Må vi låne dit smil den 6. april?
Det tager kun 2-3 timer at indsamle omkring 1.600 kr. - og kun få skridt at blive indsamler. Og det nytter. Gør en forskel og tilmeld dig nu som indsamler 6. april 2025.
Bliv indsamlerTil cancer.dk
Da kræften rammer, mister Tania kontrollen over sin egen krop. Men veninderne fra hjembyen Voel og en skelsættende, iskold oplevelse bliver afgørende for den unge mor.
Enhver fiber i hendes krop siger, at det her bør hun ikke gøre. Det kræver al hendes mod. Hun har kræft. Er på kemo. Har ikke længere sin vante fysiske styrke. Men jo, nu gør hun det sgu - SKVULP!
Hun sænker langsomt kroppen ned i det iskolde havvand.
Hjertet banker. Pulsen ræser. Musklerne spænder op. Hun hiver luft ned i lungerne i korte ryk. Kulden overtager hendes krop. Et øjeblik føles det, som om hun er i chok.
Hun gisper panisk efter vejret. Føler sig magtesløs i det mørke nordjyske hav. Følelsen af kontroltab kender hun alt for godt fra sit kræftforløb. Hun hader den. Tårerne triller. Instinktivt ved hun, hvad hun skal gøre: tage kontrollen tilbage.
Veninderne står på badebroen og betragter hende. De kender hende ud og ind – de har badet sammen i både hav og sø, siden hun fik kræftdiagnosen i sommeren 2023. De ved, at de ikke skal hive hende op af vandet lige nu. Tårerne betyder, at hun kæmper.
- Jeg lærte noget nyt nede i vandet. Det var en enorm forløsning for mig. Jeg var hooked efter mit første kolde dyp, siger Tania.
Da den 32-årige Tania i 2023 får diagnosen aggressiv brystkræft, føltes det, som om noget fremmed og ondt er flyttet ind i hendes krop. En lang, hård behandling venter hende med både kemo, operation og stråler.
- Tabet af kontrol over egen krop og eget liv fyldte mest for mig. Pludselig tog læger og sygeplejersker over. Jeg stolede 100 procent på dem, men det udfordrede mig virkelig, at jeg ikke længere selv styrede tingene i mit liv, husker hun.
Tanias veninder kalder sig Voel-banden – de bor alle i den lille by ud for Silkeborg og holder sammen som en ægte bande. Da Tania trænger til et afbræk fra hverdagen som kræftpatient, beslutter de at tage hende med i sommerhus. Fra huset i Nordjylland nyder de udsigten over havet.
- Pludselig har vi aftalt at tage en morgendukkert – i februar! Det er bare typisk os, griner Tania.
Da Tania rammer det kolde vand, er hun et år inde i sin kræftbehandling. Og dér, i havet, genfinder hun endelig en følelse af kontrol over kroppen igen – åndedrag for åndedrag.
Veninderne i sommerhuset ender med at snuppe to dage i steg med det kolde dyp – og da de kommer hjem fra sommerhuset, er en ny vinterbadnings-tradition født.
- Jeg lærte at styre min vejrtrækning og dermed min krop – også i virkelig pressede situationer. Det var præcis, hvad jeg havde brug for. Vinterbadning blev min terapi.
- Samtidig er det også en skøn måde at være sammen med Voel-banden og få gode, fælles oplevelser, siger hun.
Under kræftforløbet bliver Voel-banden som en ekstra familie for både Tania, hendes mand Kamil og deres to piger. Da hun bliver syg og skal i behandling, er de der for Tania og familien – hele tiden. Madlavning, rengøring, børnepasning. De hjælper, hvor de kan.
- Jeg kalder dem mine superhelte. De mener, at jeg er superhelten, fordi jeg har overlevet kræften. Så det skændes vi lidt om, griner Tania.
Veninderne ved, hvad hun har brug for, uden at hun skal sige det. De trækker hende ud af sengen og ud at gå, selv når hun føler sig for svag. De husker hver milepæl i hendes behandling: blomster efter sidste kemo, flag og slik efter de sidste stråler.
- Jeg er så taknemmelig for alt, de har gjort.
Siden slutningen af 2024 har Tania været kræftfri. Hun er overbevist om, at hun ikke havde kunnet klare det hele uden Voel-banden. Derfor sender hun dem en særlig hilsen:
- Kære piger, I har været en tryg havn for Kamil, børnene og mig. Det, I har gjort, er ikke en selvfølge. Det er superhelte-gerninger!
Selvom Tania er kræftfri, skal hun fortsat til årlige tjek. Som mor er hun bekymret for, om også hendes børn risikerer at få kræft. Derfor samler hun og Voel-banden ind ved Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling. De vil dække så mange ruter som muligt i deres lille by.
- Jeg vil bidrage til, at endnu flere kan få målrettede behandlinger. Det kræver penge til forskning. Derfor håber jeg, at mange vil bakke op om indsamlingen, siger Tania.
Det tager kun 2-3 timer at indsamle omkring 1.600 kr. - og kun få skridt at blive indsamler. Og det nytter. Gør en forskel og tilmeld dig nu som indsamler 6. april 2025.
Bliv indsamler