Regeringen ønsker at fjerne bøvl og bureaukrati for foreninger
De 30 initiativer hilses velkommen af Kræftens Bekæmpelse.
Frivillige ildsjæle møder alt for mange regler og krav, der spænder ben for deres store engagement. Derfor har Kræftens Bekæmpelse og flere andre foreninger længe ønsket et opgør med det unødvendige bureaukrati.
Det ønske imødekommer regeringen nu med 30 initiativer, der skal gøre det lettere at være frivillig og have en forening.
De handler bl.a. om at forenkle regelsæt, rykke bagatelgrænser og skabe mere smidighed, når der skal søges tilladelser til arrangementer. Samtidig skal ændringer inden for banker, GDPR og skat også gøre det nemmere for foreningerne at udføre deres arbejde.
- I alt for mange år har papirnusseri og skrankepaveri gjort livet surt for de frivillige ildsjæle, der udgør fundamentet i landets mange foreninger. Derfor er vi nu klar med en damptromle af stærke initiativer, der skal kværne det unødvendige og meningsløse bureaukrati, som frivillige i foreningerne har revet sig i håret over, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i en pressemeddelelse
Initiativer kan gøre en konkret forskel
Kulturministeren roser det partnerskab af organisationer fra foreningslivet, som før sommerferien afleverede 51 anbefalinger til Kulturministeriet.
De pegede netop på, hvordan man kan gøre op med det unødige bureaukrati. Kræftens Bekæmpelse var som medlem af partnerskabet også afsender på anbefalingerne.
Maruska la Cour Mosegaard er frivilligchef i Kræftens Bekæmpelse, og hun er glad for, at regeringen har taget partnerskabets anbefalinger alvorligt.
- Det kommer til at gøre en konkret forskel for frivillige i Kræftens Bekæmpelse såvel som i en række andre organisationer, hvis vi faktisk får has på bureaukratiet. Især vil det få stor betydning for de helt små foreninger, som er afhængige af ganske få ildsjæle, siger hun.
Ser frem til at dykke ned i initiativerne
I juni skrev Maruska la Cour Mosegaard sammen med Dansk Erhverv et debatindlæg, hvor de især pegede på tre områder, der gør livet besværligt for frivillige, nemlig bankerne, GDPR og afholdelse af arrangementer.
Ud over besværlighederne ved at navigere i regler for arrangementer, så kæmper mange foreninger især med at få oprettet en bankkonti og med at finde ud af hvidvaskreglerne – samtidig med at GDPR-reglerne ofte er både komplekse og svære at leve op til.
Derfor glæder det også Maruska la Cour Mosegaard, at disse områder er repræsenteret i regeringens 30 initiativer.
- Nu ser jeg frem til at kigge nærmere på regeringens udspil – især på de tre områder, som vi ved betyder allermest. Frivillighed er en af grundpillerne i vores velfærdssamfund, så vi skylder både fællesskabet og de frivillige at fjerne de barrierer, der gør det så unødigt svært at engagere sig, siger hun.