedsrisici. Modelfoto: Colourbox

En ny undersøgelse viser, at brug af kosttilskud generelt ikke er relateret til længere levetid blandt kvinder med brystkræft. Dermed bakker undersøgelsen op om de retningslinjer, som allerede er lagt af sundhedsmyndighederne. Forskningen er ledet af Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og støttet af Knæk Cancer.

Resultaterne viste en svag tendens til, at kvinder, der tog multivitamintilskud, havde en længere forventet levetid efter brystkræft sammenlignet med kvinder, der ikke tog kosttilskud. For andre typer kosttilskud – herunder dem, der blev taget i kombination med multivitaminer – var der ingen sammenhæng.

Undersøgelsen bygger på data fra 1.951 kvinder, der deltog i befolkningsundersøgelsen Kost, kræft og helbred. Deltagerne har oplyst deres brug af kosttilskud både før og efter deres brystkræftdiagnose.

Læs mere om naturlægemidler og kosttilskud 

Udvis varsomhed under kræftbehandling

Undersøgelsen tydede også på, at kvinder, der var i behandling med kemoterapi, levede kortere, hvis de samtidig tog tilskud af antioxidanter. Det peger på, at visse kosttilskud kan påvirke behandlingsforløbet negativt.

- Tidligere forskning har vist, at antioxidanter kan hæmme effekten af såkaldt oxiderende behandling – f.eks. kemoterapi og strålebehandling. Den sammenhæng ser vi også tegn på i den nye undersøgelse, når det gælder kemoterapi. Derfor ville jeg være varsom med at tage antioxidanttilskud, samtidig med kemoterapibehandling, siger seniorforsker Cecilie Kyrø fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der har ledet den nye undersøgelse.

Læs mere om antioxidanter og kræft 

De fleste er dækket ind gennem kosten 

Ud over at kortlægge brugen af kosttilskud har forskerne beregnet den samlede mængde vitaminer og mineraler, deltagerne har fået fra både kost og tilskud. Det gør undersøgelsen mere detaljeret end tidligere studier.

Langt de fleste danskere får dækket deres behov gennem kosten. Derfor kan kosttilskud i nogle tilfælde føre til for høje indtag, hvilket kan medføre sundhedsrisici.

- Vores resultater peger på, at brugere af kosttilskud er mere tilbøjelige til at have et total indtag af A vitamin og jern, der overstiger den anbefalede øvre grænse. I undersøgelsen så vi en tendens til, at de kvinder, der i alt fik mere end den anbefalede mængde, levede kortere efter brystkræft, siger Cecilie Kyrø.

Hun understreger, at hvis man alligevel vælger at tage kosttilskud, er det vigtigt at holde sig til de anbefalede doser for at mindske risikoen for at få for meget. Et almindeligt multivitaminmineral tilskud ser ud til at være sikkert.

Kræftpatienter bør være varsomme med tilskud

Der findes ingen nationale anbefalinger omkring brug af kosttilskud specifikt til kræftpatienter. Den internationale organisation World Cancer Research Fund anbefaler, at personer som lever med eller efter kræft får deres vitaminer og mineraler gennem kosten, og ikke som kosttilskud.

- Vores resultater støtter op om World Cancer Research Funds anbefalinger. Vi ser ingen generel gevinst ved kosttilskud, og i nogle tilfælde tegn på skade. Derfor bør man som kræftpatient være varsom og følge de officielle anbefalinger og inddrage sin læge, hvis man overvejer at tage kosttilskud, siger Cecilie Kyrø.

Resultaterne er offentliggjort her: Kyrø C. et al.: Dietary supplement use and life expectancy after breast cancer – The Danish Diet, Cancer and Health cohort. J Nutr. 2025 Sep 29:S0022-3166(25)00580-2.  doi: 10.1016/j.tjnut.2025.09.035. Online ahead of print.

Se alle muligheder for at støtte

Når du støtter Knæk Cancer, støtter du vigtig kræftforskning. Du kan donere et beløb, starte din egen indsamling, deltage i lodtrækning eller tænde et lys. Det er bare nogle af måderne, du kan støtte Knæk Cancer.

Sådan kan du støtte

Spørgsmål om Knæk Cancer

Find svar på dit spørgsmål om Knæk Cancer.

Se alle Spørgsmål & Svar