Spring navigation over

Ny undersøgelse skal kaste lys over graviditetskomplikationer hos kvinder, der havde kræft som børn

Mere viden skal sikre bedre graviditeter for mor og barn.

Forskning støttet af Kræftens Bekæmpelse skal give bedre tilbud til mødre, der har haft kræft som barn. Modelfoto: Colourbox.

En ny undersøgelse skal nu besvare en række vigtige spørgsmål om, hvordan det går kvindelige kræftoverlevere, når de bliver gravide. Forskningen har fokus på kvinder, der har haft kræft som børn, og vil undersøge en række graviditets- og fødselskomplikationer, som kvinderne risikerer, hvis de senere i livet bliver gravide.

I dag overlever langt de fleste børn med kræft, men ligesom hos voksne kræftoverlevere er der en risiko for, at de udvikler senfølger, og de kan få betydning, den dag kvinden bliver gravid. Der er derfor brug for den viden, som kommer med den nye undersøgelse, forklarer seniorforsker Line Kenborg fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der skal lede den nye undersøgelse.

- Vi ved i dag ikke nok om, hvilke senfølger børnekræftoverlevere risikerer, når de bliver gravide. Vores håb er, at vi kan bidrage med viden, som dels kan svare på nogle af de spørgsmål og bekymringer, som kvinderne ofte har, når de bliver gravide, og at vi måske også kan blive bedre til at forebygge, at eventuelle komplikationer opstår, siger Line Kenborg.

Sparsom viden hidtil

Når et barn får kræft i den tidlige barndom, er tanken om at stifte familie langt ude i fremtiden. Og når det bliver aktuelt, ligger sygdommen ofte årtier bagud. Det betyder, at problemer omkring fertilitet og graviditet nemt kan blive overset, men selv hvis kvinderne har spørgsmål, er der i dag meget, lægerne ikke kan svare på.

Tidligere forskning viser imidlertid, at der er særlige forhold, der gør sig gældende for børnekræftoverleverne. Sandsynligheden for at blive gravid kan være mindre, og der kan være en øget risiko for f.eks. forhøjet blodtryk under graviditeten. Noget, som i sidste ende kan være alvorligt for både mor og barn.

Den nye forskning har derfor potentiale til at styrke både mødre og børns sikkerhed, men er også vigtig for resten af familien.

- Det selv at blive forældre er en stor begivenhed for alle, også børnekræftoverlevere. Derudover har familieforøgelsen betydning for hele familien – der er kommende bedsteforældre, og andre, hvor en vellykket familieforøgelse har stor betydning, siger Line Kenborg.

Den nye undersøgelse omfatter 13.500 kvindelige kræftoverlevere fra Danmark, Finland og Sverige, og forskningen starter i januar 2026.

Forskningsårsrapport 2024

Læs mere om den forskning, som Kræftens Bekæmpelse støtter. Rapporten indeholder eksempler på både resultater og nystartede projekter for hele 2024.

Læs Forskningsårsrapporten her

Stort løft til kræftforskningen: 104 mio. kroner uddelt til nye forskningsprojekter

42 nye projekter får støtte fra Kræftens Bekæmpelse.

Læs om uddelingen her