Sophus ville lave en film, andre kræftramte kan spejle sig i

Av for fanden, hvad var det? 

En pludselig og stikkende smerte i underlivet tvang Sophus til at stoppe med at lave mavebøjninger på fitnesscenterets kolde gulv.

Hjemme under bruseren opdagede han lidt senere en hård knude i lysken, der føltes lidt ligesom en blommesten. 

- Jeg tænkte, jeg burde gå til lægen, men da det var juleferie, måtte jeg vente til et par dage senere. Hun sendte mig videre til en ultralydsscanning, og manden i den hvide kittel bag skærmen havde svært ved at skjule, at billederne så ikke så gode ud, siger han.  

Bare to dage efter scanningen var Sophus til undervisning på Filmskolen, hvor han var under uddannelse som filmfotograf. 

I Filmskolens biograf så han og resten af skolens elever ‘Mr. Graversen’ - en dokumentar om instruktør Michael Graversens barndom med leukæmi, da telefonen begyndte at brumme i bukselommen. 

- Jeg gik ud fra visningen, tog telefonen og talte med min læge, som forklarede, at det ikke så godt ud, og at jeg skulle henvises til Bispebjerg. Hun opfordrede mig til at sige det til mine forældre, og der vidste jeg, at noget var helt galt, husker Sophus.

Et par dage efter undersøgelserne på Bispebjerg gik Sophus rundt om sig selv i lejligheden, da hans kæreste, Alma, trådte ind ad døren. 

Hun strålede af glæde efter en vellykket eksamen på konservatoriet, som hun havde glædet sig til at fortælle sin kæreste om. Men lige så snart hun havde talt ud, ændrede stemningen sig.  

”Jeg har noget at fortælle dig, og der er ikke nogen nem måde at sige det på. Undersøgelserne på Bispebjerg viste, at jeg har kræft. Testikelkræft med spredning,” forklarede Sophus, og med et forsvandt Almas store smil og blev erstattet af et tomt og uforstående blik. 

Det var ydmygende

Forude ventede et barsk behandlingsforløb med en operation, 9 ugers kemoterapi og så endnu en operation. Kemoen gjorde Sophus omtåget og utilpas, og efter begge operationer fulgte længere perioder, hvor han ikke måtte løfte tunge ting. 

- Min uddannelse som filmfotograf er meget praktisk og indebærer tit at flytte rundt på store lamper. Det var ydmygende, at jeg ikke kunne hjælpe til, og jeg følte mig en på 1000 år, siger han. 

Sophus fik sin kræftdiagnose, netop som den travleste periode i hans studietid skulle til at begynde. Som kulminationen på fire års uddannelse skulle han både være med til at lave to store afgangsfilm og sin egen personlige kortfilm. 

Da der skulle dannes hold til afgangsfilmene, havde Sophus mistet alt håret, og han var bleg og opsvulmet i ansigtet. I de efterfølgende uger pendlede han mellem Filmskolen og Rigshospitalet, og da han var færdig med kemobehandlingen, fik han ideen om at lave en film, der var inspireret af sit eget sygdomsforløb.  

- Vi fik en uge til at lave et lille projekt ved siden af afgangsfilmene, og jeg kontaktede to skuespillere, til at hjælpe med filmen. Vi lavede de første optagelser i Filmskolens studie og sendte den analoge film til Tyskland for at blive fremkaldt. Da den kom tilbage, blev jeg enormt rørt over resultatet og besluttede mig for at arbejde videre med projektet, siger han.

Historien ændrede sig

I begyndelsen var det slet ikke meningen, at filmen skulle være en nøjagtig gengivelse af Sophus’ eget kræftforløb, men det ændrede sig langsomt, i takt med at projektet skred frem. 

- Min plan var at gengive nogle af de stærke kropslige indtryk, jeg havde oplevet som kræftpatient på hospitalet, men da jeg så optagelserne igennem, var det tydeligt, at historien var en anden. Da det gik op for mig, at den i virkeligheden også var en pårørende fortælling, og jeg begyndte at tage mere udgangspunkt i konkrete oplevelser sammen med Alma, forklarer han. 

Resultatet er blevet til kortfilmen ’Det skal nok gå,’ der indeholder en række af de sværeste og smukkeste øjeblikke i Sophus’ kræftforløb. Blandt andet er det virkelig øjeblik, hvor han ringede til Alma for at fortælle at han var blevet rask, filmet på samme parkeringsplads ved siden af Rigshospitalet. 

Kræftramte hjalp med titlen 

Efter filmen var optaget og klippet, var det tid til at finde den helt rigtige titel. Og det krævede både lange overvejelser og hjælp udefra, før Sophus kunne træffe en endelig beslutning. 

- Det var rigtig svært at finde ud af, hvad filmen skulle hedde. Men jeg syntes, der var noget rørende og håbefuldt over at kalde den ’Det skal nok gå,’ som var de nøjagtige ord, som jeg sagde til Alma, da jeg blev syg, siger han. 

’Det skal nok’ blev offentliggjort på Okay Bravos YouTube-kanal 27. maj, men inden da blev den præsenteret for unge kræftramte i ’Kræftværket,’ der er et tilbud på Rigshospitalet og Herlev Hospital.  

- Det var en ret bevægende oplevelse, og de havde en masse dejlige og indsigtsfulde kommentarer. De kunne godt lide og relatere til den midlertidige titel, og det hjalp mig til at træffe en endelig beslutning, siger Sophus, der håber, at andre kræftramte kan spejle sig i den film, han har lavet. 

- Jeg savnede selv en fortælling om kræft, som ikke ender med død. Når jeg har mødt andre patienter, har jeg ikke kunne lade være med at tænke, at mit eget forløb har været piece of cake i forhold til deres, men derfor har det stadig været hårdt.