Er du klar til alkoholdialogen?
Besøg fuldafliv.dk, og find en masse inspiration til, hvordan du kan lave klare aftaler med din teenager om alkohol.
Læs mereTil cancer.dk
Men det betaler sig, for forskning viser, at alkohol-aftaler virker.
Det er ikke altid nemt at tage snakken med sin teenager om alkohol – især ikke, når de starter på gymnasiet, og festerne begynder at fylde mere. Samtidig er forældre ikke længere lige så tæt på deres barns skoleliv, som de var i folkeskolen.
En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden viser, at knap 4 ud af 10 forældre oplever, at det bliver sværere at tale om alkohol, når deres barn begynder på gymnasium.
Men forældre spiller stadig en vigtig rolle, understreger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse:
– Vi ved, at unge, der har aftaler med deres forældre om alkohol, drikker mindre end unge, som ikke har aftaler. Forældrene har altså meget at vinde ved at holde fast i den lidt svære snak, siger han.
En tidlig alkoholdebut og et højt forbrug i ungdommen kan føre til større alkoholforbrug senere i livet. Alkohol øger samtidig risikoen for en række sygdomme – herunder kræft – og kan føre til ulykker eller handlinger som man senere fortryder.
Sundhedsstyrelsen fraråder, at børn og unge under 18 år drikker alkohol. Alligevel vælger mange forældre at introducere alkohol i hjemmet – i håbet om at lære barnet at ”drikke ansvarligt”.
40 pct. af de forældre, der har introduceret deres børn for alkohol, begrunder det med, at det er fordi, de vil lære deres barn at omgås det på en fornuftig måde.
Mere end halvdelen af de adspurgte forældre til 13-17-årige har introduceret deres barn til alkohol derhjemme, og hver femte regner med at gøre det, hvis de ikke har gjort det endnu. Det har bare ikke den virkning, som forældrene måske går og tror.
- Det er desværre et misforstået hensyn, siger Peter Dalum og uddyber:
- Forskningen viser, at børnene drikker mere, end de ellers ville have gjort, hvis forældrene introducerer alkohol derhjemme. Det har altså ofte den modsatte effekt, forklarer han.
84 pct. af forældrene i undersøgelsen mener, at det virker at lave aftaler med deres barn om alkohol, når de starter på en ungdomsuddannelse. Alligevel er det langt fra alle, der gør det. Men forældrenes engagement i de unges alkoholvaner er central, understreger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden:
– Danmark er stadig det land i Europa, hvor flest 15-16-årige drikker sig fulde, og her kan forældreaftalerne være med til at påvirke unges alkoholvaner i en sundere retning, siger han.
Her er det værd at bemærke, at mange unge heller ikke har noget imod, at deres forældre blander sig. Tal fra rapporten Unges Alkoholvaner 2023 viser, at næsten halvdelen (48 pct.) af hjemmeboende 15-20-årige er positive over for, at deres forældre blander sig i deres alkoholvaner.
- Det er fortsat vigtigt, at forældre tager snakken og laver klare aftaler – også når de er blevet forældre til unge, der er begyndt på en ungdomsuddannelse, siger Søren Stokholm Thomsen.
Besøg fuldafliv.dk, og find en masse inspiration til, hvordan du kan lave klare aftaler med din teenager om alkohol.
Læs mere