Spring navigation over

Sammen om et Danmark uden tobak og nikotin: Flere bakker op

Fem nye organisationer melder sig på banen.

Astma-Allergi Danmark, Danske Tandplejere, Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, Jordemoderforeningen og Øjenforeningen bakker op om ambitionen med at få stoppet salget af tobak og nikotin.

Danmark har brug for et endeligt opgør med tobak og nikotin. Efter 2035 skal det være slut med at sælge tobak og nikotin som forbrugerprodukter.

Sådan lød det for præcis to uger siden fra ni toneangivende organisationer, der rettede en fælles appel til politikerne om at udfase de ekstremt skadelige produkter.

Læs mere her: Danmark har brug for et endeligt opgør med tobak og nikotin

Kredsen udvides nu med fem organisationer, der også bakker op om ambitionen med at få stoppet salget.

De fem nye organisationer er Astma-Allergi Danmark, Danske Tandplejere, Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, Jordemoderforeningen og Øjenforeningen. De ser på hver deres måde de alvorlige konsekvenser, som tobak og nikotin har for folkesundheden.

Hvis du vil have en sund mund, sunde tænder og leve længere, så skal du holde helt op med at bruge tobak og nikotinprodukter
Elisabeth Gregersen, forperson hos Danske Tandplejere

Allergi og tandsundhed

Som Anne Holm Hansen, adm. direktør i Astma-Allergi Danmark, forklarer: 

- Astma-Allergi Danmark støtter budskabet for stop salg af tobak og nikotin for at skabe en sundere fremtid, især for børn og unge. Rygning øger risikoen for astma og forværrer sygdommen.

Hos Danske Tandplejere siger forperson Elisabeth Gregersen: 

- Hvis du vil have en sund mund, sunde tænder og leve længere, så skal du holde helt op med at bruge tobak og nikotinprodukter. Allerbedst for tandsundheden er det, hvis du aldrig starter med at bruge det.

Elisabeth Gregersen påpeger, at nikotin i blodet forringer blodgennemstrømningen omkring tænderne. Det øger risikoen for at miste tænder eller forværre en eksisterende tandkødsbetændelse. Derudover misfarver tobak tænderne og gør emaljen ru, så belægninger lettere kan sætte sig.

Nedbringelse af forbruget af nikotin og tobak er en af de faktorer i forbindelse med graviditet, der har haft størst indflydelse på sygdom og sundhed hos det ufødte og nyfødte barn
Lis Munk, forkvinde i Jordemoderforeningen

Forebygger kræft

Dansk Selskab for Klinisk Onkologi er også blandt de nye organisationer, der bakker op om den fælles dagsorden. Overlæge, klinisk forskningslektor og formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, Malene Støchkel Frank, fortæller hvorfor:

- Rygning er en væsentlig risikofaktor for udvikling af flere forskellige kræftformer og derfor er et forbud mod tobak ét af de vigtige tiltag, som er nødvendige for at sikre at færre udvikler kræft. Det er en del af den helt essentielle forebyggelsesstrategi, der skal sikre at flere mennesker kan leve et liv uden kræft og at sundhedsvæsenet har tilstrækkelig kapacitet - også i fremtiden.

Når vi står sammen på tværs af organisationer, kan vi udrette langt mere, end vi kan hver for sig
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Påvirker graviditet og syn

Også Jordemoderforeningen har meldt sig under fanerne, og herfra siger forkvinde Lis Munk:

- Nedbringelse af forbruget af nikotin og tobak er en af de faktorer i forbindelse med graviditet, der har haft størst indflydelse på sygdom og sundhed hos det ufødte og nyfødte barn. Derfor skal vi hele tiden støtte de gravide og deres partnere i et rygestop og i et stop for brug af nikotinprodukter.

Øjenforeningen er ligeledes ny i kredsen, og direktør for foreningen Marijke Vittrup fremhæver, at rygning er den udefrakommende faktor, der har allerstørst negativ betydning for evnen til at se hele livet. 

- Men det ved alt for få. Faktisk kender otte ud af ti danskere ikke til sammenhængen mellem rygning og de øjensygdomme, der stjæler dit syn, og i værste fald gør dig blind. Derfor er det naturligt for Øjenforeningen at gå med i dette initiativ, siger Marijke Vittrup.

Sammen kan vi mere

Det er Kræftens Bekæmpelse, som har taget initiativ til den fælles alliance af foreninger, der tæller både faglige organisationer, patientforeninger og foreninger, der repræsenterer såvel børn som seniorer. Adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, hilser de fem nye foreninger varmt velkommen.

- Jeg er meget glad for, at endnu flere foreninger nu bakker op om vores fælles ambition. Når vi står sammen på tværs af organisationer, kan vi udrette langt mere, end vi kan hver for sig - til gavn for alle, der skal beskyttes mod tobak og nikotin, siger han.