- Jeg sov hos Meryem, hver gang hun skulle have kemo
Da Meryem bliver ramt af kræft som 29-årig, rykker hendes to storesøstre ind på fuld tid som støtte for hende og hendes etårige datter.
Meryem er træt og har ondt i ryggen og i højre arm. Da hun deler sin bekymring med sine to storesøstre, Mercan og Gülay, som hun har et tæt forhold til, tænker de, at det nok skyldes, at hun er blevet mor året før. Det er almindeligt at være udmattet, når man har et lille barn.
Men da Meryem opdager en udbuling på skulderen, tæt på halsen, går det pludselig stærkt. Hun bliver henvist til et kræftpakkeforløb, og på Rigshospitalet vælger lægerne at fjerne en knude i området omkring halsen. Celleprøver viser, at Meryem har Hodgkins lymfom, kræft i lymfeknuderne. Hun skal i gang med et intensivt forløb med kemobehandling.
- Det var ligesom at være i en drøm, fortæller Mercan om den første forvirrende tid efter diagnosen.
- Der gik lang tid, før jeg rigtig forstod, hvad der skete.
Meryem er familiens efternøler, og vi har altid passet på hende.
Vi har altid passet på hende
Selv om Mercan og Gülay reagerer forskelligt, er de enige om at støtte og hjælpe Meryem hele vejen igennem forløbet.
- Vi er opdraget til, at når der sker noget med én i familien, så påvirker det alle. Meryem er familiens efternøler, og vi har altid passet på hende, fortæller Mercan.
De tre søstre er vokset op i Århus med tyrkiske forældre og to andre søskende. De har etableret sig i København med egne familier, og Mercan og Gülay er de nærmeste til at træde til, både geografisk og familiært.
De deltager i lægesamtaler, stiller spørgsmål og forsøger at forstå alt, hvad der bliver sagt. Gülay hjælper med at koordinere det praktiske sammen med Meryems mand og hendes svigermor, så der er styr på, hvem der laver mad og henter den lille.
De opretter to grupper på WhatsApp og Facebook, hvor de er fælles om at kommunikere til familie og venner om, hvordan det går med behandlingen. Det er Mercan, der styrer Facebook-gruppen med veninderne, så de ikke skal ringe til Meryam konstant og spørge om hundrede ting.
- Vi er en stor familie og vennekreds med tyrkisk baggrund. Vi er meget inde over hinanden hele tiden, forklarer hun.
At jonglere mellem to verdener
Mercan og Gülay skiftes til at være indlagt sammen med Meryem, når hun får behandling, og hjælpe derhjemme, når hun er svækket.
De aftaler, at Mercan tager ’nattevagterne’. Hun er mellem to job på det tidspunkt og vælger at passe Meryem fuld tid frem for at begynde i nyt job.
- Jeg sov hos Meryem, hver gang hun skulle have kemo, og jeg hjalp til med hendes datter. Jeg jonglerede mellem to verdener: I den ene boede jeg hos min syge søster, overvågede hende, gav hende stik i maven og hjalp til med madlavning. I den anden var jeg hos min egen familie med mand og børn. Det var hårdt. Især også at se min søster syg, fortæller Mercan.
Hun lader dog ikke sine følelser komme til udtryk over for sine søstre.
- Vi har forskellige måder at reagere på. Jeg var tavs og den, der græd indvendigt.
Men hun kan godt mærke, at det tærer på kræfterne at pendle mellem sygdom og almindelig hverdag. Det hjælper hende, når hun kan lade op hjemme hos sin mand og to børn. Når hun har brug for en pause, tager et langt, varmt bad.
- Min mand har været fantastisk. Han har støttet mig et hundrede procent, både med drengene, det hjemlige og det følelsesmæssige – og økonomisk. Ellers kunne det ikke lade sig gøre, pointerer hun.
Et stærkt trekløver
Da Meryem bliver erklæret kræftfri efter et halvt års behandling, er det med en følelse af stor lettelse og taknemmelighed hos alle tre søstre. De har stadig hinanden og livet.
For at vise sin taknemmelighed får Meryem lavet et armbånd formet som et trekløver med søstrenes forbogstaver på hvert sit blad. Som et symbol på den styrke, de har fundet i hinanden.
En styrke, de også har haft brug for i tiden efter behandlingsforløbet, hvor der er blevet plads til følelserne og ro til at bearbejde alt det, der er sket.
- Smykket er et godt billede på, hvordan det er blevet. Det er os tre, der holder sammen, slutter Mercan.